Bakkehussamlingen

Løverdag Aften [august 1816].

Kiære Werlauff!

Kun af Deres elskværdige Godhed kan jeg haabe Tilgivelse for min uforsvarlige Seendrægtighed først i Dag at foretage det lille Arbeide, som De har giort mig den Ære og Fornøielse at overdrage mig. Noget kan vel siges til mit Forsvar, da jeg utallige Gange har taget Deres Bog i Haanden, men lige saa ofte har maattet lægge den igien, fordi her aldrig er Ro til Noget. Dertil kommer end videre, at jeg for nogen Tid siden var saa dristig at laane Bogen ud til den gamle Løve /: der interesserer sig meget for Alt, hvad der angaaer Deres Guldmager, og som derfor ogsaa har bedet mig sige til Dem, at det vilde være ham en stor Fornøielse, ifald De vilde komme til ham, da han sikkert troede at kunne give Dem Oplysninger om Personen, ifald De ellers behøvede dem :/ og først i Gaar selv hentede den hos ham.
Hvad forresten det lille oversatte Stykke angaaer, da maae jeg begynde med at giøre Dem Undskyldning for mit Brun-Neergaardske Dansk. Jeg formodede, at det kun kom an paa en ordret at oversætte det; og dette har jeg samvittighedsfuld iagttaget.
Een Ting maae jeg dog giøre Dem opmærksom paa, dette nemlig, // at Christianestat umuelig kan være Christianshavn, da Guldhuset har sit Navn fra Borri’s Tid. Rahbek mener, at Rosenborg Qvarteer dengang maaskee kaldtes: Christianstat; men De vil jo let kunne skaffe Dem Vished om denne Sag. Mig confunderer derimod Husene af Tømmer, som jeg aldrig har vidst, man egentlig brugte i Dannemark.
Men hvorom Alting er, saa tilgiv Deres stakkels Oversætterinde, og skiænd i det høieste paa hende – thi det fortiener hun ærlig – men giv hende dog ikke Afsked, thi det var Synd.
Hils den gode, kiære Mine tusinde Gange fra Onkel og Tante, og skaf mig snart en Løverdag, der kan fortiene de store Bogstaver denne Uværdige har faaet!

Deres
hengivneste Veninde K: M: Rahbek.

Mange Hilsener til min Broder, Broder-kone, og alle mig bekiendte og ubekiendte Niecer og Neveuer! Seer De vor gode Ven Brønsted inden jeg seer ham eller faaer Leilighed at skrive til ham, saa tak ham for det mig Tilsendte; men sig ham dog tillige, at jeg nok skal lægge mig efter at forsvare Frue-Pige-Jensen i Danfana, og at det skal være mig, hvad Langelænderen kalder: Spænd, ifald jeg kan faae ham og Flere til at troe, at jeg giør dette af Taknemlighed over Elegien.