Bakkehussamlingen

Paris d 14 November
1873

Au soin de la Legation de Danemarc
Rue de l’Université No 37.

Kjære Fader!

Lige i dette Øieblik modtager jeg Brev fra Moder, som Svar paa det af Dig til hende sendte Brev. Tillad mig da Dit Brev jo i en hvis Grad angaaer mig, at tilføie et Par Ord.- At Du ei vil give dit Samtykke forstaaer jeg ikke, som jeg overhovedet ei ret forstaaer eller stemmer sammen med Dine Principer og Tænkemaader, men det er jo en gammel Kjendsgjerning, som vi jo desværre har havt saa mange Beviser paa; og hvorfor forstaaer jeg det ei? Af sammen Grund som jeg saa ofte har udtalt, og som jeg her ønsker atter at gjentage saa at de kjære Blædels ogsaa lære dem at kjende. Af Opdragelse havde jeg saa godt som ingen, jeg fik lov til alt hvad jeg havde Lyst til og hvad jeg ikke havde Lyst til blev jeg fritagen for. – som ufornuftigt Barn til min store Glæde, men til min Ulykke for den kommende Tid saaledes voxte jeg op // upaaagtet, uden at have Begreb om Pligt og Tvang, uden at blive mindet om Fremtidens Alvor, og til min Omgang valgte altid Bærmen af Kammeraterne; De naturlige slette Tendentser som vidstnok stærkere ere repræsenterede hos mig end hos mange andre unge Man qvalte snart, det sjeldne gode som baade fra din og Moders Side var bleven min Arvepart. Jeg var en Døgenigt, og jeg udviklede mig til at blive en slet Karl, doven, lidenskabelig Billiardspiller, Jæger, Fisker, og ureen i Tanken gik jeg – (Ja Du mener det jo) en straalende Konstnercariere imøde! – Dog spørg enhver anden som kjendte mig den gang. – Der var ikke een som ikke rystede paa Hovedet naar de saa mig, og husker Du hvor ofte Moder græd naar jeg løb snavset og barbenet, laset og uredt om paa vort yndige Landsted. Ja det var en Søn at være stolt af, en Søn der kunde gjøre Navnet Ære. Det var altsaa dit Haab? //
Saa reiste jeg til Tydskland, det er 7 Aar siden, – Da tændtes en Ild i mit Hjerte, thi jeg har et varmt Hjerte som Du, Det slog af Kjærlighed og af Menneskekjærlighed for den kjære unge Pige med de prægtigste Gaver med et Hjerte som kun faae i vor fordærvede Tid. Jeg gav Marie min Troe, men i al Stilhed dog i den dybeste Alvor og Erkjendelse af at hun var den som Gud havde bestemt skulde være min Ledsager i Verdenstumlen. Jeg saae de smaae Forhold de trykkede Forhold hvorunder hun opdragedes, var det da urigtig at jeg der ei var Egoist men tænkte paa et Medmenneske, tænkte paa Næsten, tænkte paa at dele mit lidt med hendes og leve et Liv til Guds Ære, til vor Frelse; – Jeg kom Hjem, jeg arbeidede, jeg følte det gjaldt noget andet end Drengeglæder, jeg følte Pligten som Menneske og som Konstner, jeg overvandt mine Svagheder, jeg solgte Bøssen, og de andre Glæder og viede mig ganske Arbeidet, og arbeidede for at gjøre mine Forældre Glade // og virke for hende som i Evighed er min, og som er Grunden til – Du ved det jo saa godt. – men jeg udtaler det her aabent for at alle veed det, at jeg blev Herre (Selvbesindelse) over den slette Ungdomsvane der har knækket saa mangen en kraftig ung Mand i sin Udvikling, der har ødelagt dem i Bund og Grund – Vilde det have været Din Stolthed hvis jeg nu sad paa Bistrup af Hjerneblødelse, eller vilde det have været Dit Haab Din Stolthed at see mig gaae fra Kneipe til Kneipe og ødsle Penge ved Billiardbordet. –
