Bakkehussamlingen

[Titelblad]

No. Hondepost 540.

___________________________________________

Motto

“- – - – Vau vau!”

                             Tullin.

___________________________________________

Du lille søde Hundenist hvo gav dig disse Egenskaber
Og Ekko svarede en – Aber!

Karo smerteligste Vennindepind!, hvor særdeles det behager mig langt fra quod erat demostrandum at bevidne Dem, saavel som en hver anden redelig sindet og versligsindet Danne(brogs)mand og Lodbrogsmand lige til Saltsyder Knudssen min uforglemmeligste Aftagelse. Altsaa seer De selv, eller De seer ikke selv, (thi i Grunden kommer det ud paa eet) at. Efter at have afgiort disse Ting for ligesom Gustav Adolk ingen fiendlige Fæstninger at have i Rykken, eller ligesom Æskemoos (eller som han ogsaa kaldtes Aeschylos) heller at være bekiendt for at være Soldat i Slaget ved Salamis, end for at være Poet, eller Cajus Halvstøvle der sagde til sine Kierester: denne skiønne Hals skal herunter naar jeg vil; ville vi begive os videre, for en Ordens Skyld.
Rigtignok yttrer Plinius den Yngre i sine Breve en Slags ængstelig Modløshed, der kommer mig til at forglemme Laurbærkiølingen og Vandkunsterne i hans Landhuus, af Frygt for at Domitian skal kappe Tidselhovedet af ham. Men Herregud hvad skal man sige; maatte dog den ældre Hans Christian Ørsted (jeg mener Naturhistorikeren og Obersten) friste en haardere Skiæbne, da han blev Offer for de alt fortærende Luer i den jammerlige Ildebrandshistorie. Dio Cassius fortæller noget lignende om Trajan under Jordskiælvet i Alexandria men hvorom alting er, saa siger jeg som den gamle Adam Olearius (Adam Oehlenschläger) i sin orientalske Reise, og som Colombus i Bakkelsens Oceania: “Wenn viel Wasser dazu gehört um ein Ozean zu machen, so hat Baggesen unendlich viel geleistet”. Men jeg frygter for at han, ligesom Knudsen, har (kun omvendt) forvexlet Ossian med Ocean; saa at han er bleven oceanisk istedet for ossiansk. –
“Dievelen gale i dig! hvorfor kommer du da ikke hiem at spise! Kl. er 2 og Maden staaer paa Bordet –”
Om Forladelse dyrekiøbte Veninde, det var til Vinkler, Vinkleroris Vinkleratus, som blev saa længe borte; og jeg er lige som Raabuk i den Henseende, naar jeg er sulten saa har jeg altid en forbandet Appetit, som især yttrer sig ved Længsel efter Mad; undertiden ogsaa, men dog sieldnere, ved en Slags Higen efter Æde, eller Spiselyst.
Jeg troer ikke at kunne slutte dette Brev med Noget bedre end med en lille

[Mindre titelblad med illustration af en mus] Musepost.

Hvor er det muligt andet naar der løber fuldt af Muus i mit Losi (efter Seidelinks Orthographie).
Sagen er denne: Jeg sidder i mit Kammers paa Pesthuset (hvad vilde jeg sige Posthuset) saa kommer ved høi lys Dag løvenes en lille Muus oppe paa Panelet ved siden af min Seng; men da den ikke kunne komme længer, gik den tilbaves igien og forsvandtes. Siden kom den ud af et Hul ved Kakkelovnen, og begyndte at rekognosere om der var noget at æde; men mine Støvler som stod der fandt den det dog for langsomt med at begnave. Nu kastede jeg smaa Smørrebrøder paa Gulvet ved Indgangen til Musens Hule; og havde den Fornøielse at see den komme, og slæbe det bort med Munden; men saa tænker jeg: det er den eneste Muus der existerer; og saa kommer der et andet stort forbandet Beest i Dag og hielper ham at slæbe bort. Derover har nu Musen tabt min hele Agtelse, og i Morgen skal den have Rottekrudt –

Ende paa Museposten.

Paa Mandag, kiære Veninne kommer jeg igien til Kuevenhavn, og saa vil Bakkehuusbesøget ikke længe udeblive, saalidt som den færdige Faruk. Adiøs! Hils Rahbek og alle Venner fra Deres indtil Døden troe og uforglemmelige Ven

Adam Olearius –