Bakkehussamlingen

burde være! vi sige det mod de Andre om os, og de siger udtale maaskee det samme og tilføie i et andet Omraade. I Paris xxx her man Her var som altid i Paris en heel Koloni af Skandinaver, mange xxx herlige Folk, ogsaa løst og fast der klang xxx Det er maaskee en Forsyndelse mod alt det Solskin der forundtes mig at dvæle ved et Par Regnstænk, Rendeste eller et Stænk, ved et kantet Stænk Tridt i Rendestenen, men i sin Livshistorie maa man give hvad sin Forstaaen, sin sig hen i Sandhed, selv om man bliver selv om man derved slukker sin gode Belysning. En Nordboe fortalte mig at i hvor kjendt og læst afholdt jeg var i Tydskland her og ofte der ofte havde ærgret sig over at een ikke fandt hvor uvenligt man havde udtalt sig Een, om mit Yddre, at der xxx jeg var saa lang og mager, en Anden at han ikke yndede mine Skrifter, jeg var et Barn og blev altid et Barn!, og det var havde en Stor xxx Kunstner sagt ham, og han var blevet krænket paa mine Vegne. Barnagtigt, mildest // var det at fortælle mig det igjen. Tiden ligger for nær til at udtale ? med Humor, den eneste fortællelige Maade her ikke at samle Bitterhed, som gjorte mig Lidende. Staaer man først paa Humorets Grund og læser xxx Fra Kjøbenhavn kom ogsaa en ildestemmende Luftning, et Forretnings Brev og dog et Digterbrev, det fra vor ypperlige Digter Christian Vinther, der gav os de nydeligste danske Idyller paa Vers under Navnet kaldet ”Træsnit”. – Jeg hører med til hans ivrige Beundrer, og vil blive det. Vi vare altid mødtes i Venskabelighed, og i den sidste Tid traadte ind xxx kommen sammen i Forretning. Der var i Kjøbenhavn en ung rig Kjøbmand Søn Anker ved Navn Ancker. Han elskede Kunst og Poesie, skrev selv ganske nette smukke Digte, som de i vor udviklede Tid hos dannede Mennesker med varmt Hjerte, voxe ud af Landeveien, // han udgav disse anonymt og tilegnede mig dem. Det var Alt hvad Han forundte mig hvad han vist satte høiest af sin Rigdom. Efter sin tidlige Død xxx fremviste Testamentet at der aarligt stilledede et Legat af henved tusinde Rigsdaler her en Dag til Reise Understøttelse for en Digter, en Maler, Billedhugger og Musiker. Den afdøde havde den Poet den Heiberg og jeg havde H.C. Andersen fandt værdigst, Heiberg var nu død og Cultusministeren havde indsatte Christian Winther; for Musik var ved af Testator stillet Hartmann og Gade, for Malerkunst Sleisner og Simonsen i Billedhuggerkunsten skulde give sin Kjendelse ved Bissen og Jerichau. Ved første Møde var Menings Forskjellighed om Reisestipendiet skulde gives kun til unge Mennesker, eller de Aldrende at der ikke spurgtes om Alder men om dygtigste af dem der søgte. Christian Winther vilde endelig at kun tildele // de unge Forfattere det; jeg udtalte da ved denne Leilighed at kom en ældre og nævnede som Exempel Paludan Müller een af de betydeligste i vor nyeste Tid, men ikke længere ung, og sagde jeg trænger til et aandelig Bad og som saadant vil en Reise være mig, og mueligviis forfriskes jeg derved til ny Digtning. Da stemmer jeg ubetinget for Paludan-Müller; nu traf det sig netop at i dette Aar at Paludan-Müller meldte sig, men Christian Winther havde en anden Candidat Carl Andersen, en talentfuld ung Mand med sand digterisk Begavelse, men jeg kunde her ihvor meget jeg personlig holdt af Carl Andersen kun stemme for Paludan-Müller, det foran gav Anledning til at jeg fik et heftig Brev fra Christian W næsten truende Brev fra Christian der opfordrede mig til at stemme for hans Candidat. Mit Svar var, at jeg efter min Samvittighed kun maatte stemme for Palu jeg vilde og maatte foretrække Paludan-Müller, men for ikke at komme i var villig til at træde ud af Comiteen, vilde hellere dette end staa paa [uv…?] Ch kommer at komme men da Hr Christian Winther, støttede sig paa at naar en Digter var kommet til en vis Alder var han færdig!” og bad