Bakkehussamlingen

Tirsdag Aften.

Fortræffeligste Kronprinds!

Jeg maae begynde med at sige Dig, at Din Moder, og Du – og sikkert ogsaa alle Prinsesserne – ere de meest velsignede Væsener, Jorden har frembragt, og at den Velvillie, der vises mig af saa ædle Skabninger, giennemstrømmer mit Indre saa velgiørende, at jeg føler derved[?] lige saa meget Leben, som jeg fornemmer Störung i det Ydre. Det er den rette Livsbalsam og ikke det, som Fru Colbiørnsen gierne vilde bruge, men som hun dog ikke nænner at øde sine Penge paa, uagtet hun er overbeviist om, det vilde giøre hende og ung og rask.
Naar I søde Mennesker saaledes vederqvæger mit Hierte, tænker jeg kun lidt paa // Fødderne og al den Störung, der stikker, og kommer der end Øieblikke, hvori den Störung træder ubehagelig frem for min Fornemmelse, saa maae, efter min Natur og Beskaffenhed, blot Tanken om, at Din velsignede Moder, og Dine vist hende, og Din fortræffelige Fader, og Dig lige Søstre [sic], have villet sørge for min Nødtørft, som Gud sørger for alle sine Skabningers (: Du erindrer nok Thaarup’s: Og mod den mørke Vinters Kuld, han klæder os med Lammets Uld:) være nok til at forjage denne Störung. Bør jeg da, kiære Edward! forlange Mere og skulde jeg virkelig tillade, at Din Moder og Dine Søstre arbeidede for mine Fødder, inden jeg har været saa lykkelig, at kunne arbeide for Deres Hænder? Vist nok vilde Pusselankerne derved betydeligere forædles; men jeg kan dog ikke lade være at bruge gamle Schimmelmanns: ”Zu viel ist zu viel!” ved denne Leilighed. Men min eiegode, for min Helbred saa omhyggelige Søster – der med mig idag kiælede for de bløde Therese-Strømper – ønsker at jeg vil modtage Din // Moders Godhed, og Du forlanger temmelig indstændig, efter Din Moders Ønske, og jeg skal sige min Mening om Garnet, og sende en Prøvestrømpe: saa jeg vel faaer at give efter, hvor upasseligt det end forekommer mig, at modtage en saadan Godhed. Men jeg beder indstændig, at blive ved eet Par, og uagtet min Søster har paalagt mig at udbede mig disse af den Tykkelse, som Hælen i Din Moders Strømper – der ventelig er strikket med dobbelt Garn – saa anseer jeg ikke denne Anmodning for nødvendig, da jeg ventelig – som min Søster idag – blot vil komme til at kiæle for Strømperne, og vist aldrig nænne at putte Fødderne i dem. Af samme Grund behøvedes der heller ingen Prøvestrømpe, men dog medfølger En af “Warburgs haarde Indretninger”, der passer mig ret godt (:rigtignok vel stor i det Hele og især i Foden, men det kan jeg nok lide:) og i Sammenligning med alle de Warburgske Strømper, jeg har, udmærker sig saameget, ikke ved Fjon, men dog ved Façon, ςορε ερ μεερ ενδ υι καν ζιγε ομ εν υις Σοϕιε [på dansk: som er meer, end vi kan sige om en vis Sophie] //

Onsdag Morgen.

Jeg seer nu ved Dagens Lys, med Gru paa det, jeg har smurt sammen i aftes, men nødes dog at sige til Brevet[?]: lad gaae! Og da det nu engang har faaet Fødder at gaae paa, saa er det ikke meer end billigt at det ogsaa faaer Strømper. Undskyld, at jeg maae skrive saaledes til Dig, til hvem jeg kunde have saa meget andet og bedre at skrive om. Og undskyld endelig ogsaa for Din Moder, at jeg sender hende en Strømpe, jeg har gaaet med. Havde den Kloddrian Warburg havt meer, end dette eneste Par af disse Façon-Strømper skulde [jeg] ikke været saa uartig, men nu nødes jeg dertil, da alle mine andre Uldstrømper ere umaadelig forkeerte, og da min Søster forsikkrede mig, at det ikke gik an at sende en Bomuldsstrømpe.
Men nu maae vi dog engang ud af Strømperne, saaledes byder idetmindste Rummet, jeg har tilbage. Jeg beder Dig lægge Mærke til min Beskedenhed, i Henseende til dette Papir, der kun har Guldsnit paa de to Sider, men mangler paa den 3 ^die , fordi jeg ikke vilde overbyde en Kronprinds.
Gud velsigne Dig kiære Edward og hils kiærligst alle Dine og omfavn begge Kronprinsesserne (:baade dem i Kronprinsesse-Gaden og dem paa Nørregade:) fra

Din hengivneste Veninde K:M: Rahbek.