Bakkehussamlingen

Til
Fru Johanna Louise Hejberg

Hilsen og Goddag min kjære Frue!
Alle gode Ønsker følge med! –
Gjerne var jeg selv ved Festens Skue
Gav Dem varmt min Haand i Brevets Sted.

Det var altid mig en Fest at se Dem.
Sidde stille, som ved Guders Vink,
Og med Sjælen lyttende imod Dem
Drikke Ungdom i hvert Skjønhedsblink.

Thi De ved jeg elsker Ungdom Frue, -
Elsker Livets Ungdom – som en Dag
Med sit Morgenguld sin Aftenlue, -
Tidens Regnebræt er ej min Sag.

Hvor den dybe Glød bag Tanken ulmer
Hjertet kæmper mod sin Drøms Forlis //
Sjælen endnu af Forventning svulmer,
Der er Ungdom – trods hvert Talbevis.

Ak – og dog vil Tiden Intet levne!
Alt skal hules ud og rives ned,
Og af hele Livets Lyst og Evne
Ejer Mindet knapt et Duefjed.

- Hil Dem høje Frue! Ingen Ingen,
Om han staar mod Tiden noksaa stærk,
Svinger sig som De med Støv paa Vingen
Højere forbi dens Ødeværk.

Thi De fik af Gud hin Storhedsevne,
Som kun skjænktes Faa paa denne Jord;
At gaa frem til Idealets Stevne –
Drage Tusinder i deres Spor. –

Menneskenaturen er en Ager
Hvor saamangt et Blandkorn fæster Rod //
Thi der er et Længselsdyb, som drager
I det friske fulde Hjerteblod.

Og den mættes ej af Brød alene,
Skjønt den knapt forstaar sin egen Trang,
Tager Brød saamangengang for Stene –
Sten igjen for Brød den næste Gang.

Men just denne ubestemte Higen
Er Naturens Længsel efter Kunst.
Kunsten er for den som Jakobsstigen
Ind til Himlen gjennem Skyens Dunst.

xxx Er Ideens korte Aabenbaring –
Fremsyn af en højere Natur –
Stjernen – som til xxx Skjebnegaadens Klaring
Skinner over Tidens dunkle Mur.

Vel os da om Kunsten sikkert viser
Som Magneten mod et evigt Maal //
Selv om det er Døgnets Røst, der priser
Værket med sit letopvakte Skraal.

Faldt i Sjælen kun et Frø saa lille,
Som fra Fuglenæb paa Alfarvej,
Spirer det dog frem i Tankens dybe Stille –
En xxx op til Roser – En til xxx Glemmigej!

Derfor: hil Dem Frue, der De sidder
Smykt med Kransen af de mange Aar!
Skuer frit henover Kunstens[rettet fra: Livets] Vidder,
Hvor Talentet xxx fødes – og forgaar, -

Alt mens Tiden flætted jevnt og stille
xxx – Tiden jevnt og fast har bunden
Høstens Roser til en fyldig fyldig- Af Novemberroser Livets Krans, -
Mindets Genjus har sin Guldtraad spunden med sit tyste Snille
Som det Prænted’ Deres Navn De bær med i evig Glans.

Hvad De planted ind i Folkegrunden
I en Stemnings blomstrende Moment, //
Det staar der samlet – som et kransomvunden,
Skjønhedssmykket Folkemonument.

- Ogsaa jeg – den Ringe blandt de Ringe,
Kun ej ringe i min Tro og Tak! –
Lod til Pris vel og en Højsang klinge,
- Ak! det blev[rettet fra: bliver] kun lidt Digtersnak rimet Snak, -

Kun et Hilsningsord – med Tak og Ære, -
Fattigt Blad bag lyse Blommers Rad.
Fattigt – men ej falmet, Frue kjære!
Thi det er trods Alt et – Hjerteblad.