No. 555 af 584
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Magdalene Thoresen [+]

Afsendersted

Zürich

6.10.1878 Johanne Luise Heiberg
Original
Dokumentindhold

Magdalene Thoresen skriver til Johanne Luise Heiberg, at hun er meget enig i hendes kritik af et teaterstykke med skuespillerne Emil Poulsen og Fr. Nielsen.
Hun fortæller, at hun i foråret 1878 færdiggjorde sin omarbejdelse af skuespillet Kristoffer Valkendorf og Hanseaterne, og det er blevet sendt til Det Kongelige Teater i Stockholm med henblik på opførelse her. Thoresen beder Heiberg om at tage affære i forhold til hendes konflikt med censor ved Det Kongelige Teater i København, Chr. K.F. Molbech.


Zürich den 6te October [1878]

Elskede Fru Hejberg!

I samme Stund jeg har modtaget og læst Deres kjære kjærkomne Brev, er det en Trang for mit Hjerte at sende Dem min Tak derfor. – Jeg var jo i den yderste Spænding, thi – som De siger – spille tilfældige Omstændigheder en altfor stor Rolle i dramatisk Digtning, til at jeg turde hengive mig i noget glad Haab, – Haab har man jo altid til det Yderste, hvis ikke er man fortvivlet, og det var jeg ikke; men som sagt: jeg var yderligen spændt paa Udfaldet. Saa fik jeg fra mine Børn et Telegram Torsdag Morgen, og uagtet det var meget glædeligt at modtage, kjendte jeg dog de Væsene[r]s gode Hjerter – og Trang til at glæde mig, og beholdt alligevel min Spænding. Da jeg nu blandt de Breve jeg modtog saa Deres kjære Haandskrift, der dog har varslet mig saa mangt et Trøstens og Glædens Budskab under alle disse Aar, hvori jeg har havt den Lykke og Ære at kjende Dem, – da raabte jeg højt til Aksel: Ah! // See fra Fru Hejberg, det varsler godt! Og nu blev det aabnet og læst højt, under Afbrydelser og Udraab, hvori vi begge To var lige uklare i Stemmen af vore Hjerters glade Bevægelse. Derfor Tak min elskede Frue! Tak fordi De er med mig, og deler min Glæde; ja ikke blot deler den, men giver den. Gud velsigne Deres rige Hjerte! – Jeg forstaar nu helt igjennem De har Ret, skjønt jeg kun har det for Sjælens Øie, hvad De har set med Legemets klare Syn. – At Fr Nielsen er lidt snever idethele, og at der fattes hende den Naturfylde, hvorpaa denne Rolle egentlig er skrevet, det er altfor vist; men samtidigt har hun en nobel og forstandig Opfattelse af det Alvorlige, og den bærer jo et godt Stykke frem. At Emil Poulsen har taget en for Stærk Maske, det skulde han have forstaaet at undgaa; men hans bløde Træk ere svære at fordreje, og derfor maa han ty til det Udvortes Tegn. Ellers skulde han netop have forstaaet, at denne Type af Kjeltringe kunne se godmodige nok ud; thi Sagen er, at deres Slethed // er en Følge af Raahed meget meget mere end af Ondskab. Naar Fru Martin siger til ham: ”De er jo en Ulykkelig” – eller noget Lignende, da ligger heri Hentydningen til Graden i hans Slethed, og til Muligheden for en Omvendelse. – Men er det dog ikke et mærkeligt Træk hos Publikum – i Almindelighed, at de nok vil indrømme de christelige Undere, men ikke de Undere, som Christendommen maa – og skal kunne virke. Det første bange Øjeblik i en forhærdet Sjæl er jo Guds Sejer over Djævelen; og dette bange Øjeblik opkommer i tusinde Sjæle, hvor det ikke paa Grund af Forholdene kan blive grebet af en kjærlig Haand og ført videre til deres Frelse; thi den truende Straf, som de ikke kunne undgaa, forhærder dem paa nyt. – Nu, lad Kritiken i Guds Navn sige, hvad den vil – og kan, jeg har dog et Værn imod dens Angreb i Deres Brev, og i den Stemning hos Publikum, som De deri skildrer mig, – den er dog ogsaa en Dom. En Kritiker sidder mangengang og presser haardt sin ringe Evne for at finde Noget, der gjør ham til Overdommeren, og da er jo en Dadel den letteste Udvej til at synes overlegen; lad ham tage sit Mon! der er // Ufuldkommenheder nok at holde sig til. –
