Bakkehussamlingen

Kiære gode Syster!

For en 8^te Dages Tid siden fortalte Oehlenschlæger mig, at Lieutenant Steffens havde været ude hos Eder, og at Du havde talt med ham, om at det giorde Dig ondt at han ikke kom ud til Eder paa Fader[s] Geburtsdag, vi talede i den Andledning adskilligt, og Oehlenschlæger forsikkrede at den hele Ting var ham saare ubehagelig; men han saae dog ikke det kunne være anderledes. Idag da han er her, kommer vi igien til at tale om det samme. Jeg har ikke villet raade Rahbek til at skrive ham til, netop af den Grund at jeg ikke ikke var vis paa at der kom noget ud af det, og saa var det kun en Ubehagelighed til; nu da jeg derimod troer at det kunne blive godt, saa vil jeg medele Dig alt hvad der er kom-//met ud af vor Samtale, til Din nøyere Overvejelse, og tillige bede Dig ikke at tage mig noget i ringeste Maade ilde op, da Du vel maae betænke, hvor let jeg maaske kunne fristes til at raade til noget, som kun kunne undskyldes fordi det gielder om at bringe Oehlen: i god Forstaaelse med Eder, som er mig saa usigelig magtpaaliggende. Da jeg intet skiuler for Oehlenchläger, skiulte jeg heller ikke Dit Brev fra i Søndags; det var ham ikke ukiært; tvertimod han blev ret munter og talte en hel Deel om god’ Syster, Hunden etc. og sagde at et Brev fra Rahbek kunne være meget tienligt, han kunne da svare ham og sige ham adskilligt som han maatte viide naar de skulle komme sammen, desuden sagde han mig, kunne jeg let indsee, at han ikke kunne komme, efter ikke at have været der saa længe, nu paa Fre-//dag uden Invitation. Dette Heele skulle Du om muligt skiule for Rahbek. Gud veed hvordan han ville see det. Du er min gode Syster og Oehlenschlägers sande Veninde og der til et Fruentimmer, saa Dig kan det næsten ligesaalidt som mig *, være fornedrende, at det skulle begynde fra Eder, nemlig at Rahbek skulle skrive ham til først. I alle Tilfælde er Du saa god at brænde dette, da jeg liggesaa lidt skiøttede om Rahbek skulle see det, som Oehlenschläger. Isteden for at Du sidst overlod alt desangaaende, i mine Hænder, overlader jeg nu alt i Dine.
Gud velsigne Dig! Jeg skal aldrig glemme hvilken Søster jeg har i Dig! Gid jeg var i stand til at giøre Dig Giendgield. – Jeg er ikke saavel idag, som igaar, Hovedet er galt og Bry-//sten[?] er langt fra ikke uden Smerte; imidlertid kommer jeg mig nok; idag skal jeg begynde at hvile lidt igien. Mine Hænder ere som Iis, det er tildeels Aarsag til at dette næsten er ulæseligt. Lev vel gode kiære Syster!

Din Christiane

Du kan troe at naar Folk er lidt Uvenner, giør det saa godt at De faaer Bladet fra Munden, og intet dræber Velvillien saa aldeles, som naar man undgaaer hinanden; derfor gid O: og R: kunne […?] komme til en Forklaring med hinanden. –

i Hast af Frygt for at det skulle være for sildig at faae det ud i Dag.

*at sige om Oehlenschlæger giorde Begyndelsen.