Bakkehussamlingen

Zürich den 4^de Jan. 1877

Min kjæreste Frue!

Jeg ønsker Dem af Hjertet et godt og glædeligt Nytaar, og jeg takker Dem for hvad De har været – synligt eller usynligt – direkte eller indirekte – for mig i det nu hensvundne. Gud lade Dem leve og leve vel og længe, saa vi – større eller mindre Kæmpere for Ideen maa have den opløftende Hjælp, at En af dens store Forkæmpere ere tilstede iblandt os. –
Det gjør saa forfærdelig ondt, naar En og Anden af disse Store gaar bort! Jeg fik just nu Efterretningen om min beundrede Digters – Paludan Müllers Død, og uagtet Digtningens Kilde i hans Sjæl var ved at udtørres, føjer dog hans Død sig som // et Savn til de andre af lignende Art, som jeg med taknemlig Sorg bevarer i mit Minde. Paludan Müller var isandhed en af de store Lysbærere, der gik foran mange mange smaa Efterfølgere. Adam Homos Digter xxx var Danmarks Goethe, og altid blandt de Største af Verdensdigterne. –
Min kjæreste Frue! De tvivle ikke om, at jeg – dreven af forskjellige Grunde – ofte og inderligt har været hos Dem med mine Tanker i denne min Udlændighed; men at komme direkte til Dem, og saa at sige aabne for Bekymringens Strøm, og lade den med sine øsende Vande blot et Øjeblik gaa hen over Deres Hjerte, det har jeg ikke villet; thi jeg vidste jo, at De tog Del i den med en Forstaaelse som ingen Anden, og derfor hellerikke kunde blive uberørt af den. // – Nu er jo den værste Sorg forbi, og de Udtryk, som en stærk Smerte altid føder, hvor man gaar tilbunds i den, staa Herren være lovet i klart Lys for mig. At et saa stort og dog udviklet Arbejde som ”Valkendorf” blev forkastet af Theateret maatte jo gaa mig til Hjerte – ja maatte endog gandske naturligt vække en vis Forbittrelse blandet med Modløshed i min Sjæl. Jeg vidste jo dog hvormeget Snavs, der paa den Vej havde fundet Fremgang, og det var haardt at staa tilbage som en Kluddrer med et Værk af den Betydning, – som under alle Omstændigheder selve Sagen gav det. – Men som sagt: Smerten gav Udvej. Jeg havde under hele Udarbejdelsen af Valkendorf paa en Maade havt Synet fæstet paa Bergen – i vore Tider – og der // havde formet sig et Billede af denne Betragtning, som efter mit Skjøn passede for Scenen. Det tog jeg da fat paa, og i 6 Uger var det ferdigt, saa jeg nu er ifærd med Renskrivningen. Det er en Samling af Karakterer der gjennem mange mange Led ere Affødninger af hine hanseatiske Forholde. Jeg tror Stykket er godt, – men det er jo som De kan vide lokalt. Jeg sender det derfor til Norge – Kristiania og Bergen, – samt til Göteborg, hvorfra jeg ligesom fra Bergen har havt Anmodning om mine Arbejder. Paa den danske Scene faar jeg naturligvis, under de nuværende Forhold Intet opført. – Jeg skrev nemlig selv til Fal[le]sen, og bad ham suspendere Dommen over Valkendorf indtil jeg paany havde gjennemgaaet det – med de paaviste // Fejl til Rettesnor, – og jeg vilde da indsende det til Foraaret. Jeg fik ogsaa Svar fra ham. Men heri ignorerer han dette Spørgsmaal. Taler om det Tydske i Stykket og om Prosessen, som to af de væsentligste Hindringer. – Noget jeg gandske vist tror paa. Men saa nævner han andre Ting, som tyder lidt hen paa aandelig Blindhed. Saaledes: at der ikke er en Gnist af Romantik i Stykket, – ved Fal[le]sen hvorledes man