Bakkehussamlingen

Min Christiane

Du veed vist min bedste Pige at det Forsæt jeg sidste Gang, vi talede sammen, fattede og som du billigede, siden bestandig har svævet i mit Hoved, det veed dit Hjerte! Jeg har gjort mig al Fliid for at undersøge hvilken Maade der virkelig var bedst at sige din Fader vor Kjerlighed paa. Allerede i det Øjeblik vi skiltes ad løb den Tanke mig i Sinde: mon det ikke var bedere at skrive end at tale? Du var ikke af den Mening. Da jeg kom hjem og eftertænkte Tingen nøiere blev endelig mit sidste Spørgsmaal til mig selv: mon det ikke var bedst først at skrive og saa at tale! Og denne Mening er jeg af endnu, indtil jeg faaer at vide hvad du synes; thi jeg troer at den er virkelig bedst. Jeg vil nemlig skriftlig bede din Fader om Tilladelse til at tale med ham.
Derved er to Fordele. Naar jeg kun gjorde een af Delene, naar jeg f. Ex. kun skrev, saa kunde jeg rigtignok udvikle ham alt i Orden // og Sammenhæng. Med mere Rolighed paa min og med mere Rolighed paa hans Side kunde jeg forklare mig for ham; men der manglede det nærværende Indtryk, den øjebliklige Veltalenhed, i det Minut hvori mit Hjerte blev opstemt.
Dersom jeg kun talte med ham vilde Tingen være omvendt, som du selv seer. Jeg vilde naturligviis være frygtsom og forlegen og jeg vilde ikke med roligt Mod kunne udvikle mig for ham.
Naar jeg nu først skriver ham til: Siger ham at vi elske hinanden, siger ham min Plan og overbeviser hans Forstand, mener du da at han skulde nægte mig en mundtlig Samtale, som jeg vil bede ham om i Enden af Brevet, hvori jeg kan overvinde hans Hjerte?
Min søde Pige! siig mig hvad du mener[;] uden at du billiger mine Skridt, gjør jeg intet.
Jeg var i Slotskirken i gaar med Carl, som jeg af en Hændelse saae gaae forbi min Faders Vinduer. Han fortalte mig med megen Ligegyldighed, at jeg ikke skal sige Utilfredshed at han skal være Lærer paa Instituttet, saa at han nok ikke er endda saa meget glad der ved som du troer. Dog det kan have været Lune, man kan ikke saa nøie regne hvad han siger. Du kom ikke i Kirke! og i dit Brev seer jeg hvorfor du ikke kom. Christianis Prædiken var meget god[;] See til vos, du troer nok at ingen kan gjøre smukke Prækener uden din guddommelige Marezoll?
I Løverdags Aftes glædede jeg mig virkelig i Dreiers Klub. Det er nyt, som sjeldent skeer. Vi helligholdt nemlig en lille Høitid, for den gamle ædle Tode, som er Rector magnificus i Aar. Til den Ende gjorde Digteren Sander og Versemageren Øhlenslæger hver en Vise til ham. Min følger med.
Tode havde faaet et Nys om at vi vilde synge til hans Priis og – da vi skulde til at see var han – borte. Men Assessor Horn i Hof og Stats Retten som er Directeur i Selskabet hentede ham hjemme fra igjen med // nogle andre. Da han kom igjen, modtoge vi Deserteuren med almindeligt Haandklap, sang hans Vise og drak hans Skaal under trefold Fryderaab.
Farvel min Englepige! lad mig snart høre fra dig.

Din
Øhlenslæger.

d. 23. Junii 1800.

[På konvolutten:]
Til
Jomfrue Christiane Heger.