Bakkehussamlingen

Rom den 13^de Jan. 1874.

Kjære Etatsraad Andersen!

Det var virkelig udmærket smukt af Dem at skrive mig et saa indholdsrigt og langt Brev til, De rørte mig dermed, og jeg maa strax bringe Dem min Tak derfor. Jeg vilde alligevel have skrevet til Dem i disse Dage, nu bliver det ligesom jeg har modtaget Deres Brev. Gjennem min Tante Fru Blædel havde jeg nyligt faaet at vide, at De havde en god Periode, og jeg glædede mig derved, saa meget mere, som jeg for kort siden havde en ubehagelig Drøm om, at De var meget syg, og jeg var hos Dem; det Hele stod saa levende for mig, at jeg slet ikke kunde blive det qvit om Dagen, og skjøndt man jo ikke skulde troe paa Drømme, trængte jeg dog til at faae at vide, at De havde det passabelt.
Nu maa De høre Lidt om Rejsen. Fra Verona gik vi til Venedig og vare der i 5 Dage; desværre var der sjeldent Solskin og slet ikke Maaneskin, men jeg var alligevel meget indtaget i denne By, der ligger som en Eventyrets Blomst paa det blanke Hav. Det er ligesom den vidste, at det Lydløse, det Stille, hører Minderne til og at den // skal leve af sine Minder. Rigtignok synes det mig troligt, at Suez-Kanalen kan have Indflydelse paa dens Fremtid, og vist er det, at Gjenopstandelsens Tegn begynder at vise sig i det Smaae: Man restaurerer Palaiserne og Husene, Kjøbmænd indretter sig Contoirer i de før tomme Paladser, og Havnen ligger jo færdig til at modtage de udviddede Planers Iværksættere. Markospladsen er noget af det Skjønneste, jeg har seet; der vrimlede af Duer og Drenge, som strøede Mais for dem; de Duer, med deres stille Kurren og Flugt, passer godt til det Hele.
Fra Venedig toge vi til Mailand og kom der Juleaften, gik strax ned i den store, glimrende oplyste Promenade og saa hjem for at arrangere et lille Julebord. Første Juledag vare vi i Domkirken og hørte deilig Sang; der var derimod ikke Tale om at gaae op i Kuplen, da hele Byen laae indhyllet i en tæt, klam Taage, som tog al Udsigt bort. I Hotellet var der saa koldt og uhyggeligt, at vi bestemte at rejse om Eftermiddagen for at finde mere Varme i Genua. Taagen blev ved, og vi frøs. Endelig kjørte vi ind gjennem en lang Tunnel under Appeninerne, og da vi kom ud af den, laae Landet i det blankeste Maaneskin, og Himlen stod med blussende Julestjerner. De kan aldrig troe, hvad det var for en mærkelig Overgang, ogsaa i // Temperatur; da vi kom ud fra Jernbanegaarden i Genua, kunde vi næsten have kastet Overfrakkerne, saa mildt var det. Næste Dag spiste vi Is i den skjønneste Orangelund, hvor Frugterne hang glødende i det mørke Løv. Vi kjørte en Tour langs Middelhavet til Villa Grupallo, hvis Have rigtignok viste os, at vi vare i Syden; her blomstrede Kamelier og Roser, store Palmer kneisede mod Himlen, Violerne blaanede i Græsset, og Luften var opfyldt af mangfoldig Blomsterduft. Langs hele Vejen kjørte vi under Appelsin- og Citrontræer, og Middelhavet rullede op imod os. Jeg havde i det Hele tænkt mig Genuas Omegn yppigere; mange Steder er der bart, og jeg har aldrig kjendt den gamle Udskjældning imod denne By, at ”den har et Hav uden Fisk, Bjerge uden Træer, Mænd uden Villier og Kvinder uden Blufærdighedsfølelse.” Dens Beliggenhed er jo deilig; jeg fik den godt overseet baade fra Højderne omkring den og fra et højt Kirketaarn. – Den danske Consul hernede tog sig meget af os. Han spurgte en Deel ud om Dem og er Deres Beundrer; i sin Eensomhed trøster han sig med gode Bøger; forresten sagde han, hvad De vel ikke kan overraske Dem, at De har et stort Publicum i Genua og Deres Bøger sælges meget her. Man har hernede vidst om Deres Sygdom og derfor glædede han sig ved at høre, at De er bedre. //
