Bakkehussamlingen

Min Englepige !

Jeg vil ikke – som den flaue Kozebue siger i et af sine Skuespil – skamme mig ved at give dig et Navn, som Digtere og Romanskrivere saa ofte har misbrugt. Hvad kan det søde, uskyldige Navn derfor? Ved en Engel tænker jeg mig det livsalige, ædle Væsen, som er de svage Dødeliges Skytsaand. Jeg tænker mig det i en skjøn menneskelig Form, fordi jeg, som en sandselig Skabning, maa tænke det i en sandselig Forestilling. Jeg tænker mig det bliidt, fordi Tanken om dets Bliidhed, forhøier dets Værdie i min Sjel og byder mig at elske det. Ædel, skjøn og bliid! Skytsaand! Og jeg skulde et Øjeblik betænke mig paa at give dit et Navn, som i et Ord indbefatter hele dit Jeg? Er du ikke min Skytsaand ? Er du ikke bliid og ædel! Skjøn! nægter den beskedne Pige at være og mener du den regelmæsige Skjønhed // saa takker jeg Gud, at han gav dig Ungdoms, Sundheds og Uskyldigheds og en blomstrende Skabnings Ynde, forenet med Forstand, Følelse og Vittighed; Ting der saa saare sjelden findes samlede med den planmæsige Skabning, der kun opvækker kold Beundring hos den bedre Dødelige og kun henriver den Sandselige. Det er altsaa afgjort, du er en Engel! og jeg taaler ingen Modsigelse, om den endogsaa kom fra din egen lille søde Mund, hvis henrykkende Kys, jeg nu saa længe har maattet undvære. Tak du kjere elskede Pige for mit Lommetørklæde, men tusindgange mere Tak for din kjerlige Sysselsættelse dermed. Du har indviet det, som et Kjerligheds Minde fra nu af er det ikke længer Lommetørklæde. Det skal ligge ubrugt ved Siden af det hvide, som jeg fik fra dig i Vinter. Det skal kun berøres af mine Kys. Mit Navn paa Tørklædet laae just udad, da jeg lukkede Papiret op, det faldt mig ind, at det læt kunde være muligt, at dine skjønne Læber havde hvilet derpaa. I Øjeblikket // trykkede jeg et brændende Kys paa mit eget Navn. Tøiet gav saa villigt efter, var saa blødt, duftede saa yndigt. Jeg kysser altid dit søde Navn paa dine Breve, men Papiret er mere haart, det bøier sig ikke om hele Læbernes Overflade – det gjorde Lommetørklædet og jeg syntes at berøre din fløielsrøde Mund af Purpur.
Nordmanden Randulf, som jeg har talt med dig om, undertiden, var nærværende, da Iris kom. Da hun var gaaet, puttede jeg gandske fortrædeligt dit Brev i Lommen og sagde: ”Det er da forfærdeligt med al det Overhæng jeg har for den tossede Søndermarks Skyld. Der er nu igjen een af mine Bekjendtere, som vil have nogle ind, og min Fader gjør det ikke gjerne, saa længe Herskabet er der.” Dermed lod han sig afspise. Havde han havt mindste Mistanke, kunde han læt have mærket den Forvirring, jeg søgte at skjule. Næppe gjetter du hvor jeg var i Gaar. Paa Kunstkammeret! Ved det Randulf skal reise til Norge i disse Dage saa skulde // han da først see een af Kjøbenhavns mærkværdigste Mærkværdigheder, og saa gik jeg ogsaa derhen, for en Feil skyld.
Jeg skrev i Gaar Aftes i et tungsindigt Lune, som gik over til inderlig Bedrøvelse indlagte lille Digt over min Moder. Det vil ikke være dig uvelkomment, thi jeg veed du deler min Fryd og Smerte. Iris har lovet at komme Kl 6 og hente dette Svar, faar du det betids saa veed du nu at jeg præsis Kl 9 gaaer forbi dit Vindue i Aften og i Morgen Aften.
Jeg glemmer altid at sætte Dato under mine Breve, denne Gang skal jeg ikke glemme det.
Jeg har havt forfærdeligt meget at bestille med dit Haar. Ved det jeg altid gaar med det og kysser det saa voldsomt, blev det saa tit ureedt. Derfor flettede jeg det. Men saa saae det ikke længer ud som dengang jeg fik det fra din Haand og nu er det i den gamle Skikkelse igjen. Tak du kjelne, velsignede Glut, fordi du kalder mig din Dreng! Lev vel min Elskte skriv mig snart til igien.

Din
Øhlenslæger.

d 16 Junii 1800.

Ved min Moders Grav.

Det er forbi!
Taushed svæver om dit Liig i Gravens Gjemme
de ile hver til sit, som fulgte dig!
fortvivlet paa din Grav jeg kaster mig
men o du hører ei min brudte Stemme.

Det er forbi!
Kulde sover i dit før saa varme Hjerte
som slog for mig, med høje Moderslag
o evig mindes jeg den skumle Dag
Da dette Hjerte brast! i Dødens Smerte

Du var mig huld!
Faa kun elske mig paa denne mørke Klode
Du elskte mig! og reves fra min Favn
nu staaer jeg knust ved Mindet om mit Savn
jeg seer dig aldrig, aldrig meer du Gode!

Paa haarde Fiel
koldt og blegt dit elskte Legem hviler
o Blide! end i Døden var du blid!
du salig laae som Himlens Engel hvid
jeg seer dig end i Døden hvor du smiler!

Jeg trykker end
Kys paa dine kolde magre Arme
som sank i Dødens Stund, saa kraftesløse ned
men som beskyttede min Barndoms Kraftløshed
og trykked mig med Moderømheds Varme

Jeg stirrer end
modløs paa dit matte brustne øje
det smiler aldrig til din elskte Yngling meer
Det nedsank fugtigt, dødt som Gravens kolde Leer
for aldrig mer at bæve i det Høje!

Det er forbi!
Moder! hviil da sødt i Gravens mørke Gjemme
det varme Hjerte som du Elskte skjenkte mig
skal ømt og veemodsfuldt erindre dig
indtil det brister koldt ved Dødens Stemme!