No. 114 af 475
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Adam Oehlenschläger u.å. [efter 27.07.1812] [+]

Dateringsbegrundelse

Peter Braams Valore daterer dette brev til efter d. 27/7-1812, og dette brev kommer altså få dage efter det foregående nummer.

Kamma Rahbek [+]

Modtagersted

Bakkehuset, Frederiksberg

Værktitel

u.å. [efter 27.07.1812]

Original
Dokumentindhold

Denne særudgave af Hundeposten, andet nummer af Agenes Honnepost, daterer Peter Braams Valore i Hundeposten – Adam Oehlenschlägers breve til Kamma Rahbek til efter d. 27/7-1812, og det ankommer altså til modtageren kun få dage efter det foregående nummer af Hundeposten. Tematisk er denne Hundepost en fortsættelse af det foregående nummer, og Adam Oehlenschläger fortsætter sin satire over dyrlægen professor Viborg, der førte en nådesløs kampagne mod det københavnske hundehold. I dette brev fremlægger Oehlenschläger en satirisk stambog, hvori han kommer med en række satiriske allusioner til bl.a. Goethe og især rivalen Levin Christian Sander.


[Titelblad]

Agenes Honnepost. No. 2.

[Illustration af hestevogn, hvorfra der flygter hunde]

Det vilde være overflødigt at oprippe Saaret paa ny, ved at udlægge omstaaende Kaaber. Her seer man en nyttig Borger i Staten, som fast fortvivler over sit vanskelige Kald. I det han har slaaet Løkken om Halsen paa den ene Hond, har han uforsigtigvis ladet Kisten staae aaben. Her af benytte de allerede fangne Honde sig, for at erhverve sig Frihedens kostbare Klenodie. Han maa altsaa slippe Honnen med Løggen. Honnen pidsker af, som om den fik en Uløgge. De andre spriger ud. Manden er i Fortvivlelse. Men hans aandsnærværelse forlader ham ikke. Han griber de flygtende Honne ved Extremiteterne. Om det hielper noget, maa Gud vide. Man har ikke upassende sammenlignet denne Gruppe med Laocoons. Og der mangler kun en ny Lessing for at skrie et nyt Alphabet i denne Anledning –
Den lille Hund, som pidsker af, har saa meget mere Aarsag, som han længe har nydt Friheden, ved at reise udenlands. Han har paa denne Reise havt en Stambog, hvoraf vi meddele Læseren nogle Stykker til en Prøve.
Det første Stykke har en berømt Bullenbiderr skrevet for at indvie Bogen, hos hvem vor Reisende i Hamborg gjorde sin Opvartning. Det imponerer ved sin mandige Simpelhed og sin oekonomiske Venskabsyttring, der viser det var en Hund der ikke lod sig for meget henrive:

_________________

                “Zum Andenken guter Stunden, da wir einander in den – riechten.”

_________________

Sultan

_________________

         De følgende udtale selv deres Væsen.

__________________

         Ich denke dein wenn ind dem Mondschein helle
         Ich mache Poesie
         Ich meine nemlich hie:
         Wenn ich den Mond anhelle.

Herkuline.

_________________

         Je me suis tû cinq ans; et, jusque à ce jour
         D’un voile d’amitié, j’ai couvert mon amour.

Racine.

_________________

         Erindre dig, hvergang du gnaver et Been, den Landsmand, som du traf paa din Vei, og som deelte sin Grød med dig, uden at vise dig Tænder.
         Symb: non videri sed esse.

_________________

[Lille illustration af gravsted] Den æd[l]e døde ved at forsluge sig paa en Hofteskaal af en forsteenet Ko.

              Du gaaer min Ven til Hine fierne Egne
              Hvor Lasten boer i Larm af Stæders Muur
              O glemei den, som skal i Graven segne
              Naar Sandet er udrundet i hans Uhr
              Skiænk ham en Taare, naar dit Øie bæver
              Paa Stedet som hans Aand til Himlen hæver
              Han vandred til et skiønt et bedre Land
              Som nu du væder med dit salte Vand.

Zarine.

         NB: Denne Hund lever endnu.