Efter 5 Dages Ophold i Genua gik vi til Florens; jeg frydede mig paa Gallerierne her, jeg troer, jeg synes bedre om dem end om det i Dresden. En Dag kjørte vi ud til Klosteret La Certosa, som ligger udmærket smukt, høit oppe med Udsigt over en vid Egn med Appeninerne i Baggrunden. Vi fik alle Klosterets Enkeltheder at see, og det interesserede os alle i høj Grad. – Bjørnstjerne-Bjørnson er for Tiden i Florens, men vil nok ikke komme til Rom, da han ikke ønsker at være sammen med saa mange Skandinaver, som her er (over 150.) I Theatret i Florens saae vi en skrækkelig udført Opera af Verdi ”La Forza”. Det undrede mig at see det Visitvæsen, der her drives rundt i Logerne; Folk saae knapt paa Forestillingen, men vare stadigt under den i uafbrudt Conversation. I vor Loge kom Kammerherre Torben Bille fra London, som i Vinter reiste med sin Hustru her i Italien. Det kan jo ikke nytte, jeg sætter mig til at fortælle Dem om Alt, hvaf jeg saae her i Florens og seer nu her i Rom; De kjender det jo langt bedre end jeg selv. Jeg vil blot sige, at det var en højst forventningsfuld Stemning, hvormed jeg kom her d. 2den Januar; men skuffet blev jeg rigtignok ikke. Jeg synes, jeg for hver Dag holder mere af Alt her og strax følte jeg mig hjemme. Vi boe i Albergo di Londra paa spanske Plads, har altsaa Monte Pincio lige ovenover os og alle Modellerne// paa spanske Trappe lige ved Siden af os. Af Bygninger her synes jeg, at Colossæum og Pantheon staaer betydeligt over alt Andet; det Indtryk, jeg første Gang fik begge disse Steder, glemmer jeg aldrig. Vi kjøre hver Dag flere Timer omkring baade i og udenfor Byen, og saaledes faaer jeg et udmærket Overblik. De vilde vist kunne see store Forandringer her, om De kom hertil. Kunstnerne sige, at Livet her næsten ikke er til at kjende igjen; her er Fordele ved det Nye, her er sikrere, her er Gas og Fortouge, Orden og Liv; men det gaaer vist ikke paa een Gang at ville gjøre Rom til Paris. Her er meget dyrt at leve, Retningen i Kunsten har forandret sig meget og ikke i heldig Retning. Det er nogle yderst omfattende Udgravninger, som finde Sted om de gamle Kejserpaladser; Klosterne nedlægges og benyttes til Kaserner eller offentlige Contoirer, Munkene trække i civile Klæder og søge sig Erhverv ude i Livet, og Præsterne kunne ikke faae deres Udkomme længer. Pengene ville ikke strække til for at fuldføre Alt, hvad Italienerne have for; de udstede Papirspenge for ½ Franc, og det er nok daarlige Tegn, ligesom ogsaa det, at man i Papirspenge faaer over 23 Francs for et 20 Francssrykke; man venter Statsbankerot hernede. – Küchlers Kloster ligger lige dér, hvor Udgravningen af Klost Kejserpaladserne skal fortsættes, og derfor venter Küchler hver Dag at blive kastet paa Gaden. Vi vilde have besøgt ham forleden Dag, men traf ham ikke hjemme, saa kom han her næste Formiddag; han var veemodig ved at tale om sine Fremtidsudsigter; skjøndt Drengene have smidt Smuds og Stene paa ham paa Gaden, vil han dog ikke lægge sin Munkedragt; han har Tilbud fra flere velhavende Familier om at faae frit Ophold i deres Huus; han modtager nok et saadant hos en italiensk Maler. Puggaard foreslog ham at komme til Danmark. ”Nej, ” sagde han, ”jeg kunde ikke taale Climaet, og hvad skulde jeg ogsaa leve af? Saa vilde jeg jo ogsaa faae alle Drengene efter mig paa Gaderne; nei, det gaaer ikke.” Senere saae han et Album, Fru Puggaard har, med Sonnes Tegninger