No. 526 af 594
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Magdalene Thoresen [+]

Afsendersted

Christiania (Oslo)

september 1871 Johanne Luise Heiberg
Original
Dokumentindhold

Magdalene Thoresen havde håbet at møde Johanne Luise Heiberg i Bergen, mens Heiberg var på ferie. Thoresen har forsøgt at hjælpe en af sine venner frem, men det har vist sig sværere end forventet. Thoresen kommenterer Heibergs igangværende arbejde og betænker, om Georg Brandes skal være censor på det. Under sin rejse til blandt andet Romsdalen og Søndmør har Thoresen besøgt sin stedsøn, som hun blev meget betaget af.


Kristiania den September 1871

Elskede kjære Frue!

Gud velsigne Dem for Alt hvad De har gjort for mig! Da jeg i Bergen modtog Deres Brev med de glædelige Efterretninger fik jeg en Fornemmelse som naar gamle Saar bryde op og smerte, og jeg kunde ikke svar[e] Dem, havde jeg drevet mig selv ud af den dybt rystende Sindsbevægelse og over i den Klarhed hvor Udtrykket skabes og luttres, da vilde jeg nok havde sagt Dem noget Sandt, men himmelvidt aligevel fra den Sandheds Styrke, som fløj til Dem // med sine brændende Tanker hver Stund paa Dagen. Men det er jo med slige Sjælebud, som sendes afsted, trods al deres Styrke, kun slæt bevendt; thi de vække ikke en gang et Sus gjennem Sjælen lig hin underlige Sang i Telegrafstøtten. Nej Ordet maa jo til, hvormeget det end fortynder og forkorter. Hvad jeg imidlertid ved Modtagelsen af Deres Brev i Bergen blev ligesaa stærkt berørt af som af dets specielle Indhold er en Ting som jeg visselig en gang vil forsøge paa at udtale mig om til Dem, uagtet jeg saa ofte midt i en slig begyndende Udtalelse er bleven standset og hemmet af Noget jeg ikke jeg ikke ret ved hvor ligger: enten hos den jeg taler til eller hos mig selv. Kunde jeg endnu en Gang i dette Liv træffe Dem ubeskjeftiget // og ferierende! Ak men Livet er saa kort. Jeg har har nu arbejdet paa at finde en Bane, hvorpaa min stakkels ulykkelige unge Ven kunde komme frem ved Hjælp af den gode Understøttelse De har skaffet ham; men det er sværere end man forud tænker sig det. Jeg tog imidlertid Mod til mig og talte med Brock før jeg rejste fra Kjøbenhavn; thi jeg vidste, at han kjendte min Ungdomshistorie. Nu har han forsøgt adskillige Udveje; men en eller anden Mangel har dog hidtil stængt for et godt Resultat, og kun Haabet staar tilbage. Til min Søn har jeg selv skrevet; men intet Svar erholdt. Han er kold for mig, og det lader sig sandelig ikke rette paa; thi det ligger i den dybe Grundforskjel af vort Væsen. Han har faaet Egoismens // Arv og den kan aldrig smelte sammen med en erotisk Natur. Hvad der for den Ene bliver højhelligt bliver for den Anden en Taabelighed. Men man skal huske vel paa, at den som giver maa finde Modtagelse, hvis ikke dør Evnen til at give bort; thi det er med Gaver af den Art som med Kornet der lægges i Jorden. Kornet træder i Forhold til den Ager, som det nedlægges i og taber Forholdet til den, hvorfra det er udgaaet. Imidlertid skal jeg gjøre Alt hvad et Menneske i min Stilling formaar; men jeg har slemme Anelser. –
Nu kjæreste Frue! nu sidder De da atter midt i Arbejdet. Og hvem skal saa være Cencor? Georg Brandes? Ja jeg ved sandelig ikke hvad Evner han har i den Retning; jeg havde virkelig sat mit Haab til Lembke, uagtet // jeg har et saare ringe Kjendskab til ham. Jeg tror nærmest det var fordi man derved slap Molbek, hvem jeg frygtede i den Post. Men Sagen er maaske allerede afgjort i denne Stund, jeg har ingen danske Blade læst siden jeg forlod Kjøbenhavn, nu faar se til at skaffe mig lidt Underretning dernede fra. – Ak De kan tro jeg har gjort en dejlig Rejse! Paa mange Steder stevnede mine Tanker Dem hid for at se det jeg saa, og dele min Glæde. Ja, kjære Frue! Romsdalen maa De se, jeg kunde nok fristes til at sige // Søndmor med, thi der er Naturen jo endnu større; men saa er ogsaa Besværligheden af en Rejse der i stigende Forhold til og det turde De kandske ikke vel indlade Dem paa. Til Bergen og Hardanger var det en heldig Skjebne, som forhindrede Deres Rejse, der faldt Regnvejret ind 8te Dage efter jeg var kommet, og det varede uophørligt ved til jeg 5 Uger efter forlod Stedet. Det var bleven en lidet opmuntrende Tour for Dem idethele. Paa Søndmør mødtes jeg da med mange Sorgens Minder, ak! thi hvad var egentlig glædeligt for mig der? Men Smerten har sin Fryd i Mindet ligesaa fuldt som Lykken, og hvis jeg græd mange Taarer ved Gjensynet af de Steder, som jeg 30 Aar yngre havde // taget Hjemstavn paa, saa havde jeg dog en ubeskrivelig Glæde af hvert Møde baade med Levende og Livløse. Den største Glæde var dog levnet mig til Slut. Jeg havde for 13 Aar siden maattet afgive min næstældste Stedsøn, dels fordi jeg ikke ret magtede at underholde ham, som Student, og dels fordi han drev sin Tid bort i Lediggang og Taabelighed. Han var sin Faders store Bekymring og min evindelige Ængstelse. Saa døde hans Fader og efter et halvt Aars Understøttelse af mig, som blev mindre velanvendt, opgav jeg ham medens jeg dog skrev til hans Onkel og Fætter; denne Sidste, Foged Daae, Storthingsmanden havde jeg megen Tillid til, og hans Fader var meget formuende, der kunde altsaa gjøres Noget for min Søn hvis Viljen var til det. Alt endte ogsaa godt. Foged Daae tog ham med sig hjem paa Landet, og det unge Menneske arbejdede dygtig fremad, fik sin Eksamen, og har nu en Aarrække været edsvoren Fuldmægtig paa Søndmør, hvor han sidst var // konstitueret Sorenskriver. Med ham mødtes jeg i en saa dyb og inderlig Glæde over Gjensynet, at jeg tog det som en lindrende Styrkning efter den tærende Sorg, som Forholdene i Kjøbenhavn havde paalagt mig. Og saa lignede han saa mærkeligt sin Fader, al det Skjønne og Varme, som han besad var lige som her lagt over i en blødere Form – ja jeg kunde næsten ikke se bort fra ham, og hans rørende Kjærlighed til mig, hans Glæde over at se mig blev mig baade en Trøst og en Sorg, blev baade til Graad og Latter. –
Nu skal jeg da arbejde, og det staar som en glad Forventning for mig, jeg elsker det Arbejde, hvortil jeg har Kræfter. –
Og nu mit kjærligste Farvel for denne Gang! Gud glæde Dem, som De har glædet mig. Med Hilsen til Deres elskværdige Børn er jeg mig altid

Deres hengivne
M Thoresen

Personer
Georg Brandes · Johanne Luise Heiberg · Chr. K.F. Molbech · Magdalene Thoresen
Sidst opdateret 19.11.2015 Print