Ak! jeg er Alle saa taknemlig for dette gode Udfald; thi det synes dog som Publikums Velvilje har været med, og den danne altid en Slags varmende Understrøm. Det at – optage Alt i bedste Stemning – betyder Meget i denne Verden. Gid det forekom lidt oftere end det gjør! Det vilde give en større Frugtbarhed til alle Forhold. – Nu medens vi er ved min Forfattersag, vil jeg dog ikke undlade at sige Dem, at jeg endelig i Foraaret sluttede den sidste – og endelige – Bearbejdelse af min ”Valkendorf”. Det første Sted jeg sendte det til var Stokholm –til det Kgl. Theater, og det gjorde jeg for at faa – om muligt – en uhildet Mening derom, – hvilket jeg aldrig vilde kunne faa hos Molbek – efter at Stykket engang var forkastet. Den Mand er – idetmindste ikke fordomsfri. – Fra Stokholm modtog jeg da for nogle Dage siden F. Hedbergs Udtalelse. Han var overordentlig greben af Stykket, fandt, at det ikke alene var det Bedste jeg havde skreven, men og, at der var en stor dramatisk Fremgang deri. Han havde derfor // indgivet* det til Schefen med særdeles Anbefaling, uagtet, at han maatte indrømme Stykket bedre passede for de andre Nordens Lande; men paa Grund af dets udmærkede Egenskaber burde det dog ogsaa spilles i Stokholm. Det er hans ordrette Udtalelse. Nu venter det imidlertid paa Hofmarschalens – Edholm – Dom, der jo er den afgjørende; og der forestaar em Læseprøve paa det. Men Edholm er en gammeldags Person – lidt vissen tror jeg, – og jeg frygter for hans Dom. Hvis han siger: hvem bryder sig om hvad der foregik i Bergen – hvem bryder sig idethele om Bergen? – Og hvis han ikke forstaar, at Bergen dengang var Norden, fornemlig efter Visbys Fald, – ja da er jeg slagen, ikke just af Grunden – men af Overmagten. – Imidlertid har Dr: Rosenberg – efter at have læst min Omarbejdelse – bestemt sig til at bede Fallesen – rent i Fortrolighed – at gjennemlæse det paanyt, og sige ham, om han var til sinds at antage det – imod Molbeks Anbefaling – jeg mener Misrekommandation; thi ellers vilde jeg naturligvis ikke indgive det. Fra denne // Side har jeg endnu Intet hørt. Det tager altid paa at læse et saadant Arbejde – op igjen, og jeg tør ikke unde mig, om han skyder det ud i Længden. Men skulde De komme sammen med ham, da giv ham en liden Vækkelse kjæreste Frue! Tro De mig, det Stykke gjør blot Theateret Ære, i dets nuværende Form. Det har ikke engang det halve Størrelse af den, som De med Taalmod hørte til Enden! – Og er der mere Handling lagt ind, og det gaar raskt fremad. Jeg tør ikke sige Mere til dets Ros, thi Mangler har det vist nok af alligevel, selv efter Omarbejdelsen; men storlig er det dog forandret, og var det bare i Deres Hænder, da er jeg sikker paa, at det vilde komme frem. – Visselig vil det gribe Folk, – og det maler dog en Tid, som har Fordring paa at blive kjendt, – thi den er jo Fader til vor! Og hvor haardt for mig, at maatte svæve[?] kort eller længe – det Stof taget op i et Skuespil, medens mit Arbejde ligger dødt. – Jeg beder Dem Fru Hejberg kan De, da tag Sagen under Deres Vinger, jeg tror jeg tør vove // at sige den fortjener Deres Interesse. –