i; han sagde da: ”Jeg kommer dog til at længes efter Hjemmet, naar jeg seer dette.” Jeg synes, det lod, som om det ikke var umuligt, at han vilde komme paa Besøg en Sommer i Danmark. I det Hele taget var han glad og meget gemytlig, barnlig og god. Han talede gjerne og meget om Dem og sender Dem mange Hilsener. Jeg har endnu ikke bragt ham Deres Hilsener fra Brevet, men vi besøge ham en af Dagene, og jeg skal da gjøre det. Alle de Danske hernede spørger deeltagende til Dem og sender Dem mange Hilsener, særligt Etatsraad Bravo, Ravnkilde, Fru Jerichau // Pietro Krohn, Albert Price, Gotfred Rode med Hustru, Jonas Lie, og mange Flere. Lie har nylig fuldført en Bog paa circa 300 Sider, hvis Scene er i Norge og Danmark. Han vil nu paabegynde et større Digt, som interesserer ham meget. Det er en høist elskværdig, fordringsløs og morsom Mand og Alle her rose hans Hustru saa meget. Hun bestyrer sit Huus og passer sine Børn uden Pige, og saa skriver hun tilmed sin Mands Bog reen. – Fru Jerichau gjør et lidt modfaldent Indtryk; hun har ingen Billeder solgt hernede og trænger nok til Penge; sine Børn savner hun meget; kun Thorald er hos hende; han vil give Informationer i Musik blandt tilrejsende Englændere. Til Foraaret kommer han til Danmark for at aftjene sin Værnepligt. I Søndags mødte jeg Fru Jerichau paa Gaden, og hun var da meget i Bevægelse, fordi man i Kirken havde stjaalet 600 Francs ud af hendes Lomme. – Bravo ligger for Tiden lidt i Strid med den skandinaviske Forening, men ellers har han det godt; han er nu 77 Aar. – Ravnkilde slider stadigt i det; han havde tjent 10.000 Rbd, men har givet dem alle for at redde en Søstersøn i Kjøbenhavn, der var kommet galt afsted. Han er vist et ypperligt Menneske og bevarer sin barnlige Natur uforandret. Hellig-//trekongers Aften førte han os om paa Gaderne, og vi morede os udmærket; De veed vist, at det er Romernes Juleaften og at Gjækken da slaaes fuldstændig løs som i Carnevalstiden; vi saae ypperlige Scener, (Tarantel blev danset, et flot Optog efterlignede Munkenes Sang ved Begravelser) og tilsidst drak vi ”Monte Fiascone” i et Osteri, hvor Thorvaldsen ofte kom. – Jeg veed ikke rigtigt, naar vi rejse herfra; i Neapel er Sundhedstilstanden daarlig, og vi reise derfor ikke derned, skjøndt Vesuv knurrer, og det vilde jo være ubetaleligt at see Vulkanen i Udbrud. Hjemreisen gaaer under Mont Cenis, og kommer jeg til Genf bringer jeg Jules Jürgensen Deres Hilsen. – Jeg er bange, jeg allerede har skrevet saa langt, at det vil kjede Dem at læse det; jeg veed, De ikke ynder lange Breve. – Vil De hilse Henriques’ og Melchiors Familier, som jeg holder meget af; jeg vilde gjerne skrive til begge disse udmærkede Fruer; men jeg faaer næsten aldrig Tid, da Rejseselskabet er saa stort, og der altid er Noget at gjøre; i alt Fald er her saa livlig Samtale i Værelset, hvor jeg maa skrive, at det falder mig noget besværligt; De vil vist mærke Følgerne af det i dette Brev. Foruden til Dem, Blocherne og min nærmeste Familie har jeg heller ikke faaet skrevet hjem. Der er Mange, jeg gjerne vilde sende Hilsen; De veed nok omtrent, Hvem jeg mener. Puggaards hilse Dem venligt; vi tale ofte om Dem. Gud gjøre det alt godt og glædeligt for Dem, kjære Etatsraad Andersen! Først i Februar glæder jeg mig til at gjensee dem. Lev rigtig vel!

Deres hengivne
Nicolai Bøgh

Vil De hilse Oksen og Weber! – Veed De, Hvem jeg forleden Dag mødte i Corsoen? Vore to sortsmudskede Dam Hollænderinder fra Montreux; de stod længe og saae efter mig[;] de vilde aabenbart finde Dem.