Bakkehussamlingen

Min kjære Ven!
Saasnart jeg havde modtaget Din Pakke, læste jeg det Gardthausen’ske Digt, saavelsom begge Anmeldelserne af samme. Men jeg fandt mig aldeles skuffet med Hensyn paa den Forestilling, som jeg havde derom, og som jeg maa have faaet ved Din Beretning. Jeg havde nemlig troet, at baade Digtet og Anmeldelserne vare skrevne i en erke-slesvigholsteensk, mod Danmark polemisk Aand, og at det var derfor, Du ønskede en tilrettevisende Critik. Men begge ere jo yderst uskyldige og tamme; ja, hvad Digtet angaaer, aander det jo en velvillig Stemning mod Danmark. At det i poetisk Henseende er et temmelig mislykket Product, uden bestemt Holdning eller æsthetisk Characteer, desuden udstyret med adskillige Smagløsheder og Platituder, endelig hvad der er det Værste – meget kjedsommeligt (saaledes forekommer det idetmindste mig), kan jo ingenlunde fornærme os; og det vilde derfor endog synes mig upolitisk, om man just greb denne uskyldige Leilighed til at vække den slesvigholsteenske Vrede, ved at angribe Landets næsten eneste Digterværk, saa meget mere, som dette Værks Mangler neppe ere af den Art, at de kunne [give] Anledning til // nogen interessant æsthetisk Afhandling. Jeg ender Dig derfor Bogen og Bladene tilbage, men skal ikke undlade – saasnart jeg finder nogen passende Leilighed dertil – at skrive en litterair Artikel over en anden Gjenstand, for derved at vise min ”Kjærlighed til Fædrenelandet” (in duplici sensu).
Min Kone, min Moder og jeg selv skamme os, sans comparaison, som Hunde, fordi vi endnu ikke have takket Dig og Fru David for den behagelige Dag, som blev os tildeel den 28 Novbr. Men det kongelige Dødsfald og hele den derpaa fulgte Allarm desorienterede os for en lang Tid. Foreløbigen sende vi idag vort skriftlige Nytaarsønske; men det skal ikke vare længe, før vi overbringe det mundtligt.

Din
hengivne
J L Heiberg.

29. Decbr. 1839.

S.T.
Hr. Professor David.