Bakkehussamlingen

Marly, près S^t. Germain en Laye, d 1^ste Martii 1806

     Min ædle, virkelige Ven!

I hvilken ubetalelig Gield er min Fantasie og mit Hierte til Dem, elskværdige Gierlew! To saa indholdsvære, geistrige, venskabsfulde, underholdende og i mange Henseender fortryllende Breve, som Deres Sicilis fra Neapel og Deres nærværende Dana fra Kiøbenhavn fordre meer end mine tilstoppede, om ikke just udtømte Evner formaae at erstatte i lige Mynt, det er at sige: i veltalende Meddeelelse. De bemærker selv (omendskiønt med den fine Delikatesse, der er Dem naturlig) at min Alder giør mig uskikket til et episk Arbeide; er det sandt, hvor uendelig meget meere maae den giøre mig uskikket til det ikke blot “Herkulische”, men “Adonische” Foretagende at besvare Epistler, som alle Muser og Grazier synes at have foreenet sig for at diktere den raskeste, livfuldeste, meest blomstrende Yngling? Sandelig, kiæreste Gierlew! Jeg troer at udsætte mig for mindre Fare, ved at prøve paa, at tage Køllen fra Geryons Knuuser, end ved at forsøge paa at beile med Cyprias Yndling. Jeg føler [hos] mig i det mindste en temmelig Grad endnu af den Styrke, xxx som overvinder; men næsten aldeles intet af den Skiønhed, som indtager; og ligner jeg Dem meget endnu, er det (mit giensidige Venskab fraregnet) formodentlig blot i Huden. Jeg giør altsaa formodentlig best i at opgive aldeles det indbildske Forsæt at besvare Deres Breve, især Deres meer end Olims baggeseniske Siciliy, og i dets Sted skrive Dem ligefrem til, som jeg kan, med i det Høieste to Muser og een Grazie til min Understøttelse.
     De to Muser ere Urania (som jeg haaber at have fastholdt ved et Taarn, jeg har bygt herude i min Have, fra hvis Top, jeg betragter Stiernerne – desværre! hidindtil uden teleskop – ) og Polyhymnia (som ikke vil forlade min Kone) – og Grazien er inderligt, hierteligt Venskab. De seer selv, min Ven, at af alle Pierider ingen have mindre at bestille med et Brev, end netop de to, der ikke have forladt mig. Jeg vil altsaa holde mig eene og alleene til den sidste.
     Hvor skal jeg begynde? Det er Kniben, naar man er Museløs; thi det er, som De veed, altid Musen selv, der begynder. Jeg har saa uendelig meget deels i Hovedet, deels især paa Hiertet, at sige Dem, at jeg virkelig ikke veed ud eller ind i den talløse Hob af Tanker, Følelser, Erindringer, Hendelser, Forsætter, der tilstimle mig, ved at hensætte mig for et Par beskaarne Ark, for at meddeele mig Gierlew. Gierlev, som ingen Uge har forladt min Siæl siden jeg lærte at kiende hans, ved hans Deeltagelse i min Sorg og Glæde paa en blot for hans Skyld mig uforglemmelig Reise! Gierlev, i hvis Ansigt, og Indsigt, og Udsigt jeg ofte syntes at see mig selv med een elskværdig Feil meer, og hundrede uelskværdige Mangler mindre! Gierlev, som jeg (for saa vidt jeg er dansk Digter) ikke tager i Betænkning at lægge i én Vægtskaal, naar jeg lægger mit hele mig kiendende og læsende Fædrenelands Indvaanere i den anden, og som alleene opveier – hvad siger jeg? overveier dem alle! Gierlew, der har viist tusinde Gange meere Taknemmelighed imod mig for 3 usle Louisd’or, jeg laante ham i et Fald, hvor det vilde have været nederdrægtigt, ikke at deele sin Pung endog med en Fremmed – end næsten alle mine // Fædrelandske Venner og Velyndere (min sande Ven Walterstorff i høieste Grad undtagen) for Opoffrelser i mange Aar af næsten alt, hvad jeg havde at offre! Gierlew, der er den eeneste, næsten aldeles uden Undtagelse af alle mine Venner – Bekiendtere vilde jeg sige – der har vidst at smigre mig, ved hiertelig at erkyndige sig om min Kones Befindende! Gierlew, der tilskriver mig himmelske Bøger uden Svar – medens andre have ladt bøger fra mig ubesvarte, med blot en Seddel! Jeg gjentager oprigtigen, jeg veed ikke, hvor jeg skal begynde; thi alt, alt, ønskede jeg paa eengang at sige en saa sielden, en saa prøvet, en saa elskværdig Ven, der længer end et Aar har ønsket uforkiølt, og ventet med tilgivende Utaalmodighed.
     Lad mig dog for alting sige Dem, min Ven! at De virkelig af alle er den jeg først og helst, maaskee Moltke undtagen, havde tilskrevet, hvis jeg havde kunnet – hvis jeg havde havt Deres sikkre Adresse – og hvis jeg havde troet det Umagen værd paa nogen Tid, at underrette noget Menneske paa Jorden om min virkelige Tilværelse. Hvad Deres sidste her hos mig liggende Brev angaaer, da, uagtet det er skrevet og afsendt i Enden af forrige Aar, har jeg først faaet det for et par Dage siden. Det har ligget incognito i Paris hos vor Minister, og en lang Upasselighed hindrede mig at afhente det. Jeg har overhovedet i de sidste to Aar kiempet bestandig med Sygdommen i mit Huus, og med tusinde Bryderier, indtil Tyverier og Processer uden for det. De maa ogsaa vide før jeg gaaer videre, at jeg for lang Tid siden ikke længer er i Paris, men i Marly, hvor jeg har kiøbt og indrettet mig et Huus og en Have, længere fra Verden end nogen Dødelig, der ikke er fuldkommen Eremit, og saa aldeles uden Deeltagelse i dens Handeler at det er Maaneder siden jeg læste en Avis, og at jeg hverken veed om der er Krig eller Fred, eller om Fredsforstyrreren, Menneskeslægtens Fornedrer, er død eller levende.
