No. 166 af 542
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Knud Lyne Rahbek [+]

Afsendersted

Bakkehuset, Frederiksberg

1.6.1797 Kamma Rahbek
Original
Dokumentindhold

K.L. Rahbek skriver til Kamma, da Jørgensen skal til byen. Desuden er det årsdagen for deres første bekendtskab, og derfor vil han skrive om deres lykke. Selv om Kamma ofte lader ham høre for hans manglende tro, erkender han, hvorledes Gud har ledet ham til hende, og han kan ikke tænke tilbage på det forløbne år uden at svimle, fordi han først så alle sine drømme briste for siden at få så meget mere. Kamma klager ofte over, at hans breve ikke er så glade, som hun kunne ønske, men han vil aldrig skjule sine følelser for hende. Hans pligt er redelighed. Lige fra han lærte hende at kende, har han set hende som den, der kan redde ham fra ham selv, og han har ikke lagt skjul på, hvad han har at overvinde. Han skønner på, at hun er hans første og eneste fortrolige. Han kommer tidligt ind til hende i aften og går tidligt, da han skal køre til Fredensborg i morgen tidlig kl. 4. Han beder Kamma hilse hendes moder og takke hende for hendes konversation i går.


Bakkehuset d. lste Junii 1797.

Min inderlig elskede Pige!

