Bakkehussamlingen

5 [Tilføjet med blyant og en anden hånd]

Vandring til Landsbyen

Jo, du skal kjønt spadsere need, –
Din Doctor har jo sagt det;
En Vandring langs med Søens Bred
Har du ei før foragtet.

___

“Jeg bliver træt!” – Vi langsomt gaae,
Ved Søen kjøler Luften,
Og der er Græs at hvile paa,
Og der er Blomsterduften.

___

“Hvad leer du ad?” – Du bandt din Sko
Og sad besværligt bøiet,
Dit Suk, og Tanken – kan du troe,
Mig gjorde saa fornøiet.

___

“Hvor du er fæl!” – Kom, bedst vi gaae
til Byen over Vænge;
Der bor en Mand, som skal forstaae
En Kunst, hvortil vi trænge.

___

“Hvad da?” – Han bygge skal en Bo,
En lille, venlig Hytte,
Hvor Sorg ei boe, kun Fred og Ro,
Som Englene beskytte.

___
//
“Men jeg forstaaer dig ei!” – Probeer
Min kløgtige Annette!
Om, naar jeg ikke siger meer,
Du kan min Gaal[?] gjætte?

___

“Aa, siig alt strax!” – Befaler du?
Det hjælper dig kun lidet!
Saa tie kun med din Gaade nu,
Jeg vil slet ikke vide’t.”

___

Hvor her er svalt i denne Lund,
Aa, lad os staae lidt stille
Og kjøl forsigtigt her din Mund
I denne klare Kilde.

___

I Fjor, da var du let til beens,
Hvad ændrer ikke Aaret?
Man kan ei altid være eens,
Ja, seer du, saadan gaaer’et.

___

Saa kneiser Træet stolt i Vaar,
Thi Blomsten ikke tynger,
Men bøiet det ved Høsten staaer,
Af Frugt i tunge Klynger.

___
//

“Hør nu igjen nu er jeg vreed!
Jeg vil ei længer ha’ dig!”
Du kan ei flyve langt; – jeg veed,
Jeg kan ei skilles fra dig.

___

Men see! her ind vi træde vil,
Ifald du saa behager;
Her faae vi, hvad vi trænge til,
Her boer en – Kurvemager.