Som sagt jeg arbeidede og arbeidede og glædede mig til altid at kunde bringe Dig gode Nyheder og Efterretninger om mine opnaaede Resultater, – dog aldrig har Du sagt saa meget som: ”Det glæder mig:” til mig altid var det lige galt, men kunde have været godt. – og hvad? //
          Hvori saae Du det gode der kunde have været? jeg arbeidede videre og videre over alt vel modtagen velseet, rost afholdt – kun Du var aldrig tilfreds – Jeg er bleven selvstændig – den eneste af dine Børn der er det, og dog er Du ei tilfreds, –
Se saa kan jeg heller aldrig nogensinde vente at Du overhovedet bliver det, og jeg kan aldrig haabe mere at kunde glæde Dig. Kun Moder hun seer Gudsketak alt og skatter det som enhver Fader og Moder ei kan andet end være tilfredes med. –
Nu har jeg praktisk og kun ledet af Moders Raad i de 6 sidste Aar arbeidet mig frem og har naaet et Maal skulde jeg da saa være saa // upraktisk og letsindig at kaste mig i en Bundløs Elendighed. – Jeg har aldrig gjort noget saadant Skridt, og skal allermindst, saa Gud vil, gjøre det nu. At forklare Dig hvad der tildeels skeer i min Fremtid vilde eiheller kunde overbevise Dig; Min Natur tillader mig ei at leve alene, jeg bliver da melancolsk, jeg agter og skatter Kvinden og vil ei som Du har raadet mig til træde i Ungdommens letfærdige Fodspor. Gud vilde da fordømme mig. Nu vil han hjælpe mig, og uden ham magte vi dog intet, og forenes vi ei hos ham, hvad have vi da levet for; Som sagt er det min Ulykke at giiftes, saa kan han jo kalde paa een af os, hvis ikke Da staaer vort Bryllup i Guds Navn // og intet Menneske skal løse det af ham knyttede Baand. Familien staaer aldeles udenfor vort Forhold, det er en Betingelse jeg har sat. Jeg sørger alt siden ½ Aar for Marie, men jeg har bestemt, som Moder har gjort det nægtet at gjøre det mindste for de 3 andre, thi det gaaer ud over vore Evner. Altsaa det skal bebreides Moder at hun i Menneskekjærlighed tager sig af 2 unge agtværdige Piger for at udvikle dem, og at hun som Practiskhed op[…] kun kan have 4 i et lille Pensionat for det samme som hun tidligere havde 2, – men alle de Modelpiger der blot have smurt Dig om Munden og dreiet dig Næsen, hvad Glæde har Du af dem. – Sørg for Din Næste siger Du. Ja Det er ret, men sørg først for hvad Gud har lagt Dig nærmest, // og vor Familie det er vor nærmeste Virkekreds, Æret være den der kan opfylde sin Pligt der, vil man derimod virke for alle, saa virker man for ingen.
Hvad er dyrest, at ernære Kone og Børn eller at ernære sig selv, og smide Penge bort til letfærdigt Liv. – Alt kommer an paa hvad Fordringer man stiller til Livet. Dyrhed er et relativt begreb. –
Mis Thornley er en slet person, hun har ved sine Intriger og Usandheder samt Letsind gjort sig umulig i Schweiz og man bør tage sig iagt for hende i Danmark, det er alle Folks Mening i Lausanne, selv hendes bedste Venners som hun ogsaa har bedraget. –—-
Først nu læste jeg Moders Brev til Ende, (Jeg havde nemlig kun læst den ene 1ste Side) og seer til min Forbauselse at vi stemme aldeles overens i Udtalelser og Tænkemaade. Jeg haaber kjære Fader at Du anseer dette Brev som en gjentagen detailleret Forklaring af mine tidligere til dig udtalte Anskuelser, haabende at Du dog engang vilde indsee det rigtige deri – og slutter jeg i Kjærlighed som din Søn Harald Jerichau

[Langs kanten:] Vil Du vælge et af disse Fotografier.