Jeg veed, at det er dig saa usigelig kiært, at faae et Par Linier fra mig, og, da nu Jørgensen skal ind til dig i Formiddag, kan jeg ikke forsvare, at lade ham gaae, uden at giøre dig en Glæde, som staaer til mig. Give Gud, at det stod til mig, at giøre dig al den Glæde, jeg ønskede.
Det er desuden, som du veed, første Junii; Aarsdagen efter, at jeg egenlig første Gang talte med dig; i det mindste Aarsdagen efter den Dag, der gav Anledning til vort Kiændskab, til min – eller hvorfor ikke tale, som jeg meener, og føler, til vor nuværende Lykke. Jeg veed, gode Pige! uden at være meget klog paa Himmelens Løb, at det Dagvælgerie er Daarskab, at den første Junii i Aar, egenlig skylder Almanakmageren al den Forbindelse, den staar i med samme Datum forrige Aar; men saa klogt er Hiertet ikke; see min Pige! jeg staar ved den første Milesteen paa vor Vei, og jeg skulde [ikke] dvæle ved at undersøge, hvorledes denne Miil var maalt; og jeg skulde ikke hellere kaste mit Øie tilbage ad det vandrede Stykke? ikke hellere taknemmelig gienkalde mig Vandringens overstandne Besværligheder, dens nydte Glæder, ikke takfuld sende en Tanke til dig, til ham, som gav mig dig?
See, gode Pige! ofte i Spøg lader du mig høre min Vantroe, men forhærdet og forblindet maatte jeg være, hvis jeg ikke med dyb Ærbødighed erkiændte, med inderlig Taknemmelighed hyldede den almægtige, alviise, algode Haand, der ad de ubegribelige, uberegnelige Veye ledte mig til dig, der saa ofte ved et Haar ledte dette trodsige, modkiæmpende Væsen; med eet Aandepust omviftede dets mangeaarige Anlæg, dets klippefasteste Luftbygninger; der ikke blot vidste at giøre det Haar, hvori jeg førtes, til en Demantslænke i hine Øieblikke, da intet mindre kunde have modstaaet den Rasenhed, hvormed jeg vilde rive mig løs; men der og vidste at skiørne Demantslænken til et afmægtigt Haar i det Øieblik, da jeg skulde løses af den, for at gives i din ømme kiærlige Varetægt.
Det er tilendebragt dette forunderlige Aar! over hvilket jeg ikke kan skue tilbage uden at svimle! dette Aar, i hvilket jeg saae alle mine Drømme forsvinde, alle mine Baand briste, alle mine Støtter falde! dette Aar, hvor man røvede mig alt, for at giengive mig meere, end jeg nogensinde havde havt! det er forbi, som en rædsom Drøm, hvoraf man vaagner ved et elsket Bryst! men – gode Pige! men er det underligt, at endog nu, da jeg veed, det er Drøm, at mit Hierte stundum bespændes, banker ved Gienkaldelsen af Drømmens Rædsler! at jeg ofte, ofte maae trykke dig til mit Bryst, for at vide, føle, at det kun var en Drøm, og at jeg nu – nu er vaagen!
Jeg giør dig uden Tvivl Giengiæld i Dag; du klager stundum, at dine Breve til mig ikke er saa glade, som du ønskede; og veed jeg da ikke, hvad Indtryk dette Brev vil giøre paa dig! seer jeg ikke alt Taaren i dit hulde elskede Øie! Men gode Pige! min første min ubrudteste og ubrødeligste Pligt mod dig er Redelighed; jeg skal aldrig forstille, aldrig fordølge dig een Tanke, een Følelse, som er i min Siæl, naar jeg taler, eller skriver dig til; saa som jeg fra vort første Kiændskabs Dage, fra de første Øieblik, da jeg i dig vovede at skimte den, der kunde redde mig fra mig selv, og alt, hvad der omgav mig, ikke lagde Dølgsmaal paa, hvad jeg havde at overvinde, og forvinde, saa som jeg i vor første fortrolige Samtale til Persses Gilde, med den Aabenhiertighed, som // maaskee hos enhver anden vilde blevet min Forkastelses Dom, vedgik mit heele daværende Forhold; saa – som jeg, nu da dette Forhold saa gandske er forandret, for ikke saa mange Dage siden lod dig uden Tilbageholdenhed see min heele inderlige Deeltagelse i din Broderkones Vee og Vel, denne Deeltagelse, som, jeg aldrig har dulgt dig, intet kan, eller skal formindske. See! elskede Pige! jeg skiønner paa, at jeg har en Pige, som jeg kan omgaaes saaledes; en Pige, der for mine øvrige Dage kan være min første, min eeneste Fortrolige, mit alt; naar derfor vor gode Carl klager, at jeg ikke skriver ham til, er det egenlig dig, han skulde anklage; thi hvad har jeg nu at skrive ham, da jeg i dit Hierte kan nedlægge alt, hvad der ligger paa mit? Jeg er fornøyet, og lykkelig, og altsaa ingen god Historieskriver; sagde mine yngre Dages Yndling Werther, og naar jeg nu tilføyer, at, naar jeg endelig har noget, kan jeg sige det til dig! Seer du, min Pige! det udenlandske Departement faaer af Nødvendighed gode Dage, naar der ikke er uden Indenrigs Anliggender at forhandle. Du – min gode Pige! – er nu mit heele Ministerium, Financedepartementet undtaget, som Lange indtil videre har. Jeg confererer forresten med ingen.
Jeg faaer i dette Øjeblik en Sæddel fra Guldberg, hvori findes dette dig angaaende Postscriptum: Hils din Pige, og siig hende, at hun har giort min Eline en Glæde ved at besøge hende, der ikke kan beskrives. Gud signe hende derfor. Ja! Gud velsigne dig, min gode elskede Pige! du Godhed, og Sandhed, og Ømhed i egen Person! Gud velsigne dig for alt, hvad du er og giør!
Jeg kommer nok til at holde op, thi jeg skal dog ogsaa skrive et Par Ord til den saxiske Minister; om du fik Stunder, kunde du kanskee føye et Par Linier til. Det vilde glæde vor gode Søster Jette saameget.
Jeg kommer tidlig til dig i Aften, da jeg og agter at gaae tidlig, saasom jeg kiører i Morgen Klokken 4, at jeg maaskee endda kan være paa Fredensborg, inden gode Moder staaer op.
Hils din – c:vor Moder saa inderlig fra mig, og tak hende saa hiertelig for i Gaar Formiddags. Det er saadan, jeg vil have Conversation, og ikke Væirpiat, og Bynyt, og Komplimenter!
Hils ogsaa Christiane og Fader fra mig. Jeg ærgrer mig over det Regnvæir, for nu er jeg bange, Du skal blive vaad, naar Du trækker ud for mig.

Hilsen og inderlig Kiærlighed
Rahbek.

I Mangel af eet gesnersk Forsøg, i den
sveistrupske Idylle kan Du tage til Takke
med dette Brev. S:&a.

Du er nok saa god, at lægge Sæddelen til Jette
ind i Pakken hos Tørklædet, og skrive uden paa Pak-
ken og flye Jørgensen den, at han leverer den
op til Köbkes.

[På konvolutten:]
Til
Jfr. K:M: Heger

Kommentarer

Brevet er trykt i Louis Bobé og Carl Dumreicher: Gemt og Glemt, bind 2, København, 1916, 14-16

Arkivplacering
Arkiv 1. Til Rahbek, Kamma IV, 6
Personer
Anna Louise Heger · Carl Heger · Eline Heger · Hans Heger · Frederik Høegh-Guldberg · Rasmus Lange · Christiane Oehlenschläger
Sidst opdateret 16.03.2014 Print