definerer Romantik? Mener han, at den kun findes [i] Forelskelsen? – Den findes til Lykke for den endogsaa i en Moders Smerte og i et Barns Anger. Saa siger han – til min Bemærkning: at ”Valkendorf” i egenligste Forstand er et folkeligt Skuespil – : xxx ”et folkeligt Skuespil maa enten være romantisk eller æventyrlig – ellerogsaa en historisk Person, som er meget kjendt.” De ser hans // Standpunkt Frue! han er mig lidt traditionel, den gode Kammerherre. Det Romantiske griber altid Folket, det Eventyrlige med, det indrømmer jeg ham gjerne, men lad ham ikke tro, at det er de eneste Momenter i en folkelig Forstaaelse. Satirer, Humoret, og fornemlig Inderligheden ere ligesaa fattelige Indgredienser i en Folkedigtning og hvad det Sidste angaar endnu mere end hine; thi det giver Virkeligheden, saaledes, som de føle og kjende den fra deres egne Livsforhold, – og de tro paa den. Og Inderligheden haaber jeg er Hjerteslaget i mit Stykke. Hvad nu det Historiske angaar, da – siden han selv erklærer, at der[rettet fra: Der] er givet en ypperlig Skildring af Valkendorf – skal Folket jo netop ved denne Tegning af en historisk Helt, som uden de selv forstaa det slog for Folkefriheden, lære han at kjende og beundre. Mit Stykke er ogsaa i sin inderste Grund et dansk Skuespil, – havde det ikke // fortjent, at der var bleven vovet Noget paa det? – Dog derom er nu ikke mere Tale. Jeg agter imidlertid at omarbejde mit Stykke før det trykkes. Mangt og Meget har klaret sig for mit indre Syn under disse Kampe. Jeg føler og forstaar, at Processen i 4^de Ak[t] maa ud af Stykket, – og at der maa lægges et stærkere Motiv ind i Skilsmissen fra mellem Valkendorf og den unge borgerlige Kvinde. – Og hør nu Frue: jeg gjør 1^ste Akt til to. Den er i sit Væsen todelt, og derved slipper jeg 4^de Akt; thi 3^die Akt bliver der, og ind i 3^die Akt kan lægges i sammentrængt Form hvad Valkendorf siger i 4^de. – Jeg formelig fryder mig til denne Omarbejdelse. Jeg var det historiske altfor nær – det brændte saamange Hensyn, som Digtningen visselig har Lov at bryde med; men som der maa en vis Afstand til at modne. Jeg gjør imidlertid ikke dette med nogen Tanke paa den danske Scene, – alligevel paa Scenen naturligvis, – spille det da hvem vil! // – Nu tilgiv mig kjæreste Frue, at jeg har talt saa længe og saa vidtløftig om dette! –
Jeg kunde ønske Dem, at De var her i denne dejlige Vinter, Frue! Her gaae man omkring og plukker Blomster i Græsset langs med Vejkanterne, og Luften er saa mild og varm – og tilmed ren, – at man aander, som i Foraarets bedste Tid derhjemme, nyt Haab og Fortrøstning i hvert Luftdrag.
Med min Søn gaar [det] meget godt, og vi leve hyggeligt med hinanden, dele Bekymringerne og xxx Forhaabningerne; – Gud være os naadig og god i Alt, saa det maa fortsættes som det er begyndt. – Min dyrebare Frue! idet jeg nu slutter disse Linjer og sender Dem den Tak for alt Godt[rettet fra: godt] som jeg ikke nogensinde vil ophøre med at skylde Dem, beder jeg Dem ikke et Øjeblik ulejlige Dem med noget Svar. Derved kunde min Henvendelse til Dem blive en Byrde for Dem og afskrækkende for mig. At skrive til Dem har været mig en Glæde, lad det blive derved. Med den hjerteligste Hilsen til G-E. Krieger og Deres Børn er jeg Deres hengivne

Magdalene Thoresen