_________________

              Hvad vild du med Griller?
              Af Sorg har vi nok!
              Jeg seer uden Briller
              Jeg gaaer uden Stok.
              Ei Taaren har væsket
              Mig Kinden i Nød
              Om ei du har Flæsket
              Saa har du dog Brød.
              Og har du af Vandet
              Kun altid en Skaal
              Saa var det forbandet
              At komme med Skraal.

Jolie.

[Lille illustration af gravsted] Dette lystige Hoved døde af Hypokondrie da Øinene begyndte at rinde ham for stærkt af hans egne forbandet vittige Indfald.

[langs klammen] ubrugeligt Nissen
[I en klamme] “Was soll unsrer letztes Wort seyn, wenn wir auf der Leiter zum Galgen steben? Es lebe die Freiheit – Und wenn die und überlebt können wir alle (x) ruhig sterben.”

Philax

[Lille illustration af galge] Denne ærlige Hund var det, som i sidste No blev hængt af Professor Viborg, en berømt By i Jylland.

_________________

Daaren seer efter om der er Kiød paa Benet. Den Vise Undersøger Marvpiben først, før han bort kaster.

_________________

[På skrå] Sym: Du skal ikke skue Hund paa Haarene.

Schreibe seinem Freund zum Andenken.

Hurtig.

_________________

“Liebe ist wie die kupferne Müntze, mit jedem Augenblick wird sie kleiner; Freundschaft ist wie die Seifenblase, sie wächst in der Sonne so lang bis sie platsch.”

November Wasserfontaine.

[Rund silhuet-illustration af hundehoved]
Erindre dig ved dette Silhouæt
En Hund med hvem du tit har spist dig mæt.

_________________

Quand on est malheureux on est jamais heureux!

Larmoyante.

_________________

NB: Denne Sentens maa læses med Pathos og med Haanden paa Brystet.

(Fortsættelse følger ved Leilighed)

[I nederste venstre hjørne] (x) alle Hunde nemlig.

Tillæg til No. 2.

Hymne til Gud af Sander.

                            O Gud du fromme Gud
                            Som Himlene bevæger
                            Du er ei slig en Stud
                            Som Adam Oehlenschläger.

                                          ___

                            Du er en anden Karl
                            Saa din Velgierning viste.
                            Den satans Hakon Jarl
                            Blev Pinden til min Kiste.

                                          ___

                            Hvor hellig er din Gang!
                            Du undertvinger Loke!
                            Med Knud von Lavemang
                            Jeg udstak Palnatoke

                                          ___

                            Du griber Lynet fat
                            Du lader alt florere
                            En slem Walpurgisnat
                            Mig tvang til at purgere

                                          ___

                            Du deler Skyens Dunst
                            Du alt kan corrigere!
                            Men det er ingen Kunst
                            Om Kunst at deklamere.

Verte.

                                          ___

                            Enhver er Døden vis
                            Det læse vi hos Baruk
                            Men min Eropolis
                            Langt overgik dog Faruk.

                                          ___

                            Jehova du er stærk
                            Mod dig er jeg en Stodder
                            Nu har han gjort et Værk
                            Den Satan om Stærkodder.

                                          ___

                            O Herre tag mig væk
                            Thi Had bør forekommes!
                            To Store i en Sæk
                            Kan ingenlonde rommes.

                                          ___

Denne Hymne som en agtværdig Ho[l]steenmand har gjort for de Døvstumme, troer udgiveren ogsaa vil kunne interessere talende og hørende Læsere; hvoraf den i et Bilag meddeles her.

Arkivplacering
Arkiv 1: Oehlenschläger (Opfølgning mangler)
Andre referencer

Brevet er trykt i Peter Braams Valore (Bakkehusmuseet udg.): Hundeposten – Adam Oehlenschlägers breve til Kamma Rahbek, Kbh., 1999

Emneord
Adam Oehlenschlägers "Hundeposter" · Adam Oehlenschlägers forfatterskab · Bakkehussproget · Stambøger
Personer
Christiane Koren · Adam Oehlenschläger · Kamma Rahbek · Knud Lyne Rahbek · Levin Christian Sander
Sidst opdateret 27.11.2017 Print