Denne litterære fejde, der siden er blevet kendt under navnet ”Oehlenschläger-Baggesen-fejden”, varede fra 1813 til 1820 og omfattede mange af de danske forfattere og digtere.
Fejden brød ud i 1813, efter forfatteren Jens Baggesen var vendt tilbage til København efter en periode som professor i Kiel. Baggesen kritisererede Adam Oehlenschlägers dramatik og benyttede sig af latterliggørelser, når han skrev sin kritik. Derfor fik Baggesen en del modstandere i det københavnske litterære miljø, og der var flere, som tog Oehlenschlägers parti i fejden. Men Baggesen havde også sine støtter i de litterære kredse, heriblandt N.F.S. Grundtvig og J.L. Heiberg.
Fejden udspillede sig primært på skrift i tidens litterære tidsskrifter, men den blev også diskuteret i det københavnske selskabsmiljø. Provsten Frederik Schmidt giver i sine dagbøger fra 1817 og 1818 et godt indtryk af, hvordan fejden udspillede sig, og han refererer til ”Oehlenschlägers hovmod og Baggesens Forfængelighed (…)”. Ifølge ham måtte salonværtinden Friederike Brun bede sin portner ved Sophienholm om, at holde den ene forfatter tilbage i porten, hvis den anden forfatter var på besøg, sådan at Oehlenschläger og Baggesen ikke stødte sammen.
Fejden kulminerede i 1818 med 12 studerendes heftige angreb på Baggesen i aviser, tidsskrifter og pjecer. Denne kulmination fik tilnavnet Tylvtefejden, på grund af de studerendes antal – de var 12.
Fejden endte, da Baggesen forlod Danmark i 1820.