Bakkehussamlingen

[Titelblad]

Kiære Camma! jeg vil haabe at De, eller rettere sagt, Christiane har faaet den förste, eller rettere [sag]t 46de Hondepost, igiennem, eller rettere sagt ved en norsk Kiöbm[and] Mörk, som gik til Khavn for en Maaned siden. Skulde han ikke [væ]re kommet, da vilde det meget smerte mig; thi Christiane havde da Grund til at være urolig over min Tavshed. Men jeg haaber at Kjöbmanden har været der, og at I alt for længe siden begge har faaet det velsignede Honde-sludder tillivs; hvoraf I maa have seet at alt staaer vel inden Borde, og at alting er i sin gamle Orden.

_____

Honnen har paa de seneste Tider lagt sig noget efter Pilosopien og sagde mig sidst da jeg ærgrede mig over at der var saadan et stramt Forhold mellem det hegersk-rahbeksske og örsted-oehlenschlägerske Huus: Bie kun til du kommer hjem, saa skal nok alting blive godt. Denne Sentens gefalt mig saa vel, at jeg kyste Honnen i Romben for ’et; som et Tain paa Aftelse i denne Sav.
Honnen er en islandsk Löve, som holder en Hellebarde i sine Hænder hvormed han vil forsvare Fædrenelandet imod Finner i Ansigtet. Honnen har nyligt gjort Ææ, det har han solgt til Bedste for de Bran[d]lidte i Kiöbenhavn og faaet 100000 Rdlr for; han har ogsaa givet sine Hvalpes Sparebössepenge med; jeg sagde ham at det var en Efterlignelse af én af Tidsalderens classiske Digtere, hvis Skoetvinde han ikke var værdig at oplöse. Honnen sagde: han vidste nok hvad han gjorde. Jeg svarer: Det ved den classiske Digter ogsaa.
Forleden saa jeg en Hund saa stor som Professor Sander, men af en mere moralsk Karakter. Jeg gjorde Bekiendtskab med den og spurgte ham om han kiændte Skrædder Sanders Sön i Kiöbenhavn? Faderen har jeg kiendt, svarede Honnen, det var en brav Mand; han syede Buxer saa Gud maatte forundre sig derover; men Sönnen har jeg ikke seet, siden vi tiente sammen som Philantroper i Dessau. Har De ogsaa været Lærer i Dessau, spurgte jeg Honnen, med stigen Höiagtelse. Naturlig, svarede den; Sander og jeg gik den Tid altid paa Gaden sammen m[ed hi]nanden [afrevet manuskript] under Armen, efter den bekiendte Dessauer-Marsch; som xxx expres blev componeret for os to. Staaer De da ikke sammen i Brevvexling, spurgte jeg. Jo, svarede Honnen, forleden fik jeg et Brev, med en Recension over en vis Digters Arbeider, hvis Navn aber saa barbarisch dass ich es nicht aussprechen kann. War es nicht Oehlenschläger, fragte ich. – Ja, richtig sagte er; er hat darin auf deutsch bewiesen dass der gar kein Dichter ist, und dass alles was er schreibt lauter Reminissenzen sind. So hat er eben ein Gedicht gemacht Hakon gennant; dieser Carakter ist xxx von dem Grafen Geert oder Gerhardus im Niels Ebbesen von Törrefiis genommen – Nörreriis wollen sie sagen, sagte ich. Es kömmt auf eins heraus sagte der Hund. Ein andres Stück Palnatoke, ist ganz wieder Niels Ebbesöns Carakter. Ein episches Gedicht Thors Reise nach Jotunheim, ist nicht anderes als eine wässerichte Ausdehnung von “Dödens Vuggevise”, und in Baldur dem Guten ist nicht Sören Frosts Individualität zu verkennen.
Nu blev jeg vred og vendte Hunden Ryggen; thi jeg frygtede der skulle blive talt om den syndige Aladdin, Jeg tænkte ved mig selv: Bie du til jeg kommer hiem god Karl! Jeg skal recensere dig saa Grönsaltningen reent skal gaae af din Kone, Forgyldningen af din Lire, og Veiret fra dig. –
