Bakkehussamlingen

[Titelblad] Den til alene med Forsendelse Hunde allernaadigst pravallagerede Posttidende No. 340036

Bologna

At denne Tidinge skrives fra Bologna, behövdes egentlig icke at erindres, da Honnen noksom med sin hele Pysonnomi giver tilkænne sig at være en Bologneserhund.
Honnen beklaver meget at der er gaaet saa mange No. Forloren, siden kiære Syster sidstegang fik Aviserne, og omendskiönt den vel forstaaer at söge “such verloren”, saa har dog udagtet all Anstrængelse været den umuligt at finde de mankerende No; hvilket er lige saa stor om ikke större Skade, end at der er gaaet saa mange Böger glip af Livius, hvilke dog i det mindste en Freinshemius har kunnet restaurere; men hvor findes den Restaurateur som kunde restaurere Hondeposten, det maatte da være Jean Paul Richter i Kiöbenhavn, dersom han endnu ikke har spillet Bankonoth – bankerot vilde jeg sige.
Jeg overtalede Honnen at gaae med til Rom, skiönt den just ikke har nogen Sands for det Skiönne og Ædle, i en Vognmandshunds Lignelse. Jeg bruger ham som Cicerone. Forleden vilde det forbandede Bæst bilde mig ind at en stor antik Löve, var en Hund, der var klippet ud som en Löve; herover blev jeg meget forbittret, og sparkede Honnen for Rombussen saa den faldt ud i Tiberströmmen. Ved Tilbagekomsten var Hunden af det horatiske Vand bleven ganske poetisk, og kaldte mig; o et præsidium et dulce decus meum. Hvorpaa den atter fik en paa Raambuiden, thi Smigerier kan jeg ikke lide, ikke engang af en Hond.
Men dette forbandede Bæst glemte sig ganske ved at see den nydeligste Hvalp forleden i Cafe græco. [Indsat tegning af en lille hvalp] større var den ikke, men den saae anderledes ud. Jeg spurgte den strax paa græsk Parlez vous françois Monsieur; den havde ingen Tid til at svare, formedelst at den spiste en Bakkelse, som en af Giæsterne havde givet den; og saa lod jeg det Bakkelsebæst fare –

_______________

Rom.

Honnen fornöier sig meget over at Carl er blevet allernaadigst Bibliothekar eller hvad det er, hos hans Majestæt – han haaber, at alle de Böger som han ruller op i Herkulanum komme i Bibliotheket; Brummer har subskriberet paa 10 Exemplarer.

_______________

Neapel.

Honnen beklager at den ikke har været i Neapel endnu, men den kan komme. Den har en underlig maade at reise paa. Den vender sig om og bider sig i Svandsen, og saa kiörer den som en Kudsk, med en Tömme i Haanden, så langt det skal være.

(Fortsættelse fölger i næste Hæfte)

Bedste Camma!
Af medfölgende Hondepost, vil De see aarsagen til min lange Taushed, der er gaaet en græsselig No.s tabt, jeg veed saa sandt ikke selv hvormange. Det fornöier mig, at min Axel og Valborg har fundet deres Bifald, jeg troer ogsaa selv, at den i visse Henseender staaer over de andre Arbeider, skiönt de Andre atter har andre Fortrin som Axel ikke har; at jeg selv sætter Baldur tilbage for Hakon, Palnatoke og Axel er naturligt, men det kommer mig for som om den intet ordentlig Indtryk havde giort paa Dem, og det giör mig Ondt; thi jeg troer ogsaa Baldur har sit Egne, hvad man ikke finder hos de andre. det giör mig usigeligt ondt at De befinder Dem noget mat, men vi skal nok bringe Liv i Dem, naar jeg kommer tilbage. Muth gefasst! Frisk Mod er halv Tæring.
Har de havt nogen Efterretning fra Job nylig eller seet ham selv? Hils ham inderligt, og skriv mig lidt omstændigen til, om hvordan I driver det derude. Nu er jo Rahbek bleven Theaterdirekteur, det fornöier mig uendeligt, saa vel for hans egen som for min Skyld.
Jeg maa selv skrive ham et Par Linier paa næste Side, og da De jo har hele Christianes Brev, saa veed jeg heller ikke i dette Øyeblik hvad jeg mere skal sige Dem. Har de hört fra Thaarup nylig? Hvad sige den gamle Knægt til mine Sörgespil? – Gud være med Dem. Lev og liid vel, og bliv en nyttig Borgerinde i Staten. Væk!

Deres Oehlenschläger.

Bedste Rahbek!
Jeg har med megen Fornöielse læst din Rostgaard, din Anna Colbiörnsen, og din Afhandling om Auden. I de tvende foregaaende Stykker er der ægte historisk Colorit, fædrelandsk Begeistring, og lykkelige Scener. Det Eneste man kunde önske sig var noget mere Stof, noget mere Handling, men det böd Sujetterne nu engang ikke, og du kalder Stykkerne jo ogsaa selv dramatiske Situationer. Anna Colbiörnsen runder sig ellers mere, og hæver sig mere til Slutningen end Rostgaard. Men i denne er nu atter den lykkelige Scene med Huuskarlen. Det har fornöiet mig i Rostgaards Kone og i Anna at see en velskildret Nuance af nordisk Qvindekarakteer; en Mad. Rossing, og en Frue Koren for mig. Det Eneste jeg önskede hvad Udförelsen angaaervar at Versene havde været lidt malmfuldere, lidt mere poetiske, uden dog at tilintetgiöre den uaffekterede Enfoldighed som giver Digtene det elskværdige Udseende. –
Hvad du i din Afhandling om Auden siger, kan ikke siges bedere. Denne Afhandling er saare god, og jeg önskede meget at see det hele. Rossings Idee om Auden kan jeg ikke underskrive; det passede sig ikke for Hakons Grandiose Karakter at spille Gögler, mindst i det Øjeblik han gik hen at offre sin Sön. Det Eneste jeg skulde önske denne Hypothes antaget for, var for ogsaa at se Rossing spille denne Scene. Hvordan gaaer det ham nu? kan han spille? Det er prægtigt at du er bleven Theaterdirekteur, nu har du vel faaet en god Lön? – Mig synes ikke at förste Akt i Axel er for lang, og jeg veed ikke hvad jeg skulde afkorte. Heller ikke troer jeg at Vilhelm efter sin Karakteer kan ende med at den sentimentale Replik i Visen. Han maa föle endnu stærkere end Valborg at Axel har indlagt sig en evig Ære, og at det er [en] skiön Död at falde for sin Konge. Det om Karperne og mange andre Ting skal blive forandret, naar jeg kommer.
Lev vel kiære Ven! Bliv ved med at have mig kiær, jeg haaber vi skal leve ret lykkeligt sammen, naar jeg kommer hiem.

Din Oehlenschläger