Bakkehussamlingen

Vardø den 16^de Jan 1882

Min kjæreste Frue!

Det er en tidlig Morgen efter en forfærdelig Nat – hvor Stormen har raset og rystet vort lille Hus; Grunden, at jeg tager Pennen for at sende Dem mit Nytaarsønske. Gud lade det bringe Dem alle de Goder, som kan lætte Dem Livets sildige Dage og Nætter – jeg ved intet Bedre. For Dem bringer det jo meget snart en Forandring, idet den Første af Deres Pfleglinge forlader sit smukke, lykkelige Hjem. Gid hun maa faa det godt! Men Sara er dog sikkerligen et[rettet fra: en] af de Væsener, hvem gode Genier ville ledsage gjennem Livet, hun // har den Klarhed over sig, og det harmoniske Præg over sin Person, som kun lykkelige Individer bære. Ja jeg husker nok, da hun som en lille En stod bagved Deres Stol, og i Forening med sine Søstre, lig smaa Fisk, snappede efter en af Deres Fingre. Jeg vilde ønske hendes Forlovede havde set det lille Billede af hende. –
Jeg takker Dem mange Gange for Deres kjære-kjærkomne Brev. Her som der, overalt, hvor nogle Linjer fra Deres Haand har naaet til mig, har mit Hjerte løftet sig ved Modtagelsen. Nu gaar vi dog Herren være lovet imod den lyse Tid, kun 6 Dage endnu, og Solen er der i Randen af den tunge Horisont – skal idetmindste være der; // men det tør jo nok hænde, at Majestæten ikke viser sig. Dog alene det, at den er bagved de tunge Skylag lætter jo paa det atmosphæriske, hvorunder Livet har bøjet sig mod Jorden, og jeg kunde næsten sige Døden – nu i to lange, lange Maaneder. Jeg troede virkelig iforvejen, at jeg nok ved min Vilje skulde kunne beherske Tilstanden, men jeg maatte snart give tabt. Søvnen forsvandt, og Arbejdsevnen døde hen, og saa har jeg, som dog ellers ikke giver efter for Mageligheden, siddet her med de tunge, ledige Hænder i Skjødet Dag efter Dag, søvntung og dog søvnløs, siddet og holdt fast paa Livet, og dog følt det glide ud af Taget ligesom et glat Ting, man // ikke kan holde fast. Det varede i sin yderligste Yderlighed omtrent 14ten Dage, da begyndte det at lætte saa smaat, saa jeg fik fat i Livet igjen, og nu gaar det fremad. Saa kommer jeg dog maaske bort fra Finmarken, skjønt jeg har nok endnu en svær Tid tilbage, nemlig de frygtelige Polarstorme, som komme med den tilbagevendende Sol, og da tillige xxx dette hjælper imod alle Verdens Elendigheder. Det glæder mig, at De finder noget Godt i mit Stykke. Desværre bliver det først opført i Slutningen af April, og det er en daarlig Tid for et Skuespil at gjøre sin Indtrædelse i. Men hvad skal jeg dog gjøre? Nej, under slige Forhold er det fortvivlet at være saa langt borte, man kan kun underhandle paa Telegraf, og man er da nødt til at fatte sig kortere end Sagen har Gavn af. Nu kommer den Omstændighed til, at man i Stokholm – Kgl Theatren – alt har det oversat og iler med at faa det frem. Jeg fik saaledes Telegram fra Overintendanten igaar, hvori han mælder mig, at hvis ikke de kunne opføre Stykket i Februar eller Marts, er det uvist om de overhovedet kunne modtage det. Jeg har nu telegrapheret til Fallesen, og spurgt om Reglementet tillader en Opførelse i Udlandet før Stykket er gaaet en Gang over den kgl. Scene? Tillige har jeg spurgte ham, om dog ikke under disse Omstændigheder det var bedst at udsætte med Opførelsen til næste Vinter. Jeg vil nu haabe han svarer paa mit Spørgsmaal. At jeg paa denne Maade gaar glip af en Opførelse i Stokholm bedrøver mig meget – og fra mere end en Side betragtet er det til min Skade. Kunde dog de Mennesker ikke have drevet det frem – idetmindste i Begyndelsen af April! Det er fortvivlet – Ja kjæreste kjære Frue! for denne Gang maa jeg slutte min Epistel til Dem. Hils Deres Børn mange Gange. Hils og den kjære højstærede Gehejmeraad, og vær selv paa det kjærligste hilset og takket fra Deres hengivne

Magdalena Thoresen

Min Datter hilser mange Gange!