Bakkehussamlingen

Gode, søde Pige!

Jeg længes saa uendeligt efter min Christiane, ønsker saa varmt at trykke den skjønne yndige Glut til mit Bryst, presse min Mund paa hendes Rosenlæber, omslynges af hendes runde hvide Arme. Der brænder desværre intet Huus af hver Nat; giorde der det kunde vi endda giøre os Haab om at see hinanden. Jeg kiører desværre ikke hver Dag med din Fader til Springforbi; giorde jeg det kunde vi endda giøre os Haab om at see hinanden. Skal jeg da ikke see dig søde Pige førend paa Søndag! Veed min Christiane vel at jeg har et lille simpelt Indfald, Hvad om hun gik ud at besøge sin gode Søster paa Bakkehuset i Eftermiddag? Intet var da naturligere end at hendes troe inderlig elskende Øhlenslæger kom i Aften og hentede hende til Byen? I Morgen skal vi exercere i Overmorgen er det Søndag! Send mig Svar ved Karl, du Englepige! i Eftermiddag, naar han har spiist. Farvel! Tusinde brændende Kys, tusinde krystende Favnetag! Vel at du ikke befinder dig i mine Arme i dette Øjeblik, Skielmsmester, du vilde ellers atter troe at jeg ansaae dig for et Stykke Træe, saa fast skulde jeg trykke den sødeste Pige til mit Bryst.

Din uforanderlige *) Øhlenslæger.

E. Sk *) Nu vil du vel aldrig skrive mig til oftere fordi jeg er saa ufølsom at raillere med denne søde velmente Underskrivt, du før sommetider har brugt! Giør ikke det, jeg maa endelig have skrivtligt Svar paa mit Brev. -

[På konvolutten:]
Til
Jomfrue Heger