     Medens De, min Ven, i en meer eller mindre mig velbekiendt beruusende Fortryllelse reiste fra den eene Ende af Europa til den anden, bestod mit Pariserliv i en næsten uafbrudt Sygevogten. Langsom døde min værdige Svigerfader, efter 2 Aars egentlige Livløshed, i vore Arme – langsom kom sig min Fanny nogenlunde igien af det Stød, saa megen Jammer havde givet hendes fine Nervebygning. For to Aar siden skiænkte hun mig en tredje Søn, min Paul, det vittigste og elskværdigste Barn, jeg har kiendt. Men hvilke Angester har hans Eroslivs altfor underfulde Udvikling alt kostet os! To gange er han reddet. Under lutter huuslige Bekymringer, og ubeskrivelige Sorger for Udkomme, levende paa tredie Aar blot af udsuende Aagerkarle (thi først for et Par Maaneder siden er min Pension ved Walterstorffs Mellemkomst bleven mig udbetalt, jeg var 2 udslagne Aar uden mindste Indkomst – i Paris! (In parenthesi: det er vanskeligere end en Reise rundt om jorden – og jeg er nødt til at sige mig, en lige Forfatning i Kiøbenhavn vilde have kostet mig Livet, da jeg aldrig havde overtalt mig til at opofre det min Ære!) – under alle disse indvortes Gienvordigheder faldt Europas Formørkelse, Forstyrrelse, og Fornedrelse, det sidste Frihedshaabs Udslukkelse, alle mine cosmopolitiske Ønskers Tilintetgiørelse med næsten aldeles sønderknusende Tyngde paa mit Hierte, der fra min spædeste Tankealder af har været forfængeligt // nok, for med Enthusiasmus at deeltage i det borgerlige Samfunds Forbedrelse, og Menneskeslægtens Forædling. I dette Tidsrum blev jeg af Galde Satyr, bidende Satyr – sidenhen, ikke af Feighed, men af Kiede til at brændemærke hvad der var alt for dybt under min Siæl – episk Jordomreiser. Med inderlig Overbeviisning, understøttet af de meest oplyste Kienderes Omdømme, har min mig levnede Indbildningskraft udklækket den lykkeligste af alle mulige episke Ideer. Om jeg kan bringe den til fuldkommen Modenhed, opdrage den, som den bør opdrages? er et andet Spørsmaal – men i al Fald min Ven, det blotte Udkast, den blotte Plan til Ozeania, eller Cooks Weltumsegelung, og de to første Sanges Udarbeidelse, vil, hvis og blott det engang kommer for Lyset, giøre mig udødeligere, end alt hvad jeg allerede har digtet og skrevet, eller kunnet digte og skrive. En ubeskrivelig streng og ubestukket Kiender, har erklæret at ingen nye eller gammel er kommet Homer nærmere i episk Sang og episk Tone – men især, hvad man troede umuelig i episk sin Tidsalder gribende Interesse. Jeg bør saa meget mindre tvivle om disse Dommeres Upartiskhed, da det ikke er Tydske, ikke Engellændere, der have fældet dem; men Franske. Men hvorledes det er den ellers beskedne Baggesen mueligt at tale om sit eget Arbeid i denne ØhlenslægerSchlegeltone forundrer maaskee ingen meere end mig selv. Det vilde virkelig forundre mig til Vantroe, hvis jeg ikke tilføyede, at det i Grunden ikke er min, men Æmnets Fortieneste; og at jeg egentlig – eller min Muse – er kun en Høne, der har fundet en Perle. Men siden herom – saa meget meere, da jeg maaskee for bestandig lar denne Perle ligge – upaatvivlelig bedre tient med Bygkorn. Næsten bestandig har jeg – trods alle franske prosaiske, og alle tydske poetiske Svinkeærender – vedblevet at digte i mit Modersprog. Jeg har iblandt andet bragt et Bind poetiske Breve, fra Aar 1785 til 18[05?], tilveie ved at samle deels hvad jeg af dette Slags har havt Copie af, deels hvad jeg i de sidste Aar har rimet, til et par gode Venner. De taaleligste af alle disse Riimepistler ere maaskee de to til Dem – De maae altsaa ikke vente Mirakler – men alle ere de i det mindste løyerlige; have og maaskee den Fortieneste, (hvis det er een) at være de første i deres Art – om det er en Vanart, overlader jeg Dem og sildigere Qvintilianer at afgiøre. Endnu et andet Bind danske Poesier i allehaande underlige Toner er ligeledes færdigt til Trykken. Hvad Odin og de skandinaviske Forvandlinger angaaer, da har jeg ladet det beroe dermed, indtil jeg faaer at see hvorledes hr Ohlenslæger har behandlet eller behandler disse Materier – og det sandelig ligesaameget af Interesse for ham, som Digter (hvis han virkelig er det), som for mig selv. Min Siæl kiender ingen Skinsyge paa denne, som mig synes, over al Forfængelighed ophøiede Løbebane. Jeg er mig bevidst i mit hele poetiske Liv, at have sørget meere for at udbrede Ewalds og Wessels end min egen