Bakkehussamlingen

Frederiksværk den 23 Jan 1855 [dvs.1875]

Godt Aar!

Min kjæreste Frue!

Tusindfold Tak for Deres Brev, det kom mig uventet; thi sygelig og omgivet af alt det Sjæl og Væsenaftagende Store, skulde De dog ikke være besværet med en mindre vigtig Besvarelse af et Brev, der isandhed kun kom til Dem som et Bud fra den Trang jeg altid har og altid har havt til at tale med Dem, naar stærke Spændinger sprængte paa mine Tanker, – og dette Brev var snart bleven efterfulgt af et N^o 2, hvis jeg ikke af Aviserne havde seet, at Bjørnsons var i Rom sammen med Dem, – men da kom der – til min Skam – en pinlig Uvished over mig, og i den sank min Beslutning ligesom i de grumsede Vande, hvori sletingen klar Himmel speilede sig. Derfor gav jeg Deres kjære kjendte Haandskrift mit Kys, og en lys Tanke fløj fra min Sjæl med et Tak til Dem i det Fjerne. – Og saa læste jeg, og overraskedes ved at se Deres Opfattelse, og jeg følte dybt // mit Slægtskab med Dem, jeg er vis paa, at jeg vil have samme Længsel efter Livet som De, hvis jeg virkelig engang oplever at komme til Rom, thi ligesom De trænger uophørlig til Handling ved Siden af Ideerne. Jeg er ogsaa vis paa, at Digtningens højeste Ideal – hvad enten det udtaler sig gjennem Plastikken eller Farverne – eller Ordet, – det har vokset sig stor gjennem Handling, gjennem en levende Livsrørelse, – og det ikke blot hos det Individ, som er bleven Bæreren af det, men hos hele Samtiden. – Jeg ved med Vished, at jeg i Samtaler med Dem, om Kunsten og om Livet, har modtaget mangt et kraftigt Frøkorn, som er spiret i min Aand til god Udvikling, – men jeg er kanske ingensinde – naar jeg undtager Deres Dom over Bjørnsons ”Maria Stuart” – bleven saa slaaet som af denne korte Udtalelse over Rom. Folk som sagtens snakke hinanden efter // Munden i sine Domme, der er et helt Cicerone-Register af Udtryk og Talemåder, som kan komme selv den mest aandløse til Hjælp; men sige Noget ud af sig selv – alene, nej Fru Hejberg det sker meget sjeldent. Jeg mindes derfor ogsaa, at jeg med en ualmindelig Fornøjelse hørte – vistnok af Dem – en Beretning om Oelenschlæger da han var i Rom – et Svar han gav Thorvaldsen – som i sig selv jo paa en Maade var urigtigt; men som alligevel indeholdt Liv og Sel[v]stændighed. –
Nu min kjæreste Frue! Skal vi saa faa Dem hjem til Sommeren? Jeg har hørt sige, at De var tænkt at blive borte endnu en Vinter, – har man saadan Raad til at sende Kronjuvelerne ud af et lille Land! Ak her trænges Alt hvad Nationen ejer af Stort og Alvorligt for at ikke ”Drengene” tilslut skal danse paa Bordene og spille hver ærlig Mand paa Næsen. Disse forvoksne æstethiske Børn, der ligesom Snylteplanter // er skudt op omkring Roden af de fældede Træer! – Jeg ved ikke hvorfor det stundom staar for mig som uudholdeligt at være i Kjøbenhavn, da jeg dog sandelig har saa gode Venner der, og har idethele nydt saameget Godt; men det er ikke utaknemlighed fra min Side, det er en dyb Modbydelighed for Tomhedens tørre Lyd, for alle disse æstethiske Papirsedler, hvorfor der ingen Valuta findes; thi Umodenheden – ja hele Raaheden er jeg ikke bange [for], jeg kan idethøjeste holde den tre Skridt fra Livet, men om jeg blev vred paa den og skjendte som en Tyrk, mit Hjerte vilde dog kjendes og høres gjennem hvert Ord. – Jeg maa forresten her tænke paa et Træk af Dem Fru Hejberg, som gaar lidt i samme Retning. Der er bleven mig sagt engang, at da Bjørnson første Gang var i Kjøbenhavn – og søgte at komme i Deres Hus – da levede Hejberg endnu – var der nok de fleste Stemmer for, at han var en raa ubehagelig Person, og // da skal De have holdt paa ham og sagt, at den Mand, som havde skrevet den Bog – Synnøve S. – maatte have en fin Sjæl. – Ja saaledes er det, er der blot Fuldblodighed i