Hvor inderligt det glæder mig at De fremdeles tager Deres Sommerture til Norge. Paa et saa kort Ophold kommer man ikke i Berørelse med de mindre gode Sider, og de gode ere jo saa forfriskende, ja jeg kunde næsten sige Aandsvækkende, at Enhver kan drikke sig Styrke til af denne store Sundhedsbrønd. –Det er ”Bundfaldet”, som der staar i de ”Unges Forbund” man ikke tør komme for nær; – og der er megen Bundfald i Norge – i alle Stænder, dog mindst hos Bønderne. Det vil sige de egentlige Bønder, og ikke de rige ”Kaxer” paa Østlandet, eller de halvstudere[de] Storthingsbønder. – Men at de nogensinde skulde ville slutte sig nærmere til Danmark, nej, det bliver et Ønske uden Haab, min kjæreste Frue. Nærmest tror jeg Norge skikket til at være en Republik; thi dette Skin-Kongedømme duer ikke. Det nærer et dumt aristokratisk Hovmod paa denne Side, og et ligesaa dumt Hovmod paa den anden. Det passer just for Norge at blive en saadan solid sammenstuvet // Masse af Dygtighed og Selviskhed – som de gode Schwejzere ere. – Mit Brev er bleven længere end jeg først havde tænkt, men De Kjære! tilgiver mig nok – for min Kjærligheds Skyld. – Det er mærkeligt at Deres Tanke var hos mig i de Dage, hvor jeg netop gik og tænkte saameget paa Dem, – og tog den faste Bestemmelse at skrive Dem til den 22 November. Vil De bevise mig den Godhed at bringe Hr Etatsraad Krieger min ærbødige Hilsen? Jeg maa just ved at nedskrive ovenstaaende Dato tænke paa, at da jeg yttrede mig om at være saa sørgelig glemsom i Tal, og at jeg var bedrøvet over at saa ofte have glemt Deres Fødselsdag, gav han mig det Raad at huske paa ”2 Gange 11” – det har jeg gjort, og kan nu ikke mere glemme det. – Deres kjære velsignede Smaapiger beder jeg Hilset paa det venligste. De have isandhed en god gammel Ven i mig. – Jeg husker dem nok fra hin, min første Aften hos Dem kjæreste Frue! – da de som smaa Fiske, der snapper efter Brødsmuler, flokkede sig om Deres Stol, og snappede efter Deres Hænder. Ja – De har været en god trofast Plejemoder for de Smaa, de Store maa vel elske Dem – Nu til Slut Tak for alt Godt! Gud holde sin Haand over Dem og bevare Dem!

Deres taknemligt hengivne
Magdalena Thoresen.

  • I dette Øjeblik, som jeg afsender Brevet kommer Aviser fra Hegel. Hvad det dog er for en flou og umotiveret Anmældelse i Fædrelandet. Herregud hvor fattigt for Kjøbenhavns første Blad. Den mindste Kritik fra Norge over Stykket stod hundrede Procent over denne. Den i Berlingske er dog bedre skrevet; men i Begge er det ikke en Forfatter – men et Fruentimmer // de tage for sig til velvillig – eller overseende Behandling. – Hvad det er for noget ”Usundt” som findes i Stykket, det forstaar jeg ikke. Men jeg forstaar, at jeg i hvad jeg end nu og i Fremtiden skriver, saa har jeg ikke Kritiken med mig. Den opkaster Tvivl imod Alt. – Blot man ikke var saa gammel, da fik man vel Bugt med det; men nu synker Livets Kraft. – Farvel endnu engang!
Emneord
Magdalene Thoresens forfatterskab
Personer
Johanne Luise Heiberg · A.F. Krieger · Chr. K.F. Molbech · Magdalene Thoresen
Sidst opdateret 19.11.2015 Print