Bakkehussamlingen

den 28 December [1869]

Kjæreste Frue!

O Gud velsigne Dem for den gode Tidende Deres Brev bragte mig! Javist længtes jeg inderligt efter at høre videre i Sagen, uagtet jeg dog sandelig havde havt dens lyseste Side i Deres Dom; men den har jo flere, som vel ere at agte paa for mig. Altsaa kom jeg til det Maal! Hvor glad ser jeg nu ikke tilbage paa de mange brydsomme Skridt jeg har maattet gjøre paa Vejen, og hvor lykkelig priser jeg mig ikke ved det stærke Naturanlæg – det eneste ægte Jydske jeg har beholdt: aldrig at give tabt – over Stok og Sten, gjennem Ild og Vand til Maalet! Og nu er jeg der! Lad være Lykken endnu er tvivlsom, // Det Vigtigste er naaet – udenfor lukkede Døre kan man nok arbejde en Tid; men ind maa man dog for at naa til Gjerningens Højder. Ogsaa har jeg nu den glade trøstende Fornemmelse gjennem Alt, at jeg har Dem med mig – i saa sand og virkelig Forstaaelse, i saa ren og ublandet Opfattelse, at jeg vil støtte mig til Dem, paa samme Maade, som To, der gaa Haand i Haand. Og tusind Tak for denne Hjælp! Den skal komme min Sjæl og min Gjerning tilgode, naar mindst De aner. – Og nu et Svar paa alle Deres Spørgsmaal; thi jeg kan samle dem i et og sige med et Ord: Ja. // Jeg grundede lidt over Tittelen – men De har Ret; vælg da selv Udtrykket, dog tror jeg nok, at godt er det mindst gode. Med Hensyn til Frøken Nielsen, da er jeg særdeles fornøjet, om den Rolle er vistnok Deres Bemærkning rigtig, og deri ere vi snart enige: at Harmoni i en Fremstilling er det Vigtigste – thi det bliver jo egentlig dens Poesi. –
Og nu Opførelsen! Ja, naar De raader mig til at hellere tage Tiden, som den falder end vente til næste Vinter, da takker jeg Dem for Deres kraftige Medvirken og lader staa til, som De synes. Kunde det komme frem i Slutningen af April, da kan det jo vel gaa Abonnenterne rundt en Gang, og hvis det bliver vel modtaget, igjen opføres til næste Vinter. Men da tror jeg nok, at jeg – hvis det kunde gavne Stykkets Fremgang – vilde helst være helt // anonym til næste Saison, og først da sætte Navn paa Plakaten og lade det komme ud i Trykken – thi først næste Vinter kan jeg da lade det opføre her og, om muligt i Stokholm; paa disse to Steder vilde det tabe altfor meget ved at mødes med Publikums trætte og slappede Theaterinteresse. I Kjøbenhavn er der dog en større Variation i Publikum – der er ogsaa – ialfald sammenlignet med vort en større Troskab i Sympatierne. –
Med Hensyn til Forkortning, da handle De frit, som Deres Skjøn tilsiger Dem. Tjenerscenen i 2^den Akt er jo blot at betragte, som et Pusterum for Handlingen, der ellers vilde præsse for haardt paa. Ogsaa ere disse Mennesker, for min Tanke, som et Ekko af Livet og Forholdene, hvori de bevæge sig – mangen Gang som Haandlangere for Skjebnen. Der er et Ord, som jeg et Par Gange // for spøgen henkastede i Andres Nærværelse – det er ”Salamander” det staar i et Billede; men det vil maaske kunne give en Anelse om mig som Forfatteren, og derfor, om De vil have den Ulejlighed tilligemed alle de Andre, slæt det ud; thi Meningen kan maaske komme frem uden Billedet. Saa er der i Slutningen et Sted, hvor Julie standser og og siger – eller rettere, spørger ”skyldig – eller ikke skyldig”[.] Dette er galt; hun skal blot sige saa: ”og nu, mine Damer … skyldig? … Pause.”
Det Andet er efter min Mening for støvet. Saa tror jeg hun siger straks efter ”Føler du hvordan jeg skjælver … ak Faldet var saa nær.” Sig hellere ”Afgrunden” end Faldet. – //
Og nu tilslut min Tak for den gode Mening De har faaet om min sidste Fortælling. Javist er den det Fineste jeg har udarbejdet, og dyb og varm synes mig jo den er – et Indlæg i Kvindens Sag er den jo ogsaa – ak, men den synker dog hen som en Ubetydelighed mellem alt det andet Ubetydelige Tiden fostrer! Ingen vil tage den og bære den frem for Verden til klar Forstaaelse og varig Ejendom. Ja, der er megen Smerte forenet med Forfatterbanen. Jeg skriver straks over Nytaar til Dem, og da har jeg Mere at tale med Dem om. Gud velsigne Dem og lev vel!

Deres taknemmelige
Magdalena Thoresen