Naturen, da hører der ogsaa noget Blødt med dertil, og det kan ofte klare sig til fine Sjæleyttringer, – og hvad gjør saa Raaheden, da er den jo som sagt ikke andet end Umodenhed; – men denne magre, sjælløse Baletudvikling, nej Fru Hejberg, den kan jeg ikke med, og helt uvilkaarlig lider jeg under den, naar jeg er i Kjøbenhavn. – Nu kjæreste Frue! maa jeg sige blot et Par Ord om Bjørnsons. Det undrer mig ikke, at De føler Dem i Taknemlighedsgjæld til dem; thi de ere Begge baade gode og gavmilde med Alt, hvorved de kunne tjene og glæde Mennesker, de holde af. Jeg har fuldtop af Minder om Tjenester, Opoffrelser – om Godhed og Glæder, som disse Mennesker har udvist mod mig og Mine. Men er det nok, at vi kunne give vore Venner og dem vi ønske at vinde for os, al mulig Godhed – // være rede til enhversomhelst Opoffrelse for dem vi holde af, – naar vi derimod slaa hensynsløst og uædelt – forfølger snedigt som Slanger den Uven vi [rettet fra: man] har faaet? – Og det er det de Mennesker gjør. Dersom jeg havde Sort paa Hvidt for Alt hvad Bjørnson har sagt om mig og mine Børn – dersom jeg havde Ord for Alt hvad Fru Bjørnson har ”betroet” til hele Verden, i Norge, i Sverig og her – ja Frue, da – mellem os sagt – havde jeg vistnok Beviset for flere Menneskers Had og Foragt imod dem. Jeg vil dog blot tilføje, at disse Mennesker ere mine Stedbørn og mine Egne – eller rettere sagt: mine Beslægtede. – Men kjære Frue, dette anfører jeg kun som et Bevis paa min og Mines Ret til Vrede. Os er nu engang kommen det imellem som sætter et Skjel for Livet, – og jeg forsikkrer Dem, at jeg ejer ikke Ord for udtømmende at kunne sige Dem min altid levende Sorg derover. Jeg er jo dog skilt fra den Mand, som // er det rigeste Menneske jeg har kjendt, og som der til min Dødsstund brænder Savn og Længsel efter i mit Hjerte. Jeg vokste mere og levede mere i en Dag sammen med ham end i hele Aar med Andre. Der er ligesom Noget i min Sjæl, der ikke har kunnet blomstre eller give Livstegn siden jeg saa brutalt blev kastet bort af hans Vej. – Jeg begriber mangengang ikke at jeg overlevede det; men min store Kjærlighed til mine Børn hjalp mig. Jeg fandt Øre for den dybeste Tone i hans Væsen, jeg forstod – til Trods for Alt – den sædelige Dybde, som var i den Mand. Ingen har forstaaet ham som jeg. Og nu hans Hustru, ja hun har saa store Dyder, hun har Trofasthed og Hengivenhed i høj Grad mod sine Venner, og jeg har holdt af hende som af en af mine egne Børn; men hvor skal man hen? Det kan jo dog ikke nytte man vil varme en Snog? Ak nej! – Men her jeg sidder, længes jeg endnu efter dem Begge, – og stod ikke Verden og saa til med sine skulende Blikke, da kunde jeg endnu gaae dem tilmøde med en udrakt Haand; jeg har jo endog gjort det et Par Gange; men nej, det gaar ikke. – Tilgiv mig kjære gode Ven! at jeg har trukke dette saameget frem. –
– Ja nu sidder jeg da i fuld Gang med min ”Walkendorf” – og det er et svært Arbejde, kan De tro, – sværest derved, at jeg har to grundforskjellige Folk, som skal træde op mod hinanden. Skandinaver og Hanseater, – og jeg tør jo ikke tage nogen Indblanding med af det tydske Sprog – thi enten maa jeg lade dem talt helt Plattydsk eller helt Dansk. Det er svært – maaske for svært. – Jeg er hellerikke rask, men det er jeg jo aldrig paa denne Aarstid – uden Sol. Akja Fru Hejberg!
havde vi dog lidt mere Sol her i Norden, saa man ikke gik her og ravede i dette kolde Mørke det halve Aar – ja da var her dejligt. Jeg istemte altid Sangen ”ja jag vil lefve – jag vil dø i Norden!” da jeg var i Upsala. Ja det dejlige Norden! selv nu i sin hvide Vinterdragt – vævet af de tusinde Millioner smaa tindrende Stjerner! – Hils Børnene mange Gange og vær selv tusindfold hilset og takket af Deres hengivne

Magdalene Thoresen