Bakkehussamlingen

Kjære Fader!

Atter staaer Julen for Døren! Juul! O hvilken en deilig Klang for ung og gammel, for rask og syg, for hele Menneskeheden, Juul. Det klinger som: ”Naade!” i vore Øren, Naade Tilgivelse tilraaber os Herren den albarmhjertige, den alvidende. – O lad os følge hans Naadekald, lad os lukke vort Hjerte op for ham, lad os sukke for sidste Gang, og sige til ham ja kom! kom! Frelser bring mig Fred, bring mig Roe, lad mig endelig hvile efter den haarde frugtesløse Menneskelige Kamp. Lyksalig den der kan slumre ved Jesu Hjerte. Lyksalig den der kan // hvile sig i hans Arm, lyksalig den der med Troe og Tillid kan følge hans ledende Stjerne og altid lytter efter hans kjærlige Stemme, der kalder os til Arbeid i hans Navn til hans Ære og vor Gavn! til vor Frelse Lad os ret lytte efter og høre hans Stemme og lære den at kjende saa at vi paa den sidste Dag ogsaa følge ham og indgaae til hans Herlighed og alle samles i Fred i hans Evigheds Rige! Jeg ønsker Dig kjære Fader at Du til Julen ret maatte kunde føle Dig rolig og glad, ret som slumrede Du i Fred ved Jesu Hjerte, og at alle Dine urolige sørgelige Menneske Tanker kunde forlade Dig. Det er jo dog en frugtesløs Kamp at vilde kjæmpe mod Situationen og Verden – lad os tage det gode der findes og skye det onde og ellers overlade Vorherre at bestemme det som // det alene staaer i hans Magt at forudsee og bestemme.
          Kunne vi ei være samlede personlig i denne yndige Juletid som ellers i gamle Dage, saa er jeg dog overbeviist om at vi i Tanken alle ville være samlede, og samlede ved Mindet om de yndige Juletider hvor Du og Moder med Læssøe pyntede Juletræet og modtog os med aabne Arme i det deilig oplyste Juleværelse[?] Det var yndige Dage! Gudskelov have vi det jo alle hver paa sin Maade ret godt, og hvor mageløst glædeligt er det ikke at Frederik og Agnete ere saa lykkelig ankomne til Theeran. Thorald har desværre været meget syg i Dresden, men ellers have alle det saa godt, selv gamle kjære Mama der har malet flere yndige Smaating ude i Rocca di Papa, og de 4 Grazier i Lausanne // gjøre saa gode Fremskridt, og komme saa godt ud af det sammen. Jeg troer at vi alle ret ville forenes med Dig i Tanken og tænke hvor eensomt Du nu maa have det i Julen, hvor underlig tomt det maa see ud hjemme i Huset, det ellers saa hyggelige Hjem! Er Du ganske alene? jeg synes jeg har hørt at Hrr Schmidt boe hos Dig, det skal være en meget alvorlig og dygtig ung Mand, og jeg vilde glæde mig meget ved at see Danmarks tilkomne dygtigste Konstner udgaae fra dit Atelier! Jeg har gjort mange og interessante Bekjendtskaber her i Paris, ibland De første Konstnere Enhver mindes Dig og din Konst med Glæde, og Da jeg udtalte min Mening at Du vidst ikke var Corresp. Medlem af Academiet, forbavsedes De alle og sagde Ja men han maa være det eller bliver det strax. Han har været foreslaaet 1 Par Gange allerede. Her ere meget // dygtige og alvorlige Konstnere især Billedhuggere i Paris, jeg er hvis paa deres Værker vilde interessere Dig. Moders Husandagt og hendes Strømpestopperske mindes de også med Glæde. Jeg love mig meget for min Konstneriske Udvikling af mit Ophold i Paris, og jeg er overbeviist om at det der vil opretholde Mennesket i Fremtiden ei vil minere[?] Konstneren, men som sagt det er i Guds Haand! Jeg haaber at Du ogsaa i Julen maa kunde føle Dig vel i kjære Onk Læssøes Huus og ude hos Onkel Konradsen, hils ham paa det varmeste fra mig. –
Mest vilde jeg ønske at vi om ei Ret lang Tid alle i Glæde og Fred kunde feire Julen samlede, men naar gaaer vel dette vort varmeste Ønske i Opfyldelse, Du holder jo ei af Uroe og ønsker at trække Dig tilbage // fra Verden, ja men jeg haaber dog ikke derfor aldeles fra os. Hvis mit Brev skulde have indeholdt noget sidst som har stødt dig eller smertet Dig, saa beder jeg Dig om Forladelse derfor. det var ei min Hensigt med Brevet hvilket jeg jo nok beviiste der ved først at sende det til kjære Pastor Blædel bedende ham om at gjennemlæse det, og ei give Dig det hvis det indeholdt noget som ei sømmede sig, jeg veed Du hader Floskler og unyttige Ord, og jeg har derfor kun villet skrive Dig et klart Brev, og udtale for Dig min alvorlige bestemte Mening og Livsanskuelse, Thi jeg er aaben mod enhver, mest mod mine nærmeste. – Hvis Søstrene ei have skrevet i længere Tid saa er det vel nærmest fordi de viide at Du ei ønsker at skrive selv, og ei bryder Dig meget om Breve, desuden have de vel ikke meget nyt at fortælle, og arbeide saa overordentligt for at inhente alt det tidligere forsømte. Lev nu vel [Langs kanten:] Kjære Fader og tænk lidt paa din hengivne Søn Harald. -