Bakkehussamlingen

Den 2 Gg: 11^te November

Johanna Louise Hejberg!

Hilsen og Goddag min kjære Frue!
Alle gode Ønsker følge med. –
Gjerne var jeg selv ved Festens Skue,
Gav Dem varmt min Haand i Brevets Sted.

Det var altid mig en Fest at se Dem.
Sidde stille – som ved Guders Vink,
Og med Sjælen lyttende imod Dem
Drikke Ungdom af hvert Skjønhedsblink.

Thi De ved jeg elsker Ungdom Frue,
Elsker Livets Ungdom – som en Dag
Med sit Morgenguld sin Aftenlue, -
Tidens Regnebræt var ej min Sag.

Hvor den dybe Glød bag Tanken ulmer,
Hjertet kæmper mod sin Drøms Forlis, //
Sjælen endnu af Forventning svulmer –
Der er Ungdom, trods hvert Talbevis.

Ak, og dog vil Tiden Intet levere!
Alt skal hules ud og rives ned,
Og af hele Livets Lyst og Evne
Ejer Mindet knap et Duefjed.

- Hil Dem høje Frue! Ingen Ingen,
Om han staar mod Tiden noksaa stærk,
Svinger sig som De – med Støv paa Vingen
højere forbi dens Ødeværk.

Thi De fik af Gud hin Storhedsevne,
Som kun skjænktes Faa paa denne Jord;
At gaa frem til Idealets Stevne –
Drage Tusinder i deres Spor. –

Menneskenaturen er en Ager //
Hvor saamangt et Blandkorn fæster Rod,
Thi der [er] et Længselsdyb, som drager
I det friske varme Hjerteblod.

Og den mættes ej af Brød alene,
Skjønt den knapt forstaar sin egen Trang,
Tager Brød saamangengang for Stene –
Sten igjen for Brød den næste Gang.

Men just denne underfulde Higen
Er Naturens Længsel efter Kunst.
Kunsten er for den som Jakobs-Stigen
Ind til Himlen gjennem Skyens Dunst.

Er Ideens korte Aabenbaring –
Fremsyn af en renere Natur –
Stjernen – som til Skjebnegaadens Klaring
Blinker frem bag Tidens dunkle Mur. //

Vel os da nu Kunsten sikkert viser
Som Magneten mod et evigt Maal –
Selv om det er Døgnets Røst der priser
Værket med sit letopvakte Skraal.

Faldt i Sjælen end et Frø saa lille
Som fra Fuglenæb paa Alfarvej,
Spirer det dog frem i Tankens Stille –
En til Roser – En til Glemmigej!

Derfor: hil Dem Frue, der De sidder
Smykt med Kransen af de mange Aar,
Skuer frit henover Kunstens Vidder,
Hvor Talentet fødes – og forgaar, -

Alt mens Tiden flætted jevnt og stille
Af Novemberroser Livets Krans, -
Mindets Genjus – med sit tyste Snille
Prænted’ Deres Navn i evig Glans. //

”Hvad De planted ind i Folkegrunden
I en Stemnings blomstrende Moment,
Staar der samlet – som et kransomvunden,
Skjønhedssmykket Folkemonument.”

- Ogsaa jeg – den Ringe blandt de Ringe,
Dog ej ringe i min Tro og Tak –
Lod til Deres Pris en Højsang klinge,
- Ak! det blev kun til lidt rimet Snak, -

Kun et Hilsningsord – med Tak og Ære, -
Fattigt Blad bag lyse Blommers Rad.
Fattigt – men ej falmet, Frue kjære!
Thi det er med Alt et – Hjerteblad.

Deres Magdalena Thoresen

Zürich i November 1878.