Digterære. Det er neppe mueligt, at en Prosaist hierteligere og ivrigere kan have hyldet og udbasunet en Poets Talent, end jeg, selv Poet, hyldede og udbasunte Øhlenslæger, da det ahnede mig. Ahnede mig, siger jeg – thi jeg saae den syttenaarige Pige kun endnu i Vuggen – dengang. Jeg frygtede siden med Grund Børnekopperne, da man lod til hverken at ville inoculere hende med Studium, eller vaccinere hende med Kritik. Har hun overstaaet dem uden at lide Skaar i den Skiønhed, hun lovede mig, skal det være mig hiertelig kiært; og // uagtet Herr Øhlenslæger har erklært, at han ikke vidste hvad Poesie var dengang han holdt mig for Digter, skal jeg være redebon at erklære, at han altsaa var det, uden at vide det. Jeg elskede eengang Øhlenslæger, og saa meget meere maaskee, da fast alle miskiendte ham – og han havde en næsten grændseløs Uartighed nødig, for aldeles at forkiøle min Interesse for ham. Men næsten alt tilgiver jeg med lethed en ung Poet, især hvis han virkelig er det. Kun har jeg Møie med at overbære med en vis Grad af Indbildskhed. Et høitsvævende Ideal synes mig at giøre den umulig. Jeg har Uret; thi Feilen i al Forfængelighed stikker sikkert meere i Hovedet end i Hiertet. De seer af alt dette min Ven, at jeg endnu tænker og føler dansk, og arbeider i mit Modersmaal. Selv min Oversættelse af Homer har jeg fortsat, og tænker at arbeide derpaa til mit Livs Ende. Men tal mig ikke om Digternavnet. Jeg foragter i ubeskrivelig Grad Mængdens Dom – og det er Mængden som giver Navnet i – Samtiden. Odi profanum vulgus & arceo. Ved Himlen! Var det ikke for Boghandlernes Skyld, som betaler Arket derefter, jeg vilde heller have Hebels (De har maaskee aldrig hørt hans Navn) Obscuritet, end Delilles Celebritet, som jeg og uendelig meget heller gad have digtet de ægte homeriske Alemannische Gedichte end rimet alt hvad Delille har rimet. Den sande Digters Lod overalt, og i enhver Tidsalder, den barbariske undtagen, er offentlig Foragt. Det gaaer denne Guds Søn, som alle Guds Sønner, der nedstige fra Faderens høire Haand, og paa jorden tage en Tieners Skikkelse paa, for at forsone Guddommen med Menneskeheden – De have neppe hvortil de kunne helde deres Hoved, de finde i det høieste tolv Venner i Verden, blandt hvilke tolv der altid er i det mindste een Judas eller Rahbeck, der ikke mangler ved Leilighed at forraade Menneskenes Søn med et Kys – de have (det er disse Guds Sønners hele Trøst) en Hoben Marier og Magdalener og Marie-Magdelener omkring sig, der vaske deres Fødder med deres Haar, eller deres Ører med deres smukke Hænder – det hænder sig vel endog at en Portia, eller Louisa Augusta interesserer sig for dem, naar det er for sildig; men for Resten min Ven – læs Evangelium! – bespottes, hudflættes, korsfæstes og tornekrones de. Det herlige, digito monstrari & dicier: hic est oversætter den danske Bibel: ”See hvilket Menneske!” og betragter De Kobberstikket, som i Bibler og bibelske Historier forestiller dette Syn, maae De tilstaae, at et saadant Ecce Homo! kun kan friste en gal Mand. Med eet Ord: Jesu Christi Lidelseshistorie, er meer eller mindre enhver virkelig Digters Biographie, og hvis Nyerups Baggeseniske Levnetsbeskrivelse ikke faaer Dem til at græde, er jeg en falsk Christus c: en snaus Poet, eller han en falsk Evangelist c: en snaus Historieskriver. Tal altsaa ikke om Digternavnet, min Ven! Det klinger mig omtrent, som Disciplenes Snak om Jøderigets Oprettelse klang den gode Frelser, da han svarte dem: Mit Rige er ikke af denne Verden. Jeg seer ham smile. // Men tal mig om Deres eget individuelle Bifald, om Udødelighed – jo sildigere jo bedre – og Brummers Forskud – og jeg er lutter Øre. Det veed jeg hvad det er – det andet veed jeg ikke. Deres Bifald, for saa vidt det forsikrer mig, at jeg paa en værdig Maade forlyster et ædelt Menneske og en Ven, tryller mit Hierte – Udødelighed (saa ravruskende rasende gal, og imod al menneskelig Fornuft og Forstand stridende Lysten dertil er; saa upaatvivlelig ingen Barselkone har havt eller kan have en saa urimelig) er – hinc illæ lacrymae! – min eeneste Lidenskab – og Brummers Forskud i vor nærværende Guldalder, trods den slette Cours af vore danske Bankosedler, ere ikke at kimse af for en Mand med Familie, der elsker Kone og Børn et par tusinde Gange høiere end Sig Selv. Gientag altsaa, saa ofte De formaaer disse tre Lokkeraab, og De skal see, at jeg kommer.
