No. 569 af 584
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Magdalene Thoresen [+]

Afsendersted

Vardø

8.10.1881 Johanne Luise Heiberg
Original
Dokumentindhold

Magdalene Thoresen skriver til Johanne Luise Heiberg, at hun opholder sig hos sine børn på Vardø i Nordnorge. Thoresen har bedt sin forlægger om at sende Heiberg manuskriptet til hendes nye skuespil. Hun håber, Heiberg vil give hende kritik på stykket og hjælpe med rollebesætningen. Thoresen forventer, at stykket vil blive opført kort efter udgivelsen.
Brevet afsluttes først den 16. oktober pga. postskibets afgangstider.


Vardø den 8 October 1881

Min kjæreste Frue!

Jeg har i lang Tid villet skrive Dem til, mine Tanker har i mange skiftende Stemninger dvælet ved Dem, men jeg vidste jo, at De ikke var hjemme før omtrent paa denne Tid, og jeg vilde helst mødes med Dem i en stille Stund i Deres stille Stue. Gud give Sommeren maa have bekommet Dem vel, saa De med gode Kræfter kan begynde og henleve i det strenge Vinterliv; thi Vinteren er vistnok en Ven for det store Hele, men for den Enkelte – og i en vis Alder er den ialfald en meget vanskelig Ven. // Her paa Vardø signaliseres Vinterens Komme paa mange Hold. Ishavet rynker sin brede Pande, og Fugleskarer gjennemkrydse Luften, og slaa sig graadige ned over Levningerne af Vahlfiskene, der ligge henkastede paa Stranden. Men hvor truende dette end kan være, skal det efter Alles Sigende dog kun være for et Koketteri at nævne ved Siden af Virkeligheden, naar de frygtelige Storme sætte ind over Landet, og de Ugelange Taager stænge for selv det mindste Glimt af en Udsigt. Og naar samtidigt Mørket ruger over baade Himmel og Jord, kan jeg nok forstaa, at der skal et godt Livsmod til at gaa det igjennem. Sløvende er det jo sikkert, thi en 2 Maaneders Nat – med alt sit kunstige Lys maa sikkert ødelægge Nerverne. // Men hvorledes skulde Mennesket ellers uden at tabe Ligevægten – der jo er Livets Bærekraft i det Udvortes – kunne konsumere den 2 Maaneders lange Sommerdag, da Tiden forsvinder, fordi Maalet ophører, og en Fornemmelse af det evige Lys giver Sjælen en hel anden Tankeretning, end hvor den sædvanlige Vækslenom af Dag og Nat skifter Følelsens og Stemningens Væsen. Jeg tror at disse to Yderligheder maa opløse og udjevne hinanden, saa ogsaa her fremkommer en Overensstemmelse i Naturforholdet. Jeg vil idetmindste gjøre Prøven. Jeg kom hid i den blændende Soltid, og gaar nu det totale Mørke imøde, og om Gud vil da atter herfra over i Lyset, saa jeg med Aarets hele Oplevelse kan forlade Finmarken. Men det er lettere sagt end gjort! Dog gaar jeg ikke overmodig til Sagen, det ved Herren min Gud, til hvem mit bange Hjerte sukke i Stilhed. Men paa den ene Side truer Sorgen mig med en Gjentagelse – om end // kun i Erindringens Form, dog pinefuld for mit Hjerte – naar jeg vendte nu vendte tilbage til Kjøbenhavn, – og paa den anden det Haab at muligens kunne reprodusere Indtrykkene og Erfaringerne af min Rejse i et literært Arbejde, til hvilken Ende jeg da nødvendigvis maatte opleve det Onde med det Gode. Der møder mig Kamp til begge Sider, og Valget har ikke været let, saameget mere, som den stakkels lille Officierbolig, som den norske Stat indrømmer sine millitære Embedsmænd paa Vardøhus, aldeles ikke tillader den splendide Overflod at modtage en natlig Gjæst – endsige en gammel Kone, om hvis Heldbred der skulde dog værnes en Smule. Det er kun med den yderste Opoffrelse mine Børn kunne have mig, og jeg ved ikke, naar man saaledes maa til alle Øjeblikke baade gaa og ligge hinanden i Vejen, da taber selv Hyggen af en Sammenkomst sig i Længden, // om den saa var noksaa meget ønsket. – Summa summarum er imidlertid den, at jeg forbliver hvor jeg er, og haaber til Gud for det Næste.
– Jeg har idag skreven til Hegel og bedt ham sende Dem et Eksemplar af mit nye Skuespil, saa saare det er trykt. Naturligvis sker det med den Forudsætning, at De modtager det paa samme Maade som Theateret – som Manuskript. Men jeg formaar ikke at vente den lange Tid, som tilfældigt kunde hengaa, inden det bliver opført – før jeg idetmindste har mig en Mulighed sikkret til at høre Deres Dom over Stykket. Det er sandt nok, at hvad nu end kunde være at endre, vilde være for sent at paatale, men det fik da staa hen. Jeg har i min hele Virksomhed ligeoverfor Theateret Dem saameget // at takke, at jeg paa en Maade altid har taget Dem med i hvad jeg skriver, og det er kun en Samling af tilfældige Omstændigheder, som gjorde, at jeg ikke tidligere fik høre Deres Dom. Med sidste Post havde jeg Brev fra min Veninde Frøken Rejnhardt, der læser Korrektur paa Stykket, hvori hun anfører en gandske almindelig Snak i Kjøbenhavn: at Fru Oda Larsen vilde være udsat for at diskuteres af de andre Damer ved Theateret, der paa en Maade trak alle Roller til sig. Dette blev mig sagt med en vis Bekymring for mit Stykke; at jeg som havde haabet ikke vilde opnaa at faa Fru O.L. til en af mine Hovedfigurer, og derved vilde tabe overordentlig Meget. Hvorledes den Sag forholder sig i Virkeligheden, kan vel ingen Udenforstaaende ret vide, og hellerikke ret bedømme. Kun det ved jeg, at naar De min kjæreste Frue, vil læse mit Arbejde, da vil Besættelsen af Rollerne snart fremstaa levende for Dem, og da vil jeg bede Dem assistere mig saalangt Deres Evne naar – forsaavidt Stykket interesserer Dem. // I mit Brev til Chefen, som Svar paa Theaterets Skrivelse til mig, anfører jeg blot som et Ønske at Fru Ekhardt maatte faa ”Ragnhilds[”] Rolle, da dens væsentlige Efekt bestaar i et personligt Indlæg – som jo Fru Hennings og Fru Gjørling ikke have have i sin Magt; men som en Fordring har jeg Intet fremsat, da man jo i saadant Fald mister sin Ret – eller en Del af den – overfor Opførelsen. – Ja, at denne mig saa nærgaaende Sag skal udvikle sig dernede – hundreder af Mile borte fra mig, staar jo nok noget spændende for mig, men paa den anden side, vilde jeg ved min Nærværelse – i denne Vinter – muligt kunde have taalt at tage Del deri, og da er det jo tilslut bedst som det er. Jeg lægger min Sag i Guds og gode Menneskers Hænder, og skal være inderlig glad, hvis et Lysglimt maa udgaa derfra og finde mig heroppe i Mørkets Region. Jeg giver jo dog bestandig Publikum Noget af mit Hjerte i et saadant lille Værk, // som De, der forstaar med Hjertet vistnok vil finde og synes om. At den kloge Undersøger nok vil finde mange Fejl, som for ham vil blive det Væsentlige, det tør jeg ikke vente mig Ander[ledes.] Skal man i vor Tid bevise sit gode Hoved, maa man kunne dadle og mistvivle. –
Nu vil jeg for denne Gang slutte min Epistel til Dem, min høje Frue! Tør jeg bede Dem bringe Gehejmeraad Krieger min hengivne Hilsen? Deres elskværdige Døttre hilser jeg ogsaa paa det venligste. Ogsaa fra min Datter har jeg Hilsen at bringe til Dem og Deres, med Tak for gamle Dage.
Levvel min kjæreste Frue – Gud beskytte og opretholde Dem for alle dem, som elske og beundre Dem, – blandt hvilke De ved jeg ikke er den Sidste.

