Bakkehussamlingen

Kiæreste god’ Søster!

Jeg har saa længe villet takke Dig for de rare Kager, Du sendte mig i Juulen med Stine – og som smagte mig ganske fortræffeligt – saa at jeg nu ikke kan lade denne Leilighed gaa unyttet, uden at sige Dig, hvor Din Godhed dengang rørte mig, og hvor velkomne Kagerne vare mig, hvilket maaskee var meere, end Du ventede, da Du ikke vidste, at jeg var en Liebhaber af denne, som af mange andre tydske Moder. Og for nu end mere at vise Dig min Taknemlighed sender jeg lidt af mit mindste Paparbeide, som Du endnu ikke kiænder, uagtet der er gaaet en stor Mængde ud af i Verden af det. Det er, som Du seer lidt Kludderagtigt; men Du indseer lettelig, at naar saadant Arbeide skulde være tilgavns pænt, saa udfordrede det mere Tid, end det er værdt, og især Fingre, der ikke, som mine i dette Øieblik, ere fulde af Frost og Sprækker, hvoraf Blodet løber. Men Kludderiet // uagtet, vil det dog vist more Dig at see heraf Oeconomien i min Fabrik, hvor den allermindste Stump Papir bliver anvendt; thi det er egentlig for at anvende alle de det Stumper, jeg faaer tilovers fra større Arbeider, at jeg er faldet paa, at giøre disse smaae Syenaale-Bøger. Jeg sender Dig et halvt Dusin, for at Du, naar Du har forsynet Dig og Dine Døttre, kan uddeele som Blommer de 3 tilbageblevne til Nicoline og Hanne og Nicolines lille rare Pige.

Løverdag Morgen

Til hvad jeg i Aftes, halv i Søvne og med stivfrosne Fingre, smurte sammen, maae jeg nu tilføie, at det vel paa en Maade er Synd, altid at røre Dig med de sørgelige Krandse; men at jeg dog i andre Henseender vilde ansee det for Uret ikke at lade Dig see dem. Gud veed, hvordan Marie, der absolut vil badske ind, vil kunne alke igiennem den forfærdelige Mængde Snee; hun vil nok nogle Gange komme til at sige: der er dog ingen Ting saa hvidt, som Snee! og derpaa i Begeistringen omfavne den // hvide Snee. Jeg derimod maae beklage, at der er mange Ting hvidere, end de Heleborus, jeg skal bruge til Krandsen , og som hvilke i Gaar Aftes vare, om ikke saa hvide, saa dog saa rene, som den reneste Snee. Kakkelovnsvarmen har plettet dem, og havde jeg ladet dem staae-t- reent i Kulden, havde Frosten ganske tilintetgiort dem; thi den øver et frygteligt Herredømme her i mine kolde aabne Værelser, naar den er ledsaget af den onde Østenvind. Dette Veir giør mig megen Fortred i Dag, og hindrer mig i at faae Krandsen – som jeg havde foresat betids paa Graven; thi jeg maae vente til at Petersen tør aabne Drivhusene, og dette tør han i et saadant barskt Veir ikke før hen ad Middag, og vilde vel egentlig slet ikke giøre det, naar det ikke var af Godhed for mig; og at betiene mig af denne Godhed, skammer jeg mig ved.
Men nu vil jeg ikke plage Dig med mere Klynkerie, over et Onde, Du ikke ret kan kiænde – Østenvinden nemlig – og trøste mig selv i denne Anledning, som Carl // trøster sig over det Bord, hvori han sover: at den der i dette Liv har faaet saameget Østenvind, som jeg, baade tillands og tilsøes ??? i et følgende maae kunne vente sig lutter venlige Zephirer.
Lev nu vel og hils kiærligst Oehl. og alle Dine fra

Din
hengivne Søster K:M: Rahbek

Vil Du spørge Oehl:, om han ikke synes, at det er et godt Raad, jeg har givet Repp, dette nemlig, at han paa det nye Tidsskrift, han vil udgive paa egen Haand med Løvehielp, skal sætte:

Let them, that scorn the tartan,
fear the dirk!

Rahbek hilser mange Gange.