Bakkehussamlingen

Christiania den 8^de December [1867]

Min kjære, kjære Frue!

Hvor dybt jeg beklager, at jeg ikke fik tale med Dem før min Afrejse! Der var Saameget, jeg da trængte at tale med Dem om, saaledes: min Oplæsning, en Fremtidsvirksomhed grundet paa dette Foretagende – og andet Mere, som De med Deres geniale og dog saa sunde Opfattelse kan give Vejledning i; men af dette blev der nu Intet dengang. Jeg havde, som jeg yttrede for Dem, tænkt at komme indom Kjøbenhavn til Vaaren, naar jeg havde været i Stokholm, hvor jeg agtede at oplæse et Par nye Arbejder; men denne Plan har jeg allerede opgivet af flere Grunde – eller rigtigere: // opsat til næste Høst. – Jeg har for det Første meget faa Kræfter efter mit sidste Arbejde, hvis Omskrivning jeg maatte fuldende paa mindre end en Maaned, og med en Arbejdstid paa ti Timer daglig. Det vilde saaledes let kunne blive en Nedbryden af mit hele fysiske Væsen, om jeg nu skulde til at begynde, saa at sige, hvor jeg slap. Men den vigtigste af mine Grunde er dog den, at min yngste Søn forbereder sig til en Eksamen, som han til Sommeren skal aflægge i Kjøbenhavn, ved Indtrædelse i den polytekniske Læreanstalt, og han behøver saaledes min Nærværelse i høj Grad, baade i den ene og den anden Forstand. Jeg har, som Ovenstaaende forklarer, henlevet min Tid, siden min Hjemkomst, nesten udelukket fra Christiania-Verdenen, // og derved har jeg sikkerlig Intet tabt. Mig forekommer det, saa vidt jeg efter Refleksen kan bedømme Hovedklangen, at her er en Hoben urene Kræfter i Bevægelse. Misundelse og Bagtalelse, skjult Arrogance og aaben Ondskab, blande sig til et Hyl omkring de Steder, hvorfra Harmonien skulde udgaa. Theateret er nu – paa Grund af Vrøvl, thi intet andet er det, Forfængelighedens usle Vrøvl paa alle Steder – overgivet til Rutinens klingende Kanefart, og Christiania Folket kan endelig faa sig mættet paa den Lethed, som salig Carl Borgaard led og stred for at skaffe dem – paa alt Højeres og Dyberes Bekostning. En Scene, oparbejdet fra personlighedens Grund, med Poesiens Malm og Fyld, det har man givet slip paa, da man af de futile Grunde slap Bjørnson. // Ja Bjørnson er jo ikke nogen ædel Mand, det kan jeg isandhed have Lov til at sige; men hvor han arbejder for en Sag, der har han en stor Indsats at give baade i Begavelse og Personlighed. Man sige længe nok, at han er Egoist, at han rigtignok sætter sig helt ind; men kun for at drage sig selv helt ud, som et Resultat af Striden. Ja, men hvor ere de store Sejre – Kultur- og Verdenssejre – vundne uden, der, hvor en Personlighed har været stor nok til at identificere sig med Sagen for at staa og falde med den? En er der jo i Alt, som gjør sig selv til Sagen, og samler alle de spredte Kræfter til et Slag for den. Ak, jeg holder mig nok udenfor, men jeg lider og frydes dog ved hvad der sker omkring mig, og jeg har stundom, og netop i Frastand, en saa stærk Fornemmelse af Fejlgrebene, at jeg er lige ved at styrte mig ud i Kampen og raabe mit Haløj! // Men Gud ske Tak, jeg er endelig bleven saa gammel, ikke af Erfaring, men af Smerte, at jeg kan tæmme min Iver. Jeg sidder stille, ak saa stille, at jeg hører den Stilhed, hvori jeg sidder. Og her prøver jeg ikke den menneskelige Kraft i mit Væsen, om jeg til Uretten og Ondskaben kan sige med Sandhed: jeg tilgiver – og om jeg fra dette opnaaede Standpunkt vil kunne sige: Gud velsigne Jer Alle! Ja sandelig jeg er bleven prøvet dette Aar! og kan jeg faa det til at glide hen over mit Liv uden at afsætte Nag og Bitterhed, da har jeg endnu Mer end før at takke Gud for. –
En Specialitet føler jeg stor Trang til at fortælle Dem, og det har jeg følt lige siden min Hjemkomst; thi jeg tror De vil forstaa mig – at sige: hvis De tror mig. Tror De mig ikke, da er det Hele Dem naturligvis // en Udflugt, et Fif, eller hvad det nu kan hed[d]e. Bjørnson har heroppe sagt – som Undskyldning for, at han havde erklæret, aldrig at ville have Noget med mig at gjøre, ja at han endog havde bedet Dem gjøre mig opmærksom herpaa – at min ”Bedstemoders Fortælling” var en fuldstændig Kopi af ham, hans Hustru og mig selv – kort en Offentliggjøren af hele vort – som han kalder det: aandelige Ægteskab. Ja han har betroet mine Venner, at han kjendte den igjen Replik for Replik! Derved, kan De vide, er han jo bleven berettiget til at trække sig tilbage fra min Omgang. Dommen over dette Foretagende tror jeg nok, at jeg, som Kvinde, trygt kan overlade til Andre – selv mine Ikke-Velyndere! Men med Hensyn til Bogen, vil jeg tale, og engang – om Gud giver mig Leveaar, offentlig klare Sagen; thi mine Bøger ere min Sjæls Børn, og naar man lyver // paa dem, da skal jeg vide at tage dem i Forsvar – mod Uforstand og ond Vilje i en Bedømmelse har jeg kun en gjemt