Men af alle de Honne som her er i Paris, er der dog ingen dummere Hund end Kammerjunker Brun Neergaard. Det er et mislykket Exemplar af Kolsmand, eller Periwinkel, i de fire Formyndere. Han kunde virkelig bruge fire Formyndere, om det saa var fem. Det Menneskel (vil sige Hund) holder guddommelige Taler, og da Bladet er bestemt til Hundskheder, saa troer Udgiveren ikke at kiæde Læseren ved at fremsætte een af hans Herzensergiessungen. Som for Ex. Der spörges: De har jo været i Rom?
Neergaard. Om jeg har været i Rom? Det er at sige jeg har været der fem gange; det er at sige egentlig sex naar jeg regner den Gang jeg traf Schwege; i xxx; det er en Mand med store Kundskaber; det er at sige i de gamle Ting; jeg talte meget med Abildgaard om ham, da jeg sidst var i Khavn; det er at sige ikke den physiske Abildgaard, Hestedoktoren, men Maleren, der er et stort Genie; det er at sige, den anden havde vist endnu större Genie i sine Ting. Jeg har havt megen Leilighed till at lære at kiende ham.
Sp. Har han havt Dem i Cuur?
Neergaard. Det er at sige jeg besögte ham ofte; jeg har nemlig det ved mig at jeg beskiæftiger mig meget med Landvæsenet; Landvæsenet, Tegninger og Mineralier, det er egentlig de tre Ting, som jeg har lagt mig efter; det er at sige –
Sp. Ja jeg forstaar Dem nok.
Neergd. Det er at sige jeg har en forfærdelig Samling af Mineralier og Tegninger. Jeg holder for at Tegninger har meget mere Nytte end man troer; det er at sige, jeg har en Maler hos mig i sex aar, som tager Prospekter af for mig.
Sp. Og for deres Kone, naar De er borte.
Neergd. Det er at sige det er et Menneske med meget Talent.
Sp. Ja,ja, jeg har hört, han skal arbeide for Dem med megen Flid.
Neergd. Derfor giver jeg ham ogsaa alting frit i mit Huus; det er at sige – men for at komme til Abildgaard, der er en fortient Mand; det er at sige jeg giör grumme meget af Videnskabens Skrifter; det er at sige, jeg har besluttet at oversætte dem paa fransk. Det er underligt nok, jeg kan en syv otte Sprog; det er at sige jeg kan ikke et eneste til Fuldkommenhed; der kommer alletider Feil i; det er at sige paa den sidste Tid har jeg lagt mig efter at skrive uafbrudte Tanker i Rabelais Maade; det er forfærdeligt svært, at de bliver korte nemlig; thi han har dem sommetider paa hele Sider; xxx det er at sige jeg havde ogsaa i sinde at oversætte Prams Frode og Fingal paa Fransk – men nu er theatre des éstrangers jo ophævet. –
xxx Det er altsaa at sige at det er Bæst. –

___

En anden Hund, men af en meget godmodigere, interessantere, og klogere Natur, er Baggesen. Han boer i Marly, men kommer ugentlig ind arme Dievel til Paris for at skaffe de fornödne Skillinger til det daglige Bröd. – Affairen med Bombardementet, har nemlig forfærdelig bombarderet hans Oeconomie. Jeg har holdt ham lange Forelæsninger, og iblandt dem pebrede, kan De troe. – Den arme Diævel er at beklage. Han vilde gierne det gode, hvis han kunde. “Det er ilde ikke at kunne naar man vilde” siger Wessel. Men selv Villien maa man jo tage i Gierningens Sted. Med en Smule veiledning, og fornuftigt Raad, yttrer hans Vittighed, hans Phantasie, og ö[ie]blikkelige Blusfölelse sig dog ret artigt. Troe ikke at jeg holder med ham i hans Feil. – Hils min Christiane usigeligt. Jeg venter nu Brev og Efterretning fra Eder aller. Hufe har endnu ikke skrevet mig til.

Deres Adam.