Deres
Magdalena Thoresen

Vardø den 16de October.

I otte Dage har Brevet ligget ferdig til Dem, min kjæreste Frue! Nu aabner det for endnu at tilføje en Hilsen, thi idag afgaar Postskibet, og det er en 14 ten Dage siden det forrige afgik. Vi have nu kun et Skib i vente, da stænges Havets Veje for dette Aar, og Landposten tager sin Begyndelse. Men da den maa over Fjeldene, har den ofte en højst usikker baade Ankomst- og Afgangstid. Endnu have vi godt Vejr, og det maa vist nok kunne ansees for en Mærkværdighed at have Varmegrader i October Maaned ved Polarhavets Bredder. Men Mørket kommer jo snart, og da er – som det hed[d]er: alle Katte graa; thi hvordan det end bliver, saa er det jo Nat, og alle ydre Forhold – om ikke helt afskaarne, dog for det meste forbi. Jeg tænker mig Vardø – // som overhovedet hele Finmarken lig et stort Vinterhie, hvor vi Alle mer eller mindre suge paa Labben. Ingen Under om noget af Bjørnen kommer tilsyne ved Udgangen deraf. – Jeg er bange for mit Stykke kjære Frue! der gik formeget bort paa andre Ting af den Sjælekraft og den Personlighedens Hengivelse, som et Aandsprodukt udkræver; men det kunde jo ikke være anderledes. Nu er derved Intet at gjøre – Handsken er kastet. – Hvad siger De om E Bøgh som Censor ved det kgl. Theater? Det er dog et Tidernes Tegn. – Men lad mig ikke glemme den 22 November, min elskede Frue! Gud lade Dem opleve Dagen sund og glad i Deres lille lykkelige Kreds. Bring ogsaa i den Anledning Deres Børn min Lykønskning, og modtag saa endnu en Gang min Tak og mit kjærligste Farvel.

Deres
Magdalena Thoresen

Emneord
Magdalene Thoresens forfatterskab
Personer
Johanne Luise Heiberg · A.F. Krieger · Mathilde Reinhardt · Magdalene Thoresen
Sidst opdateret 30.11.2015 Print