Taare og et hemmeligt Suk, men mod Løgnen har jeg Sandhedens uforfærdede Mod. De vil høre mig! Jeg havde skrevet en Fortælling – til den norske Samling: ”Ved Løvfalds Tid” og jeg havde følt en inderlig dyb Misfornøjelse med den, den var nesten ”Min Bedstemoders Fortælling” omvendt. Den han [sic] saa besynderlig udenpaa, og jeg var just i den Tid saa dyb i mit Sind, at jeg næsten ikke fik et Ord frem, som ikke min egen Følelse, min indre Dommer forkastede, som kold og affektert. Da sprang paa en Gang, jeg kan sige hovedkuls hele min Følelse op i Fortællingen. Den gamle Jomfru jeg havde skildret – med sin røde Næse – blev til min Enke! Flere Kvinder jeg havde mødt i Livet, som stille Koner og Mødre; men hvis hurtige, ved Anledning, opflam-// mende Væsen forraadede, den Ild, som aldrig blev brugt – slog jeg sammen og fik endelig en saadan Force lagt paa en Enkelt, at jeg i hendes Sjæl kunde rejse Miraklet. Kjærligheden er i den unge Alder ikke et Mirakkel, ligesaalidt, som Troen i den Sjæl, hvor aldrig Tvivlen har nedtraadt Grunden. Det var Miraklet, jeg vilde skildre. Jeg tog dertil en af disse Kvinder med det stille, stærke, lidt døsige Ydre, som formskjønne og sunde, ingen egentlig Tiltrækning have før Sjælelivet flammer op; men da studser en Mand foran dem. Hende gav jeg da først den lange Forberedelse, dernæst, den stundvise Opvaagnen i Naturlivet til Forstaaelse af sin egen Fordring og Ret – husk paa, hun forstod først sit Savn gjennem Aanden i Naturen! – Oprindelig gav jeg hende det Møde med Livet, som rejste Miraklet // At jeg valgte denne Mand blond og leende – ja straalende med, min Gud, er det derfor Bjørnson? Jeg maatte have en Lyriker, og han stillede sig for mig saaledes. Jeg finder end i denne Stund ikke en eneste Lighed med Bjørnson. Min Lyriker har lokket Haar, hvori Vinden rusker, han har hin friske hurtige Blænden i sit Ydre, som jeg har set hos blonde, aandfulde Mænd med de spillende Miner og de klare, smukke Træk. De vide ikke selv af, at de friste en Kvinde; thi deres Ansigt udtrykker hvad de tænke i en forstærket Grad, og derfor modtages der Mere af dem end de selv give, og de love Mere end de nogensinde kunne holde. Det smukke Bondefruentimmer, som senere træder op i Fortællingen, er for mit indre Syn blond med isblaa uudgrundelige Øjne. Hun er af disse Dæmoner, som // aldrig give sig, aldrig lade sig tage helt, de friste til fuld Besiddelse, ligesom Afgrunden friste til Fald – et Mandfolk forfølger en saadan Kvinde, uden Kjærlighed fristes han af hende, saa han kunde blive vanvittig, og giver hun Noget, hun maa give Mere! Han maa engang faa Magt over hende, engang maa hun give Alt! En saadan Kvinde er som glødende Vin, som Hazardspil, som alle vilde Fristelser – thi hun tager og giver aldrig. – Jeg tror nok Fru Caroline Bjørnson giver. Hvor er Ligheden? Jeg kan ikke finde den, omendskjønt jeg har søgt – siden jeg fik det at høre – saa jeg kunde havde fundet det mest forbor[g]ne i Erindringen og Anelsen frem, men jeg har ikke kunnet finde den. Det Eneste jeg kan forstaa, det er, at hele min, af Bjørnsons baade // Digtning og Personlighed, stærk grebne Sjæl har strømmet over i Sproget og lagt Udtryk og Følelser ind i, som komme ham for Øre lig kjendte Toner, og deraf tror han, jeg har villet skildre ham og mig selv. Ja, visselig har Dybderne i mit Sind været aabne for ham i mangen Stund, visselig har de reneste og stærkeste Toner derinde lydt ham imøde, og ringet ham til Kirke saamangen Gang – har han fulgt dem med uædle Tanker og et lavt Maal for Øje, det ved jeg ikke Noget om, det er værst for ham, da faar han skamme sig – jeg behøver det ikke. Jeg er vistnok en stor Fantast; men jeg har ingen lave Instinkter. At gaa ene og samtalende i en lykkelig Stemning med Bjørnson, ved jeg selv i denne Stund, hvor jeg sidder med hans uhyggelige Forfølgen omkring mig – har været min største jordiske // Lykke – og derfor, som for meget andet Godt og Herligt fra ham, være han evigt velsignet og æret af mig. –
Ak Frue tilgiv mit altfor lange Brev! Jeg kan nok have tabt Dem for en Del – dog uden min Skyld – men til det, som endnu rester sender jeg min Protest, om den bliver troet, er en anden Sag. – Og saa sender jeg Dem min Bog, med mange Bønner om Overbærenhed med dens Fejl – med mange venlige Hilsener; men hvad Tak jeg sender Dem for alt Godt i det nu snart udrundne Aar, med de som ligge bagved i lange Rækker, det er den for ringe til at frembære. Det vilde jeg ønske Tiden maatte give mig Styrke til at skabe en værdigere Overbringer af. Tør jeg nu gjennem Dem sende en ærbødig og inderlig Hilsen til Etatsraad Krieger? En Hilsen til den elskværdige Fru Drewsen og til Smaaalferne? Og nu en glad Jul! Tak og Velsignelse fra Deres hengivne

Magdalena Thoresen