     Men jeg mærker, at jeg, trods mit beskedne Forsæt, forsøger at besvare Deres Brev. Velan! Da jeg eengang har forvildet mig paa denne Vellystvei, vil jeg forfølge den saa langt jeg kan, trods den bedrøvelige Figur, jeg giør derpaa. De taler mig, kiæreste Gierlev, om et Folk, som stedse elskede mig, hvis yndede Sanger jeg engang var, og som for nærværende Tid vredes, og – glemmer. De synes at forstaae ved dette Folk det danske. Men hvad berettiger Dem, min Ven, til denne Formodning? Paa hvad Grund troer De, at Danmark nogensinde har elsket mig? De selv, og maaskee ni eller ti andre Landsmænd, ere mig rigtig nok i mange Henseender instar omnium millium men paa den Maade kunde jeg med større Føie troe at det hellige Romerske Rige, og det vanhellige Franske stedse har elsket mig. Man læser gierne min Labyrinth, siger De. Det beviiser i det Høieste at man elsker den – og dog kunde der siges meget selv derom – spørg Brummer! Man synger gierne mine Viser. Hvis Viser synger man ikke gierne? – ogsaa Tydskerne synge gierne mine viser. Men ere de saa elendige, at der behøves Kierlighed til Digteren for at synge dem? Det paastaaer maaskee andre; men De sikkert ikke. Et Folks Kiærlighed maa dog vise sig i noget; men hvori har mit Folk viist, at det elskede mig. Ewalds, Wessels, og andres Skiæbne var blevet min, hvis jeg var bleven i Dannemark. Et Folk, nok saa lille, der elskede og yndede sin Sanger, vilde ved en eeneste Subscription, uden at fornærme Delikatessen, lettelig redde ham fra Mangel paa det allernødvendigste. Intet, uden Boghandlernes Betaling for Arket, kan give en rigtig Maalestok for den Yndest en Forfatter nyder i sit Land. Hvad giæstfrie Omgang angaaer, da har jeg ingensteds fundet mindre end i Kiøbenhavn. Og hvad Agtelsen betræffer …… ja! der var en Tid, da jeg paa en venskabelig Fod omgik med Prindser og Grever og Baroner og deres Gemalinder i Kiøbenhavn; men de vare alle tydske kiære Ven; og selv [vor] fortreffelige Kronprinds lærte blot af tydske at kiende mig. ”Det kom af min Fortydskning”. Aldeles ikke; thi netop medens disse venskabelige Forhold fandt Sted, skrev og digtede jeg blot Dansk. Tal mig om Heiberg, som agtet og yndet og elsket i Danmark; men ikke om Baggesen. Om, af hvem, og hvorledes vi ere elskede, min Ven, føle vi selv best. Deres Illusion reiser sig blot deraf, at De selv ynder mig. De er dansk – men alle Danske ere ikke Gierlewer. Et lille Vink om mit Folks virkelige Agtelse og Kierlighed. Medens mit temmelig lange Ophold i Paris har Tydske af forskiællige Stænder, fra Prindser af til Studenter erkyndiget sig om min Bopæl og besøgt mig, og i det mindste viist // naar jeg traf dem i Selskab, at de kiendte mig af Navn. Ingen Dansk har hidindtil giort mig den Ære, og de ere at undskylde, thi hvor faa blandt dem, der have Formue nok for at reise udenlands, kiende mig af Navn? Jeg troer derfor ikke heller hvad De siger om mine Landsmænds Vrede – den vilde forudsætte, hvad jeg her har nægtet. Men Glemselen derimod, deri giver jeg Dem ret; kun er den ikke nye; den er allerede femten Aar gammel. Nei! kiæreste Gierlew! jeg veed, og erindrer mig, som den Tid da jeg var lille, med taknemmelig Veemod, at et par Familier, et par Studentere, og et par Smaapiger i Danmark have elsket mig; men mit Folk – mit Fædreneland ………. dog hvorfor skulde det have handlet anderledes imod mig, end mod næsten alle dets øvrige Sønner, der have stræbt efter Evne, at udbrede dets Navn i Litteraturens Verden? Tag Dem i Agt, min Ven! og giør Dem ikke alt for fortient deraf, hvis De ikke vil exileres.
     Med alt det, kiæreste Gierlev, elsker jeg dette Fædreneland, og valgte, hvis det gialdt om at fødes paa nye (og det stod til mig, at vælge) Dannemark frem for alle Lande paa Jorden, til Fødestavn. Jeg paastaaer, at det for ethvert følende Menneske, som ikke alt for ung har forladt Hiemmet, er umueligt andet. Kommer dertil, at jeg foretrækker dets Sprog for alle levende, og at jeg deri sang min første Andagt, og min første Kierlighed, er der maaskee ingen oplyst Mand i Europa, der i høiere Grad har den Svaghed at elske sit Folk end jeg. Men en Svaghed er og bliver det, besynderlig i vor Tidsalder, en blind, en ufornuftig, en halvdyrisk Svaghed, som enhver anden sandselig Lidenskab. Een af de helligste Pligter er det upaatvivlelig at tiene sit Fædreneland, saa længe man med Gud og Ære kan. Men opofre sit Fædreneland a l t; selv naar man ikke kan tiene det – er Pedanterie, om ikke Galskab – og især Galskab hos den, som hverken indvortes eller udvortes Formue har kaldet til at være Statsborger. Er jeg fød Digter, er jeg ipso facto, bunden til andre Love end Christian den Femtes. Men lad det være med Patriotismen beskaffen, som det vil; at Patria ubicunque bene! er en lumpen Sats, tvivler ingen ædel Mand om; men at Patria, ubicunque possibile! er en ligesaa lumpen, derom tvivler jeg meget. Den er i al Fald min. Erfaring lærte mig Umueligheden af at subsistere hiemme – og hermed besvarer jeg alle Beskyldninger for Upatriotiskhed.
