Bakkehussamlingen

Onsdag Aften
[Tilføjet med anden håndskrift: 1817 eller 1818]

Kiæreste Grevebarn!

Jeg maae begynde med at sige som Madsen, at Du skriver siældent godt, og med at fortælle Dig, at Din nydelige lille Billet især rørte mig ved Overskriften: Kiæreste Boccaméla; dette maae jeg – siger jeg – begynde med, endskiøndt det var rimeligere at begynde med Undskyldninger for, at jeg ikke har sendt Dig Tørklædet, Du var saa god at laane mig, med Stine i Dag; og sige Dig Grunden dertil. Denne var nemlig, at jeg hverken i Aftes eller i Morges kunde komme til at skrive et Par Ord til Dig til Taksigelse for Din tjenstvillige Godhed, saa vel som for Din lille, søde Billet. Men jeg haaber dog, at denne Sinkelse ikke har giort nogen Ulykke i et Huus, der er fuldt af gode Schawler. Forresten maae jeg tilstaae, at Dit Tørklæde giorde mig endnu mere Nytte, end jeg havde giort Regning paa. Thi, forestil Dig, at da jeg kom ud til Bruns, møder den sorte Tjener mig i Forgemakket med et Brev i Haanden, som jeg skulde havt Dagen i Forveien, og hvilket indeholdt en Indbydelse til at spise der om Middagen i Selskab. Han blev da meget lykkelig over at jeg kom, bad mig instændig ikke at sige Fru Brun, at jeg ikke havde faaet Brevet før og slæbte mig lige ind i Sahlen, hvor næsten hele Selskabet var forsamlet. Men det er meget naturligt, at jeg – saa nødig jeg end vilde volde den stakkels Sorte Fortræd, – maatte vise Fr: Br: hendes Brev uaabnet; thi det var dog ikke rimgeligt[sic] ] at jeg i en Sirtzes Kiole, som jeg havde taget paa for ikke at fryse i Kirken, vilde tage i Selskab der. Hun derimod vilde ingenlunde give Slip // paa mig, og paa alle mine Forestillinger, at det var Synd Petersens Karl og Heste – som havde holdt ved Kirken under Gudstienesten – , nu skulde holde saa mange Timer til, svarede hun blot: saa kan Du lade dem kiøre og blive her i Nat, saa kiører jeg og Ida Dig selv ud i Morgen Middag; og Fru Reinhardt beklagede at Eselet ikke var der, for at jeg ved dets Hielp kunde komme hiem. Men da dog nu Resultatet blev, at jeg maatte blive: saa kan Du da nok tænke Dig, at jeg skiulte al min Daarlighed med Dit Tørklæde, som rigtig nok hialp mig, men hvorved jeg blev umaadelig heed; thi jeg havde desuden indvendig fra pakket mig udmaadeligt ind. Jeg blev da endelig trukket op til Høibords ved Siden af Fr: Br: og Grev Bombelles, den østerigske Gesandt, som hun i Forveien havde giort mig kiendt med, og som behagede mig særdeles vel. Du har vel sagtens hørt, hvad Rygtet fortæller ham angaaende i denne Tid; men har Du ikke hørt det saa kan jeg /: unter uns:/ sige Dig at han er forlovet med Ida, og at man blot venter paa Brev fra det keiserlige Hof, for at declarere Mariagen. Det fornøiede mig usigelig i ham at finde en saa godmodig, interessant Mand; og at han behandlede mig, som om han havde kiendt mig længe. Der feilede kun, at han skulde kaldt mig: Bocca-méla; men det skeer vist ogsaa næste Gang, vi samles. At jeg forresten ikke blev hele Sviren ud, kan Du let tænke, da Du nok veed, at jeg er medlidende imod Kudske og Heste; men det var kun efter megen Strid, at jeg fik Lov at komme afsted; og det giorde // mig ogsaa selv ondt, at forlade saa interessant et Selskab, da jeg nu engang var i det. I Kirken, hvor jeg saae den rare Marie heel og holden; men kun Hovedet og Stykke af Grevebarnets at imidlertid det jeg saae af Dig, tog sig meget fortræffeligt ud, kan jeg ikke nægte:/ havde jeg det Uheld, at jeg maatte sige nei til en høist godmodig Invitation af Bispen, som absolut vilde have mig hiem med sig, og meente at det ikke behøvedes at tage ud til hans Søster. Det er dog virkelig rørende, at Münters slet ikke regner mig til Brøde at jeg ikke har sat min Fod i Bispegaarden siden Fanny’s Bryllupsdag; og derfor giør det mig saa ondt, at hvergang Münter seer mig, beder han mig hiem med sig, og at [jeg] dog aldrig kommer.
Her har Du nu en ynkelig Fortælling om Gaarsdagens Hændelser. Dog maae jeg endnu tilføie, at paa Hiemveien kom jeg dog nu [hul i papiret] Stund op at see til min stakkels Tante, som plages uendelig meget af Tandpine; og hos hende blev jeg da saa heed, at jeg maatte pakkes endnu mere ind. Du nydelige Grevebarn, som med den elskværdigste Omhyggelighed saa ofte selv har pakket mig ind, kan vist godt forestille Dig al min Indpakning i Gaar, og hvordan jeg maae befinde mig efter det i Dag.
Undskyld mit lange og utydelige Kradserie, og vær ikke vred fordi jeg endnu ikke har afgiort, det Du selv veed.
Tusinde Hilsner til den i Sandhed rare Marie og forresten til alle Dine. Naar jeg engang imellem saae et Par siældent godt skrevne Ord fra Dig: saa skulde – eller rettere – vilde Du vist ogsaa imellem see et Par siældent slet skrevne Ord fra

Din hengivneste Bocca-méla.

[På konvolutten:]
Pour
Mademoiselle H. Langberg