Bakkehussamlingen

Kiereste Pige! [Kiere…?]

Jeg fik dit Brev for silde i gaar at jeg ikke kunde svare paa det; og havde Tiden endogsaa tilladt det, saa troer jeg dog neppe jeg havde skrevet. Jeg vaar [sic] deels alt for oprørt til at kunne skrive, deels følte jeg at hvis jeg skrev saa blev det Lidenskabernes stærke Udbrud, og jeg indsaa hvor omhyggelig jeg maatte vogte mig for at sende dig et saadant Brev. Din Siel maa beroliges og vogte sig for al Opblussen enten det saa er af Glæde eller Smerte. Du kan sige med Werther: Mein Hertz will Wiegengesang. Tillad mig derfor ubeskrivelig kiere Pige endnu noget at indslutte min Følelse og mine Meninger hos mig selv, i min egen Barm. Jeg er Gud skee Lov saa stærk at jeg i det mindste kan bære dem til jeg har dig i mine Arme; men herefter længes jeg ogsaa usigeligt, og med en Slags Ængstelighed. Derfor kom ind til mig at mit spændte Bryst kan faae Lettelse ved din Barm. Thi jeg er saa nedslaaet og saa ulykkelig.
Dit Brev giorde det samme Indtryk paa mig som den uventede Lynildstraale der bringer Døden, havde du været i mit Sted og følt hvad jeg følte, da var du vist siunken til Jorden. Jeg slap med en Smule Bedøvelse, lidt vild Latter og en Beklemmelse som fik Luft ved Næseblod. Gud velsigne den brave gamle Drevsen og hans Datter som stod og hialp dig, da du var i Nød. Gid jeg kunde hielpe dem naar de lider i den sidste Kamp. Gud velsigne hver den som hialp til at formilde og berolige din opbrusende Siel, og Gud forlade den, som xxx bidrog til at bringe den i Giering.

Din Øhlenslæger til Døden.

Hvordan er det nu du arme Pige! Lider du endnu Christiane? Dølg intet for mig! Kommer du i Morgen? Kommer du ikke da lad mig for Guds Skyld vide om det er for din egen, eller Mad Drevsens Tandpines Skyld.

[På Konvolutten:]
Til
Jfr: Christiane Heger
paa
Springforbi