     ”Men jeg burde i det mindste (hvis jeg og er nødtvungen til at leve i fremmed Land) skrive Dansk – og i det allermindste ikke skrive tydsk.” Det kommer an paa: i hvilket Sprog jeg troer best at kunne udtrykke mine beste Tanker og Følelser – eller især: i hvilket jeg best kan fremstille mine høieste Digter Ideer. Det smerter mig, at det ikke altid er i det Danske. Visse Æmner kan jeg upaatvivlelig bedre behandle i dette blide, godmodige, søde Sprog – men visse andre maatte jeg deri lade fare. ”Men lad dem fare!” raaber De. Tør jeg, bør jeg handle imod min poetiske Samvittighed? Jeg vil imidlertid see hvad jeg kan giøre. Jeg er vant til Opofrelser. Saa meget er vist, at jeg aldrig aldeles opofrer det Danske. Jeg er i Grev Gleichens Fald, jeg har to inderlig elskede Koner, og da de hidindtil forliges ret got, hvorfor skal jeg skille mig ved den eene? Naar den første bliver Moder til ni Piger, skulde den anden ikke torde føde mig tre Drenge? Det er alt hvad jeg forlanger. Det er ikke min Skyld, at den første kommer ned med lutter Pigebørn. // Jeg kan ikke nægte, kæreste Gierlev, at Deres Forestillinger og varme Interesse, foreente med den Omstændighed, at min Pension er bleven mig indbetalt, har givet min Ægtekiærlighed for nærværende Tid en Vending til min første Kones Fordeel. Men hvad Brummers Vilkaar anbelanger, da beviser den blotte Omstændighed, at han troer mig i Gield til ham, at han ikke troer sig i Stand til at betale mine poetiske og prosaiske Skrivter anderledes end Makulatur. Hvis han ikke lader omtrykke den første Deel paa egen Bekostning, er jeg ham sandelig intet skyldig. Giør han dette, er jeg rigtig nok i hans Gield for det allerede trykte; men hvis han anseer Sagen saaledes, er jeg hans ydmygste Tiener, og forlanger hverken den første Deel om, eller de følgende Deele trykte. O! den fordømte, digteren dræbende Bogtrykkerkunst! Hvi er man nødt til, saaledes at sælge sine Perler, som Sviin, og at slænge sine Perler for Sviin. Trykke burde man i det mindste hverken Philosophier, eller Poesier, eller Aabenbaringer. Bogtrykken har ødelagt sand Viisdom, sand Poesie, og sand Religion, som Kobberstikken har ødelagt sandt Malerie. Iblandt mine tydske Epigrammer erindrer jeg ved denne Leilighed eet, som jeg ønskede Deres Betragtning over: Her er det.

                                        Die Alten sind uns neuern überlegen
                                             In ihren Schriften, und ich weiss, warum?
                                        Die Alten schrieben nicht des Geldes wegen
                                             Und schrieben nicht für’s Publikum.

Jo! Nu skulde man see, at Homers Ilias og Odyssee vare blevne til, hvis man havde givet disse Oldsange fra Begyndelsen af i Trykken! Virgil (som De er i høieste Grad uretfærdig imod, kiære Gierlev! og som jeg har en lille Tvivl om, at De kiender alt for løselig, saa vel som Milton) var saa langt fra at give sit himmelske Digt (Digterkunstens Mesterstykke) i Trykken, at han ikke engang holdt det raadeligt, at lade det cirkulere i Afskrivter; men tillod sig blot at forelæse det sine Venner, Musernes Indviede – og Milton var maaskee aldrig bleven den nye Verdens Homer, hvis han havde fundet en Brummer. Horaz ærgrer sig allerede (i Brevet til hans Bog) om de mange Afskrivter han seer imøde:

                                        ”Contrectatus ubi manibus sordescere uolgi
                                        ”Coeperis, aut tineas pasces taciturnus inertis
                                        ”aut fugies Vticam, aut uinctus mitteris Ilerdam -———————— og
                                        ”Scilicet ut prostes Sociorum pumice mundus” –

Hvad vilde han have sagt, hvis han havde drømt om Bogtrykkerkunsten. Troe mig, min Ven! Muserne ere formedelst den blevne virkelige Gadetøiter af tydske Jomfruer, som de vare, og burde være. Jeg vil ikke tale om Metaphysiken, som ved den er bleven reen Sluddersladder – ikke om Religionen, som ved den er bleven, mindre end intet; det er at sige uduelig endog til at laane Digtere og Malere Gienstænde. Giør Viin saa gemeen som Vand, lad mælende og umælende Beester overalt kunne drikke den, naar de ville, og troe mig, at den taber sin Kraft at beruuse. Men hvorfor forvilder jeg mig? Nok sagt; alt er inderlig uskrømtet Alvor, at jeg maa giøre Vold paa een af mine kiæreste Følelser, min Muses stolte Blufærdighed, ved at lade trykke hvad jeg holder for mit egentlige Digterarbeide. Det Ønske at læses af mange har jeg aldrig havt – Mit kiæreste Ønske er at læses længe af faa. Det eene kan umuligen bestaae med det andet. Kozebuernes Hæder er mig non plus ultra af Svineskiæbne. Svinet, min Ven, er det meest udbredte, det bekiendteste, og meest ædte dyr paa vor Klode. Indtil Øerne i Sydhavet besudler det, og de vildeste og barbarisk[s]te Folk ikke blot føde, men feede det. Naar man har eet Skrivt om Forædlingen af Nattergalenes Sang har man tusinde Tractater om Forbedringen af Svine-avl. Sagen er at Menneskene ere, paa faa Undtagelser nær, Kozebuer, c: opretgaaende Sviin. // Man synger saalænge for Fæe til Sangen selv bliver fæisk; deraf kommer de mange uartikulerte Toner – uheli uuheli! u-uh! I Alpehyrdernes Koeqvæder – deraf kommer Blandingen af Sludder og Svulst i vore nyere Digte. Tilskuerne har meere Indflydelse paa Skuespillerne end Skuespillerne paa Tilskuerne, af den simple Aarsag, at de ere fleere – saasnart R o ms Amphitheatre bleve opfyldte af keiserlige Dagtyve, lagde Histrionerne sig efter at grynte, og Tibers Roscius var allerede et temmelig naturligt Svin. Homeriderne sang sikkert blot for Folkets Førere, havde de sunget som vi for Folkets Afskum, vilde deres Sange have klinget tidt anderledes. De virkelige Alpetheocriters Publikum er fiirføddet Qvæg, som jeg alt har erindret, Kiøer, Faar, og Gedder. Intet Under, at deres Idyller for to tredje Deelen bestaaer i Bä! Bä! mæh! mæh! og Bubu, og u-uheli-uh! uh. Men hvad betyder det, spurgte jeg engang en saadan Theokrit. ”Det er Omkvædene” sagde han – men jeg forstaaer dem ikke, blev jeg ved. ”Det troer jeg nok, svarte han, de er for Kiøerne. Fabula docet.
