Bakkehussamlingen

[Titelblad]

[illustration med flyvende person]

Hondepost. Sidstudkomne Nummer.

Forfremmelser og Avansemang.

_____

Under dags dato er det allervenligst forundt Brevposten Herr Fuldmægtig Bøge, efter allerærbødigst derom angiven Ansøgning, at maatte bære en Pen i sit Vaaben, istedet for en Hellebarde, som var ham til altfor stor Uleilighed, især mellem Benene. Da han tillige har beklaget sig over, at den forrige Stilling han stod i paa Tittelbladet af Ugebladet var ham alfor ucommod, unaturlig, og upassende til hans Stilling i Livet og Finanzcollegiet, have vi ikke villet undlade at tillade ham at lade ham lade som han laae paa Knæ. Hvilket for ham i hans Stilling ogsaa er mere passende, som flot Fuldmægtig, og endnu ikke Finantsraad. Ved denne Indretning er ellers indtruffet en fatal Omstændighed, som den gunstige Læser behageligst vilde undskylde, om muligt. Idet hans Bagdeel nemlig havde den Fordeel at komme i Veiret, havde Kobberstikkeren det Uheld mod sin villie at overdrive, og hæve ham i denne Post alt for meget til Skyerne. Herved er Tingen under Raderingen bleven meget utydelig; men vi maa undskylde os med det gamle Vers af en vis Ennius, som Madamen nok kiender; og naar han siger efter Ciceros Forsikkring:
Amicus certus in re incerta cernitur.
Hvilket er udlagt,: den xxx visse Ven kiender bedst i de uvisse Ting eller Dele.
Herr Bøge har ogsaa ellers forekastet os at vi ogsaa have ladet ham holde Pennen med Fødderne, hvilket han mener er en reen Umulighed. Men vi kunne af hundredre classiske Skribenter bevise ham – hvis vi havde Tid – at man kan lære at bruge sine Been, som sine Hænder. Ikke at tale om Abekatterne, der heri foregaae os andre med et prisværdigt Eksempel – da Herr B. mulig deri kunde tro laae noget maliciøst og anzügligt, – hvor han dog ved Gud irrer – uden at være fortrinnet; – men jeg vil blot anføre Michel de Montaigne naar han siger: Liv: I, P: 115:
“Je viens de veoir chez moy un petit home natif de Nantes, né sans bras, [dobbelt understreget] qui a si bien faconné ses pieds au service, que luy debuoyent les mains, qu’ils en ont à la verité à demy oublié leur office naturel” –
Herefter skulde nu Herr B. danne sig, og tage sligt ad notam, hvilket for ham, som Fuglmægtig og skiøn Aand vilde være herligt. Thi hvis han vænte sig baade til at skrive med Hænder og Fødder, saa kunde han critisere Bakkelsesbæstet med Fødderne /: den eneste for hint følelige og passende Maade :/ medens han kom vor stigende eller synkende Fonds til hielp med en lille Haands Rækning.

______________

Nyheder

Fra Fladstrand er i disse Dage arriveret en Mængde Østers, der sælges for yderst billige Priser til den Høistbydende.
Herr Agent Nathanson er ligeledes i disse dage arriveret fra Hamborg.

Fortsættelse af det Grundtvigske Epos.

[Illustration af en pave foran en kirke og tre øvrige figurer]

I sidste Post vi have seet
Hvad med vor Helt der svært er skeet
Paa Odin blev han vred, som billig
Fordi ei Gubben meer var villig
Til at fornemme, som Grundtvig bød –
Hvad egentlig han selv betød.
Nei raabte Helten, nei Faer min
Jeg kaster Perler ei for Svin.
Er den for gammel til at lære,
Saa kan du ogsaa mig undvære.
Din Magt jeg putter let i Lommen
Nu gaaer jeg over til Christendommen.
Jeg har ei Catechismen glemt
Skiøndt jeg just ikke fatter nemt.
Dit Panser intet mig beviser
/: Det kiøbtes hos en Marskendiser :/
Jeg trækker sorten kiole paa
Saa vil jeg hen i Kirken gaae.
Og da du ei af mig vil fatte
Hvad selv du ruger paa for Skatte
Saa vil jeg lære Christne froe
Hvordan herefter de skal troe.
Nu føler jeg mig først en Pater
En Refor- og en Informater.
Som nu han gik og saae sig om
Et sted han hen paa Gaden kom
Til nogle Helligtrekongerdrenge
Som gik og tigged Folk om Penge.
Ha raabte han: her finde vi
Den ægte, gamle Poesie
Hvor sødt, hvor bar[n]ligt og hvor fix
Du christne Barn laan mig din Brix
Du Balthasar du kiære Sorte
Hist i den smudsighvide Skiorte
Laan mig din Tot af Guldpapir
Den mig en Biskophue blier,
Dermed tog han af Drengen Totten
Og agted ikke Drengespotten.
Han Brixen fra den anden stial
/: Det var en sprukken Lineal :/
Og raabte: Her er Christbeviset
Giv Tid nu kommer jeg med Riset
Og driver ud, mens jeg mig fremmer
Hver Tolder og hver Duekræmmer.
See, kiære Siæl, hans Contrafei,
Tilstaae mig, ligner det ham ei?
Der gaaer han hen i Messesærken
For at hudstryge dem i Kirken.
Han styrer hen for fulde Segl
En lille Luther som min Negl.
Og er hans Præken lutter Snak
Fortiener han dog lutter Tak.
Et lille Uheld fog traf ind
Skiønt Biskopshuen naaer hans Kind
Kan den ei skiule Æselsøret
Som hvælver sig høit om Gehøret
Og skiønt Talaren lang gaaer ned
I præstelig Ærværdighed
Den ikke ganske skiuler Halen
Som bliver synlig under Talen.
Smaadrengene staae hist med Graad
Og see paa denne sære Daad
Den ene maa sin Brix begræde
Og Balthasar maa Øine væde
Thi han har mistet den Calot
Som klæder Grundtvig nu saa godt.
Man kan ei høre deres Taler
Men tydeligt Gebærden maler:
Din Tamp, din So, din lange Rad
See hvor han bær sig tosset ad!
Hvad har du med vort Tøi at tage?
Men Grundtvig vender sig tilbage.
Han kalder hver sin lille Ven:
Og giver dem – Velsignelsen!

______________

Grundtvigs Hymne

Rosen staaer i Vaaren,
Med Kiærminden blaa.
Kom til Mit i Maaren.
- Kan I det forstaae?

___

Skiøndt I ad ham spytter
Høist Forblindte Folk
Tænker jeg, sig hytter
Dog vor Herre nok.

___

Slaaer kun paa Gongongen,
Kalder det en Sang.
Pyt sa’e Peer til Kongen
Høit i Danavang.

___

Kemnitz er ei meere.
Bast er ogsaa død.
Grundvig skal florere
Det har ingen Nød.

___

Drenge skal vi lege !
Drenge skal vi slaaes
Jeg skal eder spæge
Jeg Rinoceros!

___

Intet paa mig bider
Thi min Hud er god.
Skiold om mine Sider
Skiænkte mig mit Mod.

___

Jeg gaaer ind til Glæde
Til min Himmelleg
Evig maae I græde
Kogt i Svovl og Beeg.

___

Medens Gud jeg takker
For han lod mig see!
Satan eder hakker
Fælt til Fricasee.

___

Mens mig Englen hvisker
Hemligheden sød
Fanden eder pidsker
I en Svovelgrød.

___

Saadan sang Profeten,
Salig, ovenfra
Bestialiteten
Et Halleluja!

______________________________