Bakkehussamlingen

Kjøbenhavn den 17 November 1851.

Kjære Ven!

Lige fra den Morgen De forlod Byen har jeg tænkt paa at skrive til Dem, ja saa levende har det været i min Tanke, og saa ofte, at jeg tilsidst næsten syntes at De havde faaet Brev og atter Brev; men hvorfor har jeg da ikke skrevet endnu, spørger De, og jeg kan ikke svare andet, end der spøger om mig en lille Trold, som altid sørgerfor at der kommer en Slæde iveien, som man siger, og faaer mig til at opsætte, det er galt, det er Uret, men det er Troldens Skyld; det var nu en lang Indledning, men med den er Brevtraaden spundet, den electromagnetiske Traad trukket mellem N ^o 34 i Nyhavn, – nu veed De hvor jeg boer, – og Nordbye ved Eckernførde. – Stadens Nyheder hører De vel ugentligt fra Hjemmet, de allernyeste kan jeg ikke bringe Dem, da jeg i flere Dage har været syg, nu er jeg vel oppe men holder Stuen; det jeg helst vilde have fortalte Dem om var Høedts Debut, men om den kan jeg kun sige at jeg vel vovede mig der hen, men maatte midt under Forestillingen hjem saa febersyg var jeg og har saaledes intet Indtryk, men mine nærmeste Venner, hvis Dom jeg stoler paa og som vare der henne, ere meget opfyldte og glade over at vi have vundet ham for Scenen. – Jeg længes nu snarlig efter at komme der hen sund og rask og ret nyde den hele Fremstilling; her er tale om i Byen at De endnu i denne Saison vil træde op, er det saa? Lader det sig arangere! jeg glæder mig saa meget dertil, venter saa meget, og De har nu, ligesom Deres Fader, dette deilige Organ, hvormed De kan // bære Ordene, ligesom paa Guldskaal. Gid at den Tid var snart at vi havde Dem igjen, at De var i Deres hyggelige hjem og at De gik den Vei, som jeg troer og haaber Gud har bestemt Dem for, hvad De nu er ude at prøve, bringer vel ogsaa noget Godt, men jeg kan tænke mig hvor uvant og haardt, meget af hvad Mange maaskee kalder Smaating, maa være Dem. Dog i Deres Alder bærer man en Deel, og som sagt, ogsaa det Onde har sit Gode. – Jeg kan tænke mig Omvexlingen fra det hyggelige Hjem, luftige, velordnede Stuer, Tæppe paa Gulvet, Blomster paa Bordet, den rene, indbydende Opdækning og hvad Soldaterlivet bringer Dem, men lad et godt Humeur, om De har det, lyse i Deres Kammer, og det vil blive pynteligt, interesant i det mindste, ved denne Belysning, det er deiligt at vide, der kommer bedre Dage! – Skulde De glæde mig med et Brev, jeg gjør ingen Fordring derpaa da jeg selv har været en saa stor Nøler med at skrive, men skulde De være flinkere end jeg, da lad mig vide hvorledes De har det om Dem og i Dem; kjender jeg nogle af Deres Kammerater eller Officerere, da bring disse min Hilsen. – Jeg har skrevet et Phantasispil ”Hyldemoer”, det er bedre at læse end at see opført, thi ved Opførelsen kommer det vist forlangt ned paa det jevne Gulv, imidlertid skal det dog spilles i Casino; to nye Decorationer males der til og der vises Digtningen den største Omhue og Kjærlighed; De vil imidlertid vistnok bedre see det ved at læse det og jeg skal strax, saasnart det udkommer, hvilket skeer et Par Dage efter Opførelsen, sende Dem et Exemplar. Hauchs sidste Drama: Æren tabt og vundet, har meget tiltalt mig; Wiehe og Deres Fader ere ganske fortræffelige deri, og den sidstes Maske er saa sand at man har fuldeligt Portrættet af Gustav Adolph. Et lille fransk Stykke: [”]pas paa den Smaae!” som Hr Lumby gav paa Casino til // Indtægt for sig er Noget af det meest Raa og Uskjønne jeg har seet; det større Skjæbne-Drama Bajads, det smager fælt af Karrivand og jeg faaer det med Sult, ved at ligge som her aandelig paa Pinebænken en heel Aften. – Men for at komme igjen til Kunsten, jeg har fornyelig besøgt Fru Jerichau, der har fuldendt to store Malerier; det største af disse forestiller en Flok unge Damer der paa en Balkon i Rom, carnevals klædte, kaste Blomster og Bouquetter ned til Mængden. Det er et meget pragtfuldt Arbeide, der vist paa Udstillingen vil drage Mængden til sig, thi alle Qvinderne ere Skjønheder og dertil, bekjendte kjøbenhavnske Skjønheder, f Ex Frøken Tutein, Frøken Berregaard &&; det hele er som sagt et Pragt-Stykke, en blomstrende Georgine, [det] andet Maleri derimod er mindre [først skrevet: mindst] straalende, [hul i papiret] dog glemmer man ved dette al den anden [hul i papiret] her er den sjælelige Skjønhed, Hjertets. Det er to fattige Bønderbørn der lege med nogle Lam og give det ene lidt Græs; der er saa megen Poesie og Ynde udbredt her, der er noget saa ægte dansk, som i Christian Winthers Træsnit, eller i Hartmanns liden Kirsten, at jeg troer at jeg ved ude at see dette Billede, vilde føle Hjemvee. –
Men nu lev vel, kjære Ven, tænk lidt venlig paa mig, De selv er tidt i min Tanke, gid vi snart glade og friske mødes; Foraaret stunder jo til, vi have nu kun den lille Bjergaas: December og Januar at komme over, og øverst paa den staaer jo Juletræet med alle sine Lys og Gaver. Hæng paa mit Juletræ et Brev, saa gjør De mig glad og faaer jeg, uventet, et tidligere, da skal jeg ogsaa være en flinkere Skriver og De faaer Brev med Hyldemoer.

venskabeligst
H.C. Andersen.

[På konvolutten:]
Til
August Nielsen
Menig ved 2 ^den Reserve-Bataillon
3 ^die Compagnie N ^o 150
Norbye
ved
Eckernförde
betalt.