     Saavidt om Navn, og Hæder, og Publikum. Kunde jeg kiøbe dem alle tre for tre Louisd’or saa langt jeg er fra at tilbede Louis d’orer – jeg beholdt dem i min Pung. Hvad mine episke Forsøg angaaer, da forsikkrer jeg Dem paa min Ære, at, kunde jeg finde en Forlægger, der vilde lade dem utrykte overlod jeg ham dem for det Halve af hvad jeg ellers forlanger.
     Af Pligt (fordi jeg har lovet at levere danske litterariske Arbeider af og til i Betragtning af min Pension – en Omstændighed, som beviiser, at jeg ikke har min Pension i Betragtning af mine allerede leverede) af Kiærlighed til mit Modersprog – og af Kiærlighed til Dem, min Gierlev – vil jeg, hvis Brummers Liberalitet ellers strækker til at betale mig det blotte Haandarbeyde, opfylde Deres Ønske. Men ikke med Fortsættelsen af mine Samtlige Værkers Udgave – thi netop deri [er] forudsat, at jeg ophørte, og tog Afsked. Nei! jeg vil give meere. Jeg vil levere nye nye Samlinger, og nye Omarbeidelser af allerede trykte Stykker. Brummer vil desuden befinde sig bedre ved denne Plan; thi Brummer tar med Rette Mængden i Betragtning: og Mængden spørger kun efter nyt. Jeg vil altsaa (uden at ophave min Contract med ham i Henhold til mine Samlede Værkers Udgave engang i Tiden) indgaae en anden den uvedkommende. Nemlig saa og saa meget for Arket af Poesie, saa og saa meget for Arket af Prosa. Maaskee bliver Prisen lige, da Prosaen vil bestaae i Fortsættelsen af min Labyrint. Men paa de gamle Vilkaar er det mig umueligt at levere nye Arbeider. Perthes giver mig firedobbelt for Arket. Jeg raader altsaa Brummer at lade alt beroe med den gamle Udgave – til videre – og at modtage Arbeider af mig, som af en levende Skribent. Men selv maa jeg bringe mine Snurrepiberier til Markedet. Det vilde være ubeskedent at besvære Dem, især i Begyndelsen af en diplomatisk Løbebane, med tidspildende Anstalter – og dog kunde jeg ikke fortroe denne Sag nogen anden. Jeg maae desuden nødvendigen giøre et Spring til Dannemark, deels for at hente min Søn August i Corsøer, deels for [at] bevidne vor fortræffelige Kronprinds min hengivenhed og Taknemmelighed, deels for at see Moltke og Walterstorff. Maatte jeg kun ikke have den Ulykke, at forfeile Deres Giensyn. Jeg haaber at indfinde mig poste restante eller i Frederiksborggaden næstkommende Mai, i det seeneste om to Maaneder, med en temmelig Pakke af nye og gamle poetiske Klude. Bliv hiemme, hvis De kan saa længe, og reis tilbage med mig over Nütschau og Halle, og maaskee længer, til Paris, hvor min Kone hiertelig ønsker at see Dem. //
     Og fra nu af, kiæreste Ven og Broder! en ordentlig Brevvexling! Stød Dem ikke over Navnet Broder for Alderens Skyld! Jeg kunde maaskee have været Deres Fader; men De er alt for vidt, for at kunne være min Søn. Jeg er desuden ikke saa gammel, som De tror. Jeg har rigtig nok alt havt to Koner; men jeg skal endnu giøre Cour til min første Maitresse. Jeg gad vidst hvem af os to var den yngste i Dijon, og jeg gad vidst hvem der havde meest Lethed i Fødderne paa Gotthardt. Hvad Skribenten angaaer, da begyndte Rousseau sin Heloise i det fyrretivende Aar – og Milton sit Paradiis i det halvtredsindstivende. Veed De, og vor kiere Wolf med Tilforladelighed i hvad Alder Homer begyndte sin Ilias , hvis han ellers overalt har begyndt den? Klopstocks Udødelighed havde villet være vel faret med en senere Celebritet; havde han først i sit fyrretivende begyndt et Epos, havde han endnu valgt et andet Æmne, eller behandlet sit Æmne ganske anderledes. Troe ikke, min Ven, at blot Genie nogensinde faaer Bugt med den alting gnavende Tid – fuldendet Kunst alleene trodser alle Moder og Forvandlinger. Dem behøver jeg neppe at sige, at Homers Værker ere i høieste Grad Critikens Producter, og at de sikkert nu ikke bleve udgivne af en Wolf, hvis blot Homers Genie havde frembragt dem. Deres, som De kalder den individuelle Mening om Epopeerne – er, især i Frankrig og Engelland – den giængse. Men jeg kan ikke underskrive den – og om nogle Aar vil De selv tage den tilbage, som eensidig, og umoden. At alle nyere Epopeer ere meer eller mindre forulykkede, er en Sandhed, der indeholdes i den: at alle nyere Kunstværker (Rafaels undtagne) ere meer eller mindre forulykkede. De forsvandt med den poetiske Tidsalder, siger De. Jeg troer det omvendt. Men jeg maatte skrive en Bog herover. Troer De oprigtigen at at Homer har fortryllet nogen med ham samtidig Græker, som han fortryller Voss og Wolf og Dem og mig? I den poetiske Tidsalder existeerte ingen anden Poesie, end Tidsalderen selv. At Voltaire og Alxinger (et besynderligt Par) ikke haver skrevet Epopeer, er ligefrem – de skrives ikke, de digtes. Men at Milton ingen Epopee digtede – det, forlad mig! kan kun den paastaae, der enten ikke har læst ham, eller der har et Begreb om Epopeen, som ingen mig bekiendt Kunstdommer fra Aristoteles af til Addisson har havt. Hvad Æneiden angaaer, da