I N.F.S. Grundtvigs Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord fra 1809 dedikerede Grundtvig sit værk til Adam Oehlenschläger med et indledende dedikationsdigt. Digtet virker fra første strofe umiddelbart som en lovprisning af Oehlenschlägers geni, men udvikler sig i det efterfølgende til en reel kritik – det første ord i anden strofe er “men” og med dét slutter lovsangen. Oehlenschläger har i høj grad benyttet sig af nordiske motiver i sit forfatterskab; Baldur hin Gode (1807) er det eneste værk, der har direkte emne fra mytologien, men en række øvrige dramaer drejer sig om det nordiske hedenskab, bl.a. Hakon Jarl hin rige (1807), og den nordiske mytologi og oldhistorie er en fast medspiller i hele Oehlenschlägers forfatterskab, og det er netop Oehlenschlägers skildring af nordiske motiver, som Grundtvig lagde sig ud med. Det fremgår af dedikationsdigtet i Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord, at Grundtvig mener, at Oehlenschläger ikke har forstået de nordiske myter og kilder, og derved bliver hans digte uhistoriske. I stedet for at belyse livet i det gamle Norden, fortabes det blot yderligere i Oehlenschlägers utilstrækkelige skildringer, hvorimod Grundtvig anser sig selv som værende i stand til at gribe oldtiden og skildre den. Det er denne kritik af Oehlenschläger, som Oehlenschläger svarer spydigt tilbage på i en udgave af Hundeposten, en slags brev-avis, Oehlenschläger sendte til Kamma Rahbek.
          Senere satte Grundtvig endnu en gang spørgsmålstegn ved Oehlenschlägers forståelse af den nordiske mytologi, da Oehlenschläger udgav tragedien Stærkodder, som havde premiere på Det Kongelige Teater i oktober 1812, og det er dette stykke, som for alvor til at begyndte denne litterære fejde, hvor Grundtvig afgjort stillede sig i opposition til Oehlenschläger.

          Oehlenschläger-Grundtvig-fejden er dog ikke sådan at skille fra den mest berømte af Oehlenschlägers litterære fejder, Oehlenschläger-Baggesen-fejden (henvisning), fordi Grundtvig udover sin egen kritik af Oehlenschläger i øvrigt også var en ivrig forsvarer for digteren Jens Baggesen, og i 1818 blev Grundtvig direkte involveret i Oehlenschläger-Baggesen-fejden. I 1818 satte tolv studerende ved universitetet, af hvem to skulle blive førende forfattere i den næste generation, Poul Martin Møller og Carsten Hauch, til modangreb på Baggesens tiltagende hårde kritik af Oehlenschlägers værker, og det blev startskuddet på Tylvtefejden. De tolv studerende afleverede en højtidelig erklæring, hvor de omtalte Oehlenschläger som “den Mand, vi agte som vor mest geniale Digter og hædre, fordi han har fornyet og genopreist den danske Poesi”, og hvor de udfordrede Baggesen til en disputats på latin, hvor han skal forsvare sine synspunkter for ikke at dømme sig selv som “avindsyg Skjendegjest” (misundeligt brokkehoved). Erklæringen fra den af Baggesen døbte ‘tylvt’, altså tolv (heraf navnet Tylvtefejden), åbnede en ny front, da en række studenter og akademikere tog Baggesen i forsvar. De henvendte sig til Grundtvig, som de vidste var sympatisk indstillet over for Baggesen, og fik ham til at skrive en længere erklæring, der imødegik tylvtens krav. Overordnet var det oehlenschlägerske parti dog langt det talrigeste, og striden bidrog i realiteten kun til yderligere at befæste Oehlenschlägers position i samtiden.

          Først efter 1830 fandt der en tilnærmelse sted mellem N.F.S. Grundtvig og Oehlenschläger, og det var paradoksalt nok Grundtvig, der holdt gravtalen på Frederiksberg Kirkegård ved Oehlenschlägers begravelse den 26. Januar 1850.

Kilder:

Braams Valore, Peter: Hundeposten – Adam Oehlenschlägers brevet til Kamma Rahbek, Frederiksberg: Bakkehusmuseet, 1999

Minke, Kim: ‘Tylvtefejden’ i Mortensen og Schack (red.): Dansk Litteraturs Historie, København: Gyldendal, 2006-09

Tafdrup, Jon: ‘Indledning til Indbydelse til Gamle Nordens Venner, “Anmeldelse” og Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord’ i Holst Petersen, Stine og Nielsen, Klaus (red.): Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord, 2014