Bakkehussamlingen

Kiære kiære Pige!

Jeg maatte nu afbryde min Oversættelse, for igien at læse dit kiære velsignede Brev, som endog fraregnet at det er det sidste, er mig endnu det kiæreste, jeg har faaet fra dig, og ligesom du i Gaar, fordi du hverken saae mig, eller hørte fra mig, maatte skrive mig til, saa maae jeg for ikke at lade dit velsignede Brev ubesvaret, svare strax, hvorvel jeg ikke veed, om her kommer nogen ud i Formiddag, som kan bringe dig det, eller om jeg først kan komme med det selv i Eftermiddag, da du tillige kan giøre Regning paa mundtligt Svar. Tak, kiære, kiære Pige, fordi du elsker mig saa inderlig! tak for det Hierte, som i hver Smaating fremlyser saa fuldt og saa meent; skiønne paa det, skal jeg, og giør jeg; Gud give mig at lønne det med al den Lykke det er værdt.
Jeg havde selv haabet at see dig i Gaar Eftermiddags; men det kiedsommelige Avisskriverie optog mig næsten den heele Eftermiddag; og siden, da jeg endelig blev færdig dermed, maatte jeg ud til Heiberg, som for det første ikke havde svart mig paa min Sæddel, hvorved jeg lod ham vide, det var i Aftes, vi samledes, saa at jeg frygtede, den kunde være mislykket; og som derved satte mig i dobbelt Stik, da han deels var den, Fabricius frem for alle vilde see, og kiænde, og jeg deels fik en Skrupel, om han ogsaa havde fattet, det var ham eene, og ikke tillige hans Kone, jeg havde bedet. Jeg løb da derud Klokken 6, og blev saa inderlig godlidende modtaget af hende, – han var ude – hun vilde aldeles ikke lade mig gaae, uden jeg først skulde drikke Thee hos hende; hun fortalte mig, at hun havde været saa glad ved det korte Møde med dig, og dit Adfærd mod hende; og gav mig en saa særdeles reel Hilsen med til dig, at jeg ikke kan ansee den Gang for spildt, skiøndt den var unødvendig; thi alt var i sin Orden; og hvad der særdeles glædede mig, Heiberg var ikke blot høyst venskabelig imod mig, men og og overmaade oprømt, endskiøndt hans Kone havde sagt mig, at han ikke var i saa godt Humeur, som hun ønskede.
At Aftenen i Gaar var i sin Art moersom, haaber jeg, din Fader har sagt dig; thi jeg giør mig virkelig det Haab, at han – i sin Stilhed – ikke kiedede sig. Jeg fornøyede mig; thi – til dig kan jeg jo nok i Stilhed være lidt forfængelig, og det kildrer dig dog med – den Maade hvorpaa Fabritius, Heiberg, Falsen, Klingenberg, Olufsen, Collet, og kort sagt, alle de Mennesker, viiste mig Agt og Venskab, den var meere, end blot Tak for Mad. See – min gode Pige! nu tanter jeg ikke! saadanne Menneskers Agtelse og Godhed er for mig et Slags Borger- og Videnskabsmands Certificat; din inderlige Kiærlighed er et Skudsmaal, at jeg dog nok maae være det, hvad jeg sætter meest Priis paa, et godt Menneske; altsaa er jeg ikke at fortænke, at jeg bliver lidt stolt. Nu levvel! jeg skulde rig//tig nok bestille andet i Formiddag, end blot skrive til dig; men det er saa tungt at holde op. Imidlertid – levvel, kiære elskede Pige! lev vel, og hils Moder og Peder, og Christiane, og tak din Fader for i Aftes.

Hilsen og inderlig Kiærlighed!
Rahbek

[På konvolutten:]
Til
Jfr. K.M. Heger.