stikker Feilen blot deri, at den ikke blev færdig – og i August, som reddede den. Ulyksaligviis var August den elendigste Heros Jorden har baaren næst vore Dages – og det er intet under, at han, som en pius Æneas fordærvede Digtet. Men Homer har ingen Sang, min Ven, som Sangen om Dido, ingen som Branden af Troja – og Kunsternes Verden har intet fuldendt Mesterværk at opvise (Homers undtagne, der og have havt Gud veed hvor mange Forfattere eller i det mindste Udarbeidere, altsaa ikke kunne tilskrives een Digter) der i Fortreffelighed kan lignes med Virgils ufuldendte Arbeide. Millies repetita placebit. Og De – Italiens Beundrer! – som ikke nævner Tasso! Giør mig ikke bange, kiæreste Ven! ved at hylde mig, som Digter, hvis De sætter blot sex eller syv Digtere over Tasso. Var jeg Italiener, satte jeg ham maaskee næst Virgil over alle. Camoëns skrev en Art af Heltedigt – hvilken Blasphemie! Men De har neppe læst Camoëns i hans eget Sprog, og det er den af alle Digtere ugudeligst mishandlede i alle Oversættelser. Men jeg opsætter til et andet Brev (nærværende blev ellers alt for langt) lidt meer at røre ved denne Materie. Kun een Bemærkning kan jeg ikke undlade at give Dem, min Ven, saa snart som muligt. De synes mig for meget at helde til den // Meening, at Digteren bør være Folkesanger, det er at sige fattelig og behagelig for Mængden. Som poetisk Muurmester – ja! men som poetisk Architekt – ved alt hvad der helligt! intet mindre! for saa vidt han giør Viiser, og fortæller snorrige Eventyr, og skriver løyerlige Riimbreve – ja! – men for saa vidt han giør Oder eller Epopeer (de, vel at mærke, egentlige Digte) nei! – Men skulde min for mig ellers saa partiske Gierlew maaskee i sit Hierte ikke tilkiende mig nogen anden Plads end den nederste i de sande Digteres Kreds? Troer han mig maaskee blot en ypperlig poetisk Muurmester, det er at sige, istand til at bygge nette og magelige Vaaningshuse, Dueslag, Bagerovne og Hundehuse, (Fortællinger, Viiser, Riimbreve, og Epigrammer) men aldeles uskikket til den høiere Bygningskunst, der udfordrer en Kunstbygger, af Theatrer og Templer og Triumfbuer? Og betyder hans uretfærdige Anfald paa de Episke Digtere maaskee hverken meer eller mindre end en fiin venskabelig Bortgiennen fra et Træe, hvis Frugt han troer mig lige saa forbuden som Rönnebærrene Ræven? Tiden vil lære det; thi jeg haaber at han et halvt Aarhundrede vil overleve mig.
     Men det er Tid at jeg ender, eller i det mindste afbryder denne uendelige Væv om maaskee ingenting, for at sige noget af det, jeg egentlig vilde sige.
     Deres paa Dem saa behagelige Udsigter grundede Løfte snart at see os igien her i Paris glæder mig og min Fanny usigelig. Jeg veed ikke om jeg ønsker mig selv noget i denne Verden (naar jeg undtager det daglige Brød) med saa megen Higen, som Opfyldelsen af en Idee, jeg for længe siden har udklækket, som Menneske, Ven og Patriot, den nemlig engang at see min Walterstorff dansk Minister her og Dem, min Gierlev hans Legationssekretair. Jeg forudsætter at man for Resten paa een ham behagelig Maade affandt sig med den værdige, brave, mig meget hengivne Geheimeraad Dreyer. Det er en mig saa kiær Idee, at jeg umuelig kan andet end bidrage mit til dens Realisering – og næste Sommer er jeg ikke uden Haab, at kunne bidrage noget lidt i det mindste dertil.
     Det fornøier mig, at De har seet den Mand, jeg elsker høiest i Danmark, den ædle, den elskværdige, den fortræffelige General Walterstorff. Jeg befaler Dem, saa vidt inderligt Venskab er i Stand til at giøre Bønner til Bud, at cultivere denne sieldne Mands Bekiendskab, af hundrede Aarsager. Deels er jeg vis paa, at De vil elske ham, deels at han vil elske Dem, naar De bliver nøiere bekiendte; deels veed jeg ingen anden Maade, at erstatte mig nogenlunde hans savnede Omgang, end ved at nyde den i Deres Legem og i Deres Siæl, det er at sige i min yngre, elskværdigere Tvillingbroders Person. Gaae strax til ham, kiære Gierlev, og forelæs ham af mit Brev, hvad De troer, at kunne interessere ham, hvis De ikke finder anden Leilighed til at anspinde en fortroligere Samtale. Gaae til ham med Deres hele Munterhed, og sig, at De er Baggesen – for ham behøver De ikke at skamme Dem ved at tages for mig – og vil De bruge List, for aldeles at skuffe ham, saa tag blot et paar Vadestøvler paa, for at skiule Deres nettere Been; vaag Natten forud, for at have Øinene // lidt mindre levende og aandefulde, og bland hyppig Adverbierne overhovedet og i grunden i Deres Snakkestiil! Hav en Snuusdaase med – uden Snuus – destobedre! og led bestandig om Deres Lommetørklæde! Giør hyppige Udfald paa Svinehelten, August, jeg engang tog for en Menneskehelt; og glem i det mindste Deres Handsker naar De gaaer bort. Men glem for alting ikke at strække Armene med en Bevægelse, som om De vilde svømme, imod hans yderst elskværdige Søn Christian. Det kan være nok til Begyndelse.
     Sig ham for Resten, at De (jeg) i Grunden har været syg siden, og overhovedet i en Helvedes Kattepine; og at De var tilsidst sprungen i Seinen (udenfor Svømmegrændsen) hvis hans Vexel paa min Pension ikke var kommet i fortvivlelsens sidste Øieblik. Sig at De (jeg) i Glædens Enthusiasmus skrev ham – men først i December (da jeg ikke var bleven avertert om det tilsendte) et rasende taknemmeligt Brev til – rasende, fordi intet sprog kunde udtrykke min Følelse. Jeg gav det Guilleaume at besørge til Waiter; men – aldrig giver jeg Breve meere til den forresten tienstfærdige og virksomme Guilleaume – der naturligviis giver dem til Tieneren – der naturligviis etc. Sig ham, at De, uagtet De i dette Øieblik i Grunden har den Ære at tale med ham, overhovedet arbeider paa et doppelt Brev til ham fra Paris og Marly, hvori han formodentlig vil finde fuldkommen Undskyldning for min tilsyneladende Skiødesløshed. Sig ham, at jeg, som han seer, har Brugen af min høire Haand igien; og at den Tid let torde komme, da han overhovedet vil finde, at jeg i Grunden tilskriver ham alt for ofte. Sig ham, at man savner os Begge hos den gode gamle Geheimeraad, os alle fire – og hils ved denne Leilighed den gode, stille, beskedne, agtværdige og elskværdige Herr Boyesen og giv Christian et Kys. Sig ham, at jeg aldrig taler med Marquisinde Condorcet, uden at hun beklager hans Forsvinden, i det Øjeblik han blev hende kiær, og sig ham, at jeg, da han forlod Paris, ikke fandt det Umagen værd at reise til Byen meer end eengang om Maaneden.
     Naar De saaledes, elskværdige Merkur! har forrettet Deres Sofias Ærinde, sætter De Dem, trods Deres Vinger, hen for Deres bord et par Timer, for at tilmelde mig punktligen alt; og naar det er giort, kan De siden prygle mig arme Diævel, hvis Skikkelse De har paataget Dem, Huden fuld saa ofte De forlanger, hvis det nogensinde skulde falde mig ind, at De ikke er jeg, og at det i Grunden er Dem selv, De prygler.
     Endnu een eller to Commissioner, min himmelske Doublet! Udpiin af Brummer hvor meget han vil give mig Arket – og lad mig vide, om det er mueligt, imod Deres Caution (da jeg overlader Dem alle mine Manuscripter i Tilfælde af min Død – og lever jeg, har De Borgen nok for tre fire hundrede Rixdaler i min Ære) at at erholde et saadant Forskud af ham, for at kunne giøre min Reise til Kiøbenhavn. Hvis ikke er jeg nødt til at modtage en tydsk Boghandlers Tilbud, og bepakke mig med germaniske Oder og Ep….. (Gud forlade min syndige Indbildskhed!) isteden for med skandinaviske Epistler og Folkesange. Hils inderlig hiertelig i følgende Orden følgende: Walterstorff – Schimmelmann – Strøm – Hornemanns Huus – Ørsted – Kierulfs – Wedlerne, hvis De kiender Dem – Manthey – Nyerup – Pram – Winslow – og hiertelig hvem der ellers (om mueligt) endog med Vrede – erindrer mig. // Sig den gode Herr Brummer, at jeg, alvorlig talt, intet har hverken i Hovedet eller Hiertet imod ham, og at jeg intet ønsker heller, end at beholde ham, som min eeneste Forlægger, hvis han troer at kunne bestaae derved – og at jeg troer Ja, hvis han vil følge min nye Plan.
     I mit næste Brev lover jeg Dem en Efterretning om mit huuslige Landliv – og om de faa Forbindelser, jeg har beholdt her. Min Fanny hilser Dem endnu engang; hun er temmelig vel i dette Øieblik; min lille Paul ligesaa – men vi har alle – det hele Huus været syge denne fugtige Vinter. Seinen har tre Gange oversvømmet Egnen om Paris; og selv paa vor hersoms Høide har vi levet i bestandige Dampe.
     Men nu min Ven til Slutning, en lille Post, som ligger mig overmaade meget paa Hiertet. Jeg har en Søn i Corsør hos en Syg – døende – Gud veed om maaskee alt efter uendelig lang Lidelse salig Søster. Jeg har skrevet to Gange til Sognepræsten Herr Giellerup uden Svar. Min Søns Skiebne indtil jeg kommer selv, bekymrer mig ubeskrivelig. Først ved min Ankomst kan jeg udrede hans Pension for sidste Aar, hvis den ikke er udredet. De erindrer mig en Vexel, De sendte mig fra Rom hele tre; men intet Handelshuus her har villet udbetale den. Jeg har den eene, og har sendt de to andre tilbage til Fratelli, uden Svar. De kan maaskee ved min Landsmand i Rom reklamere denne Gield, hvori han endnu bestandig er, til Dem. I saa Fald giorde De mig en yderst venskabelig Tieneste at lade udbetale denne Bagatel til Sognepræsten Herr Giellerup i Corsøer, deels som en Foræring af mig til min Søn, deels for deraf at bestride de Postpenge, jeg har kostet denne brave Mand, uden at kiende ham personlig. Skulde De af en Hendelse kiende ham, saa vær saa god at være Borgen for mig, til min Ankomst, for ethvert Udlæg han vilde have den Godhed at giøre for min elskede Søster, eller min Søn.
     Jeg omfavner Dem, elskværdige Gierlev, af min ganske Siæl og Hierte, med alle De Følelser De kan ønske at besiæle Deres beste Ven! Maatte vores Meddeelelse fra nu af være uafbrudt! Maatte jeg snart erholde Svar paa dette chaotiske Brev! maatte vi sees igien i Kiøbenhavn og reise tilbage sammen mod Syden! Det er de vellystigste Ønsker, som for nærværende Tid spiire i mit Bryst med alle Foraarets Liveligheder. Foraarets Gud velsigne Dem!
                                                                                                 Merkur, din Sofia,
                                                                                                                                      Baggesen
(d. 5 ^te Martii, min Fannys Geburtsdag)